Opskrift på hjemmelavet ketchup
GRØNT

Sådan laver du nemt din egen ketchup

Ketchup er supernemt at lave, og når du laver den selv, ved du præcis, hvad der er i din hjemmelavede ketchup.

En hjemmelavet tomatketchup er kræs for kendere. Hvis du hælder den i helt rene flasker og opbevarer den i køleskabet, er holdbarheden 1-2 uger uden konserveringsmiddel.

Opskrift på hjemmelavet ketchup

Tid: 20 minutter. Kogetid: 30-45 minutter
Det skal du bruge til hjemmelavet ketchup:
• 1 løg
• 3 fed hvidløg
• 2 spsk olivenolie til stegning
• 5 tomater
• 1 flaske mosede tomater, 680 ml (eller 2 dåser flåede tomater)
• 100 g rørsukker
• 1 dl æbleeddike
• evt. 1 knivspids chili
• lidt sukker efter smag
• salt og friskkværnet peber
Sådan laver du hjemmelavet ketchup: 
1. Pil løg og hvidløg, og snit begge dele fint. Steg det let i olivenolie i en gryde i 10 minutter, uden at det tager farve.
2. Skær tomaterne i grove stykker, og kom dem i gryden sammen med mosede tomater fra flaske (eller flåede tomater fra dåse). Tilsæt rørsukker, æbleeddike og evt. chili, og lad blandingen simre i 30-45 minutter, til den har en passende konsistens. 
3. Blend blandingen grundigt (gerne med en stavblender direkte i gryden), til du har en fin og jævn ketchup. Smag til med sukker, salt og peber. 
4. Opbevar ketchuppen i køleskabet i rengjorte, skoldede flasker eller glas.

Få flere opskrifter med tomater her!

6 opskrifter med tomater