MODEMAGASINET IN

Nyt IN med Evren Tekinoktay på forsiden

I vores juninummer kan du bl.a. møde den dansk-tyrkiske kunstner Evren Tekinoktay, der lige nu er aktuel med udstillingen ’Vintermusik’ hos Collaborations Store Kongensgade. Ikke i neon eller kollage, men i maleriet, som hun har holdt i strakt arm i så mange år. Og det har været som at stå ved strandkanten og gå ti skridt ud i vandet – og fortsætte med at gå, fortæller hun.

Er der forskel på mænd og kvinder?

Jeg hader, når folk automatisk går ud fra, at der er forskel på piger og drenge, mænd og kvinder. På hvad de gør, kan eller vil.

Som barn hadede jeg det så meget, at jeg klippede mit hår kort og kaldte mig Georg efter pigen, som også ville være dreng, i mine els-kede ‘De fem’-bøger. Jeg syntes, at man havde mere frihed til at være ligeglad med sit tøj, klatre i træer, have forslåede knæ og i det hele taget fylde meget mere, hvis man var dreng.

I dag er jeg mor til to piger, og jeg kigger helt uforstående på andre forældre, der taler om, at drenge er på én måde og piger på en anden. At drenge slås mere, larmer mere, fylder mere er sætninger, der går igen, og jeg kan mærke en boblende irritation, der hvert øjeblik kan koge over i raseri, og jeg skal vælge, om jeg vil tage diskussionen eller bare lade den gå.

For det er ret komplekst. Slås/larmer/fylder drengene mere, fordi de er drenge? Eller fordi deres forældre lader dem få længere snor og forventer noget andet af dem, end de gør af pigerne?

Kunstneren Evren Tekinoktay fortæller om sin ‘kvindebande’ af mos-tre, kusiner, tanter og bedstemødre i Istanbul, der råber og fylder i langt højere grad end mændene.

Min 95-årige mormor i Istanbul bliver ved med at løfte sin pegefinger og sige: ‘Du holder den ryg rank, og du skal ikke bøje nakken for nogen. Ingen.’ Det er et familiemantra, hun har indført en gang i det sidste århundrede. Det er et gen hos alle kvinderne i min familie.

Mine egne døtre er det hele. De slås gerne, de råber gerne, de fylder. Da den ældste var mindre, kunne man være sikker på, at hvis hun var væk, så skulle man kigge opad – hun kunne som regel findes i et træ eller hængende i et nedløbsrør.

Jeg føler så stærkt for, at der ikke skal være forskel på mennesker på grund af køn (og tusind andre ting, men nu er det lige køn, jeg dvæler ved), at jeg nærmest ikke kan holde ud, når magasiner eller aviser skriver noget med “stærke kvinder” på forsiden. For … altså … Selvfølgelig! Vi ville jo heller ikke skrive: “Stærke mænd”. Ved at koble de ord skriver vi – i min optik – nærmest, at det er en undtagelse, og det er jo på grænsen til at være idiotisk.

Og så alligevel … Der er både noget røvirriterende og noget befriende ved at være tvunget til at udfordre sine faste holdninger. F.eks. insisterer Lone Landmand på side 61 på, at kvinder skal begynde at købe landbrugsjord for naturens skyld, fordi kvinder dyrker jorden anderledes ,end mænd gør. Og fordi kvinder kun ejer 3,5 procent af al landbrugsjorden herhjemme. Man behøver ikke købe en hel bondegård – man kan også investere i jord på andre måder. Alt det kan du læse i vores tema ‘Jorden kalder’ på side 56.

Betyder det så, at jeg anerkender, at der er forskel på mænd og kvinder? Ikke nødvendigvis. Men det betyder, at jeg skal huske at levne plads til nuancerne.

Læs mere om: