Frisk, fyldig og lækker tuntatar
MAD

WEEKEND BITES | Tuntatar med urter og grøn salat

Der er noget luksuriøst over rå mad. Denne tuntatar er fyldig og spækket med smag. Spis den som forret eller som en let sommeranretning.

Byd foråret og weekenden velkommen med en frisk og let anretning, der giver smagsløgene én på opleveren. Denne fyldige tuntatar er spækket med smagsindtryk, fedme, syre og sødme. Nyd den som forret eller som en let anretning.

Når den rå fisk spiller hovedrollen som her, kaldes det også sashimi. Brug altid fisk af højeste kvalitet, når du serverer den rå.

Opskrift på tuntatar med urter og grøn salat

Tid: 25 minutter
Opskrift til 4 personer

INGREDIENSER

  • 400 g frisk tun (sushi-tun)
  • 1 bundt frisk koriander
  • 1 bundt frisk purløg
  • 1 bundt frisk mynte
  • 1 avocado
  • 2 spsk. sesamfrø
  • saft af 2 limefrugter
  • 2 spsk. sesamolie
  • 1 spsk. fiskesauce

Grøn salat:

  • 1 romainesalathoved
  • 3 spsk. olivenolie
  • 1 spsk. hvidvinseddike
  • 1 fed hvidløg
  • salt og friskkværnet peber

Tilbehør: groft brød

FREMGANGSMÅDE

1. Bed om sushi-tun hos fiskehandleren, så han ved, at den skal serveres rå. Alternativt kan du selv fryse frisk tun ned i 2 døgn, så får den kvalitet som sushi-tun.

2. Skær tunkødet i fine tern.

3. Hak koriander, purløg og mynte. Skær avocadoen i fine tern uden skræl. Rør tun, krydderurter, sesamfrø og avocado sammen. Smag til med limesaft, sesamolie og fiskesauce.

4. Fordel tataren i portionsforme, og stil dem i køleskabet.

Grøn salat: Skyl salaten, og skær den i tynde strimler. Rør olivenolie, eddike og presset hvidløg sammen til en dressing, og smag til med salt og peber. Hæld dressingen over salaten.

Servering: Vend tuntataren ud af formen og direkte over på en tallerken. Servér med grøn salat og lidt groft brød.

LÆS OGSÅ: WEEKEND BITE | Røget laks med wasabicreme

Læs mere om: