GRØNT

Sprøde kikærter med hvidkål og kardemommeyoghurt

Ristede kikærter er perfekt som sprød topping på alt fra salat til suppe. Vendt i godt med krydderier og olie, bliver den sprøde kikært prikken over i'et på denne lette, men smagfulde ret.

Den lille bælgfrugt syner måske ikke af meget, og hvis du spiser den alene, kan kikærten måske også være lidt kedelig. Til gengæld går den godt sammen med næsten al slags mad, og den kan både laves til creme, ristes sprød eller endda bruges i bagværk. Vidste du, at du faktisk også kan bruge vandet fra kikærter på dåse? Det kaldes aquafaba og kan piskes stift ligesom æggehvider!

Kikærter bruges ofte i det veganske og vegetariske køkken, fordi den er fuld af proteiner. Så uanset om man spiser kød eller ej, så er kikærten værd at inkorpere i sit køkken. I denne lækre ret fungerer den perfekt som sprød, smagsgivende topping til en let salat.

TIP: Læg kikærter i blød dagen før.

Læs også: Fyldig curry med kikærter og æbler

Sprøde kikærter med hvidkål og kardemommedressing

Antal: 4 personer

Det skal du bruge til sprøde kikærter med hvidkål go kardemommedressing

Sprøde kikærter:

  • 100 g tørrede kikærter

  • Flagesalt

  • ½ dl olivenolie

  • 1 tsk. Hele korianderfrø

  • 1 tsk. Fennikelfrø

  • 1 tsk. Spidskommenfrø

  • 1 bundt frisk mynte

  • 1 bundt frisk basilikum

Kardemommeyoghurt:

  • 1 usprøjtet citron

  • 2 dl græsk yoghurt 10 %

  • Flagesalt

  • Peber

  • 5 kardemommekapsler

Stegt hvidkål:

  • 300 g hvidkål

  • ½ dl olivenolie

  • Flagesalt

  • Peber

Sådan laver du sprøde kikærter med hvidkål og kardemommedressing

Sprøde kikærter:

  1. Udblød kikærterne i koldt vand i 24 timer.

  2. Kog kikærterne i en gryde med vand ved lav varme i 45 minutter, til de er møre, men stadig har lidt bid.

  3. Hæld evt. Overskydende vand fra kikærterne, og lad dem køle af.

  4. Krydr med salt og lidt af olien.

Kardemommeyoghurt:

  1. Riv skallen fint, og pres saften af citronen.

  2. Smag yoghurten til med citronsaft, citronskal, salt og peber i en skål.

  3. Knus kardemommekapslerne i en morter, og smag yoghurtcremen til med kardemommepulveret.

  4. Lad den trække smag, mens du tilbereder resten.

Stegt hvidkål:

  1. Pil de yderste blade af hvidkålen, og skær hvidkålen i grove stykker på ca. 5 x 5 cm.

  2. Skyl hvidkålsstykkerne, og dryp godt af i en sigte.

  3. Varm olie op på en pande, og steg hvidkålen ved høj varme i 2-3 minutter, til lidt af kålen får en gylden farve, mens andet stadig har godt med bid.

  4. Krydr med salt og peber.

  5. Tag hvidkålen af panden, og hold den lun i en skål.

Sprøde kikærter, fortsat:

  1. Varm lidt ny olie op på panden, og steg kikærterne gyldne og sprøde ved høj varme i 3-4 minutter.

  2. Krydr med salt.

  3. Knus krydderierne i en morter eller krydderikværn, drys dem over kikærterne, og lad dem stege yderligere 30 sekunder.

  4. Tag kikærterne af panden, og læg dem i en skål.

  5. Anret hvidkål i bunden af en tallerken, dryp lidt kardemommeyoghurt over, drys med mynte og basilikum, og fordel de lune, sprøde kikærter over.

Inspiration til flere retter med kikærter?

Den lille kikært er fantastisk i madlavning, og man kan lege meget med dens smag, konstistens og tilberedning. Prøv den her i form af en skøn falafel. Få opskriften her.