IN Live

IN-hygge i Aarhus | Se billederne

250 kvinder – og enkelte mænd – fik i weekenden fornøjelsen af IN Live i Aarhus. De fik ny inspiration og lækre sager med hjem fra eventet, som foldede magasinet ud live.

Smilets by, Aarhus, lå indhyllet i blæsevejr og tæt grå tåge, men vejret kunne ikke aflæses i humøret hos de godt 250 deltagere, der glade mødte op til IN Live lørdag 16. april 2016. Comwell-hotellet, i den nye spændende del af byen nede ved havnen, dannede rammen om IN Live 2016, som udspillede sig på flere etager.

Her var workshops om skønhed, mode, træning, rejser og cocktails. Indimellem var der tid og plads til hyggelig shopping, få håret glattet til nye frisurer eller få ansigtets behov kortlagt – og make-up lagt på i nye farver. Lige som der var tid til en prøvetur i bl.a. den nye E-klasses Mercedes, som har fået anmelderne til at finde de store gloser frem. Men der var også foredrag om, hvordan du opbygger skønhed indefra – og tips til rejser, som kan forandre dit liv, hvis du har mod på det – og ellers bare er oplagt til totalafslapning.

Venindeparret Birgitte Bech Larsen og Camilla Nielsen var til IN Live for anden gang. Første gang var sidste år på Hingsgavl Slot på Fyn: ”Vi får masser af inspiration og det er rigtig hyggeligt – og så er der en god stemning,” fortalte Birgitte Bech Larsen. Veninderne kan især godt lide, at eventet er så bredt skruet sammen. Der er både mode, sportstøj og rejser. Alt sammen ny inspiration til det gode liv.

Bloggeren CamillaRigmor fra camillarigmor.dk var så glad for workshoppen om skønhed, hvor hun fik mange tips med hjem. ”Det var virkelig godt, at Silke var så god til at spørge ind til ting: Hvordan lægger du øjenskyggen? Hvordan finder du en foundation til din hudtone?,” siger hun – og CamillaRigmor blev også klogere på, hvordan hun touperer håret – ikke fra spidserne af, men lidt længere inde fra. ”Der er virkelig mange brugbare detaljer, som er meget effektive at bruge,” siger hun.

CamillaRigmor synes, at der var en ”ægthed og et nærvær”i workshopsene, som hun ikke havde regnet med. Og hendes veninde, Maria Theresa, der blogger om kaffe på theocoffeeblog.com, var overrasket. ”Andre workshops, som jeg har været til, er på store messer og det bliver lidt upersonligt, men her er det vildt hyggeligt og meget eksklusivt,” siger Maria Theresa, der er Danmarks tredje bedste barrista hos Barresso.

Mange veninder tilbragte en dag i hinandens gode selskab samtidig med, at de fik gode tips og tricks – og ny inspiration med hjem. Men der var også en del mødre og døtre, der benyttede gråvejret til at få en hyggelig dag sammen.

IN Live 2016 | Aarhus-hygge

LÆS OGSÅ: IN møder læserne ”live” med stor succes | Se billederne 

Læs mere om: