KØD & FJERKRÆ

Rugbrødsmad med pocheret æg, gravad lammemørbrad og friske ærter

Rugbrød med pocheret æg og gravad lammemørbrad er et friskt alternativ til de traditionelle retter til påskefrokosten. Tilbered lammemørbraden i forvejen, og frys den evt. ned til en anden dag.

4 personer, lammemørbraden tilberedes 2-3 dage i forvejen

4 æg
1 skalotteløg
½ bdt. kørvel
200 g friskbælgede ærter
4 skiver groft rugbrød

Gravad lammemørbrad:
3 stk. lammemørbrad
10 g korianderfrø
10 g enebær
10 hele sorte peberkorn
10 g fennikelfrø
5 hele allehånde
1 stjerneanis
100 g salt
100 g brun farin

Gravad lammemørbrad: Puds mørbradene af for sener og læg dem i et dybt fad. Knus alle krydderierne i en morter, og bland dem med salt og farin. Fordel blandingen ud over kødet. Dæk fadet med film og stil det i køleskabet. Lad mørbraden stå i 2-3 dage i køleskabet, husk at vende kødet hver dag, så det bliver jævnt gravad. Efter 2-3 dage skal kødet føles fast, men stadig være rødt indeni. Dup kødet lidt af for væske og skær det i tynde skiver. Kødet kan holde sig i 6-8 dage i køleskab, men kan også fryses og tages ud, når man har brug for det.

Æg med mere: Bring en gryde med vand og lidt salt i kog. Slå æggene ud i hver sin kop og tjek for skalrester og friskhed (se boks). Krydr hvert æg med lidt salt og friskkværnet peber. Lav med en ske en lille hvirvel i vandet, når det er lige på kogepunktet, og læg forsigtigt et æg ned i midten, og pocher det i 2-3 min. Når ægget er pocheret, lægges det direkte over i koldt vand, så kogningen stopper. Sådan pocheres de næste tre æg. Pil skalotteløg, og skær i helt tynde skiver. Skyl kørvel, afdryp grundigt, og hak herefter groft. Læg det lune pocherede æg på en skive rugbrød, og læg tynde skiver af mørbrad, skalotteløg, hakket kørvel og de bælgede ærter ovenpå, og server med det samme.

Se også andre opskrifter med æg:
 

Blødkogt æg med asparges, bacon og grillet brød
Omelet med kartoffel, krydderurter og salturt
Smilende æg med røget hellefisk og grillede syltede løg
"Biks" med kalveculotte og sprøde kartofler