MAD

Romkugler Deluxe opskrift

Romkugler kan du snildt lave selv, og med lidt marcipan i dejen, samt et lag chokolade om det færdige resultat glemmer du helt at der er tale om en 'reste-kage'... Få opskriften på Deluxe romkugler fra Annemette Voss' bog Bagelyst...

Romkugler - få opskriften her

Har du rester fra en kage, der ikke længere er lige spændende, så kan du hurtigt og nemt transformere den til de skønneste romkugler i en luksusudgave.

LÆS OGSÅ: Opskrift på bagt cheesecake

Herunder får du opskriften på Romkugler Deluxe fra kogebogen 'Bagelyst' af Annemette Voss:

Antal: 20-30 stk.

Romkuglemasse:

  • 500 g kagerester (flere forskellige typer kager egner sig. Man kan sagtens blande dem. Chokolade-, banan-, og sandkage er super velegnet)
  • 150 g marcipan
  • 200 g mørk chokolade, f.eks. ODENSE 70%
  • 2 spsk god solbærmarmelade
  • 1 spsk mørk rom (eller 2 tsk romessens)

Overtræk:

  • 400 g god mørk chokolade, f.eks. ODENSE 70%
  • 1 håndfuld frysetørrede solbær (fås på nettet eller i specialbutikker)

Sådan gør du:

Smuldr kageresterne og riv marcipanen fint. Smelt chokoladen i en skål over vandbad ved middel varme.

Bland kagerester, marcipan, chokolade, marmelade og rom sammen. Ælt længe nok til, at massen er forholdsvis ensartet. Smag til med rom og vurder, om der skal mere til. Sæt massen på køl, til den er fast og kan trilles til kugler i den ønskede størrelse. Jo mindre, desto mere delikate.

Temperér chokoladen og overtræk romkuglerne ved at rulle dem rundt i den smeltede chokolade. Sæt dem af på et stykke bagepapir. Giv dem straks et drys knust, frysetørret solbær, inden chokoladen størkner.

Tip:
Man kan lade være med at overtrække romkuglerne med chokolade og i stedet blot rulle dem i farverigt krymmel. Jeg synes nu, at det sprøde knæk fra chokoladen og de frysetørrede solbær gør kagerne mere delikate - og så løfter det romkuglen fra at være en ordinær kage til at være et elegant lille indslag til eftermiddagskaffen.

annemette voss bagelyst

Læs mere om: