Opskrift på rullesteg på grill
KØD & FJERKRÆ

Grillet rullesteg med kartofler og kold persillesauce

Forkæl gæsterne med en grillet rullesteg med kartofler med porreaskesmør, rødbederelish og kold persillesauce. Få opskriften her!

Hvis du er på jagt efter en god ret til et større selskab, så prøv den her opskrift på grillet rullesteg, der kan serveres for mange - gang bare opskriften op!  

 

Grillet rullesteg med kartofler med porreaske-smør, rødbederelish og kold persillesauce

4 personer
 
Rullesteg:
  • 2 løg, ca. 100 g
  • 1 spsk. olivenolie til stegning
  • 1 bundt oregano, ca. 40 g
  • 15 sorte peberkorn
  • 1,6-2 kg kalvebryst (så er der også til pålæg)
 
Porreaskesmør:
  • 1 porre
  • 200 g smør 

Rødebederelish:

  • 500 g rødbeder
  • 2 spsk. korianderfrø
  • 2 dl æbleeddike
  • 1 dl rørsukker
  • 35 g fintrevet peberrod
  • 2 spsk. olivenolie
  • 1 usprøjtet citron
 
Persillesauce:
  • ½ avocado
  • 1 dl kærnemælk
  • halvdelen af citronsaften
  • ¼ bundt bredbladet persille
  • 50 g babyspinat
  • salt og sort peber
 
Tilbehør:
  • 800 g-1 kg nye kogte kartofler
 

Sådan laver du rullesteg: 

  1. Rullesteg: Skær løgene i små tern, og hak oregano groft. Steg løgene i olie på en pande, uden de tager farve, tilsæt oregano og knust sort peber, og vend det godt sammen. Læg kødet ud på et spækbræt eller et stykke bagepapir, krydr det godt med salt, og fordél løgblandingen på kødet. Rul kødet sammen, og bind det med kødsnor. Læg stegen i en cirka 175° varm kuglegrill, og intervalsteg den i 2½-3 timer, mens den jævnligt bliver rullet. Stegen skal være omkring 70- 75°, tjek den med et stegetermometer. Lad stegen hvile i 10 minutter, før kødet skæres i skiver.
  2. Porreaskesmør: Rens porren, og flæk den på langs. Spred den ud på en bageplade med bagepapir. Bag den, indtil den bliver helt sort ved 220-230°. Stykkerne bliver sorte og forkullede individuelt, så du kan tage dem ud en efter en, når de er klar. Køl dem ned, og smuldr til enten fin eller grov aske. Tag en fjerdedel af asken, og blend den sammen med smørret, og smag til med salt. Anret i en lille glasskål, og drys med lidt ekstra askeflager.
  3. Rødbederelish: Vask rødbederne, og bag dem møre i ovnen ved 180° i 90 minutter. Pil skrællen af rødbederne, og skær dem i grove strimler. Rist korianderfrø i en tør gryde i ca. 1 minut, hæld eddike, sukker, peberrod, olie og revet citronskal i gryden, kog det op, og smag til med salt og peber. Læg rødbederne i gryden, og vend det hele godt sammen. Hæld rødbederne i et lille sylteglas, og lad dem trække i mindst 6 timer, holdbarhed ca. 2-3 mdr. 
  4. Persillesauce: Skær avocadoen over, fjern stenen og skrab kødet ud i en blender sammen med kærnemælken, halvdelen af citronsaften, persillen og babyspinaten. Blend det hele godt sammen, smag til med salt og peber, og hæld saucen i et stort glas.
  5. Anret kødet på et fad sammen med kartofler, rødbederelish, porreaske og saucen, og servér straks.