Bruschetta med svampe og parmesan
GRØNT

Sprøde bruschetta med svampe

Bruschetta med svampe er en nem forret med stor smag og italiensk charme. Find den gode bruschetta-opskrift her!

Selvom bruschetta er noget nær verdens nemmeste forret, så er det stadig en sikker vinder. Du og dine gæster ved selvfølgelig godt, at det blot er noget ristet brød, smurt med hvidløg og toppet med gode råvarer, men det gør ikke begejstringen mindre. For bruschetta er og bliver en skøn lille mundfuld godhed, og den her opskrift med svampe er ingen undtagelse. 
Til de milde svampebruschetta kan du bruge østershatte, kantareller eller en blanding af flere forskellige svampe. Rist dem, så der ikke er væde tilbage på panden. Smør først brødene med mascarpone, lige før de serveres. 

Opskrift på bruschetta med svampe

(8 stk.)

Det skal du bruge til bruschetta med svampe:

  • 8 små skiver italiensk landbrød/ciabatta
  • olivenolie
  • 1 fed hvidløg, overskåret
  • 3-4 nye løg i tynde skiver
  • ca. 300 g østershatte eller andre svampe
  • 2 spk. olivenolie
  • lidt frisk timian
  • salt og kværnet peber
  • ½ bæger mascarpone (125 g)
  • 1 spsk. fintrevet, frisk parmesan
  • 1 fed presset hvidløg
  • 2 spsk. hakket persille
Pynt:
  • rucolasalat og/eller tynde parmesanflager

Kan du lide bruschetta så prøv også: Lynstegt tun - til forret eller tapas

Sådan laver du bruschetta med svampe: 

  1. Skær brødet i skiver, og pensl eller dryp med olie. 
  2. Skær løgene i tynde skiver. 
  3. Rens svampene, og skær dem i lidt store stykker.
  4. Rør mascarponen med parmesan, hvidløg og persille.
  5. Svits løgene i olie, til de falder sammen. Kom timian, salt og peber på, og steg 1-2 minutter. Tag dem af panden.
  6. Rist svampene ved høj varme, til de falder sammen. Bland med løgene, og krydr det godt.
  7. Sæt brødene under ovnens grill, til de er gyldne. Tag dem ud, og gnid med det overskårne hvidløg.
  8. Køl dem lidt af, og smør et lag mascarpone på hver. Fordel svampene ovenpå, og pynt med rucolasalat og/eller parmesan. Servér dem lune eller kolde.