KØD & FJERKRÆ

Omelet med kartoffel, krydderurter og salturt

Omelet er et af de enkleste måltider, der findes, men samtidig også et af de teknisk sværeste. Den skal foldes rigtigt, være gylden udenpå og blød, næsten flydende i midten.

1 person

3 friske æg
1 spsk olie
1 kartoffel
1 håndfuld krydderurter, fx persille, kørvel, basilikum
20 g salturt, kan udelades
1 forårsløg
groft havsalt og friskkværnet peber
10 g smør i små terninger

Omelet er en simpel ret, men teknisk svær i udførelse. Her er den step for step:
Skræl kartoflen og skær den i helt tynde skiver. Steg kartoffelskiver i lidt olie på panden i 4-5 minutter på mellemvarme, indtil de er let gyldne og møre. Pluk krydderurter og salturt, snit forårsløg helt fint, skyl i koldt vand, og lad det hele dryppe grundigt af. Slå æggene ud et ad gangen, tjek for friskhed og æggeskalrester. Pisk æggene sammen, og krydr med salt og friskkværnet peber. Hæld æggemassen på panden, rør forsigtigt med en gaffel, indtil massen begynder at sætte sig som en blød røræg. Massen skal have sat sig i bunden og stadig være lidt flydende på toppen. Tilsæt krydderurter, forårsløg og salturt.

Vip panden 45° og brug dejskraberen til at vippe begge sider ind mod midten, en side ad gangen, så omeletten bliver foldet hen over urterne. Rul omeletten ind mod siden, læg smørterningerne på panden, og lad smørret smelte ned omkring, så omeletten løsner sig. Pas på at smørret ikke bruner. Læg en tallerken oven på panden, og vend omeletten ud på tallerkenen, så den foldede side kommer ned mod tallerkenen. meletten skal være smuk gul uden at have taget farve.

Se også andre opskrifter med æg:
 


 
Blødkogt æg med asparges, bacon og grillet brød
Smilende æg med røget hellefisk og grillede syltede løg
Rugbrødsmad med pocheret æg, gravad lammemørbrad og friske ærter
"Biks" med kalveculotte og sprøde kartofler
Læs mere om: