MAD

WEEKEND BITES | Abrikos- og gulerodsmuffins

Skønne sundere muffins med masser af bid i. Perfekt som snack eller lille måltid. Få opskriften på abrikos- og gulerodsmuffins her.

Lækre små muffins, der smager pragtfuldt, som de er. Du kan også pifte dem lidt op med en stor skefuld peanutbutter på, så det bliver sødt, eller et stykke filet sammen med lidt salat, så har du en god, mættende lille bolle.

LÆS OGSÅ: WEEKEND BITES | Havremuffins med kanelfrosting

Abrikos- og gulerodsmuffins

INGREDIENSER:

  • (10 stk.)
  • 2½ dl vand
  • 15 g gær
  • 1 tsk. salt
  • 1 tsk. ahornsirup
  • 250 g grahamsmel
  • 50 g hvedemel
  • 250 g gulerødder
  • 12 soltørrede abrikoser

Drys:

  • 2 spsk. solsikkekerner
  • 1 spsk. sorte sesamfrø

FREMGANGSMÅDE:

Rør vand, gær, salt og sirup godt sammen, til gæren er opløst. Tilsæt de to slags mel, og rør på en røremaskine eller med en elpisker i 10 minutter (det er vigtigt, at dejen røres så meget, så får du en bedre krumme).

Skræl og riv gulerødderne fint, skær abrikoserne i små terninger. Rør i dejen, og stil den køligt natten over eller i minimum 6 timer.

Fór en muffinform med små stykker bagepapir, og fordel dejen ved hjælp af to skeer i formen. Drys med solsikkefrø og chiafrø, og bag bollerne i en 200° varm ovn i 25 minutter.

Kan du lide skorpen hård, så tag dine muffins ud af formen, og bag dem yderligere i 5 minutter.

Afkøl i formen eller på en rist.

LÆS OGSÅ: SALAT | Perlespelt med kylling, gedeost og æbler