Polenta med svampe og parmesan
GRØNT

Polenta med svampe og parmesan

Cremet polenta med sprøde svampe er en nem hverdagsret med masser smag. Den bliver hurtigt din nye favorit-ret!

Polenta er egentlig bare majsmel og standardspise i Italien, men polentagrød er ikke så populært tilbehør til aftensmaden herhjemme. Det skyldes nok primært, at den klassiske polenta skal koge i 45 min. og kan være lidt svær at få klumpfri ved første forsøg. Heldigvis findes der en meget nemmere udgave af polenta til de travle hverdage, hvor man ikke kan stå og røre i en gryde. Den hedder instant-polenta eller minut-polenta. Den er forkogt, og det betyder, at den er klar på få minutter. Vi har lavet den her skønne ret med instant-polenta, og derfor kan du hurtigt have retten klar på aftensbordet. Hvis du, ligesom os, forelsker dig i polentaens cremede smag, så kan du senere lave den ægte italienske udgave med masser rørearbejde. Her er en opskrift på den gammeldags polenta!

Opskrift på polenta med svampe og parmesan

2 pers.
Det skal du bruge til polenta-retten: 
  • 400 g blandede svampe
  • olivenolie
  • salt
Polenta:
  • 6 dl vand
  • 1 dl hvidvin
  • 1½ dl instant-polenta (Find det fx her!)
  • 1 spsk. smør
  • salt og peber
  • lidt hakket persille
  • parmesan i flager
Sådan laver du polenta-retten:
  1. Skær eller pluk svampene i mundrette stykker. Steg dem gyldne i olie på en varm pande. Krydr med salt.
  2. Kog vand og hvidvin op, og pisk polentamelet i. Pisk i ca. 1 minut, til polentaen er blevet tyk. Tag den af varmen, og rør smør i. Smag til med salt og peber.
  3. Anret polentaen toppet med svampe, persille og parmesan, og servér straks.