Rabarbersyltetøj med vanilje
GRØNT

Rabarbersyltetøj med et hint af vanilje

Forvandl dine røde og sprøde rabarber til velsmagende rabarbersyltetøj. Her med et hint af vanilje og grønne tomater.

Forårets første råvare skyder allerede op  af jorden i april. Rabarberen er en bebuder om lyse middage med fokus på friskhed, sprødhed og sarte nuancer.
 
Med sine store, kraftige blade og rødgrønne stængel er den nem at kende, og den sursøde smag er også helt sin egen.
 

Rabarbersyltetøj, kompot og grød

Navnet rabarber er sammensat af ordet Rha, som er et 3.000 år gammelt navn for floden Volga, og barbarum, der betyder 'udenlandsk' på latin.

Der findes omkring 70 rabarbersorter, men det er langtfra alle, der bliver dyrket på planteskolerne. Jordbær- og vinrabarber, der har helt røde stængler, er de mest delikate.
 
Rabarber er en grøntsag og ikke en frugt. Det naturlige sukkerindhold i rabarber varierer fra sort til sort og fra plante til plante, så du skal altid selv smage dig frem, når du bruger rabarberopskrifter. Rabarber bliver lidt surere i smagen, når den er kølet af.
 
 

Du kan bruge rabarber til stort set alt - både i det søde og det salte køkken. Du kan lave kompot, suppe, tærte, trifli og i det her tilfælde syltetøj.

Der er egentlig ikke den store forskel på syltetøj og marmelade, men syltetøj er typisk lavet på mindre stykker frugt eller bær og er derfor en del tyndere i konsistensen. Marmelade er ofte kogt over længere tid og er tilsat det naturlige stof pektin, som giver den en tykkere, mere gelélignende konsistens.

Opskrift på rabarbersyltetøj med vanilje

Antal: 1 glas

Det skal du bruge for at lave rabarbersyltetøj med vanilje

  • 500 g rabarber
  • 4 grønne tomater
  • 200 g sukker
  • 1 dl vand
  • 1 stang vanilje
  • 1 usprøjtet citron 

SE OGSÅ: Hjemmelavet rabarberchutney

Sådan laver du rabarbersyltetøj med vanilje

  1. Skær rabarber og tomater ud i små stykker.
  2. Kom dem op i en gryde sammen med sukker, vand, flækket vaniljestang og vaniljekorn, fintrevet skal og saft fra citronen.
  3. Bring gryden i kog, og lad blandingen koge 15-20 minutter på svag varme under låg.
  4. Tag gryden af varmen, og lad syltetøjet køle lidt af.
  5. Smag evt. til med lidt ekstra citron og sukker.
  6. Kom syltetøjet op i et glas, og sæt den i køleskabet. 

Find flere opskrifter med rabarber i galleriet...

10 geniale opskrifter med rabarber