MODEMAGASINET IN

Nyt IN med Ida Auken på forsiden

Mød den socialdemokratiske miljøforkæmper Ida Auken i det nye IN til en snak om årene med stress, skyld og skam. Om MeToo, opgøret med De Radikale Venstre og ambitionen om at få mest mulig indflydelse.

At skifte

Ida Auken, der står på forsiden af dette magasin, begyndte som teolog og er nu politiker. En lang sygemelding med stress har det seneste år fået hende til at genoverveje, hvem hun er, og hvad hun står for. Resultatet er både et opgør med hendes tidligere partitop  i Radikale Venstre og et partiskifte til Socialdemokratiet. Samt et opgør med den måde, hun har fyldt hullerne i sin kalender ud på og den måde, hun tvinger sig selv til at finde ro og eftertanke nu.

Virusjæger Thea Kølsen Fischer, som du kan møde på side 32, har siden hun så Dustin Hoffman i ‘Breakout’, været sikker på, hvad hun ville være.

Jeg er fuld af beundring over både Ida Aukens mange skift – det kræver mod – og ikke mindst Thea Kølsen Fischers sikkerhed i sit valg og sin dedikation.

Begge vil de være noget for andre, og begge vil de redde verden. Intet mindre. Tak herfra.

Selv ved jeg stadig ikke helt, hvad jeg vil være. Journalistik lå lige for, fordi det ikke krævede et godt gennemsnit at komme ind på Journalisthøjskolen i Aarhus, kun en optagelsesprøve. Og det er ikke os alle sammen, der er lige gode til at sidde stille. Arkitekt? Bygningskonstruktør? Møbelsnedker? Skiinstruktør? Bjergbestiger? Iværksætter?

At skifte kan også være at skifte holdning, og det øver jeg mig til gengæld i at gøre tit. For efter min mening er de mest interessante mennesker dem, der lytter, lærer og lader sig påvirke af dem, de diskuterer med. Jeg håber, at du vil stoppe op, lytte og lære af nogle af de mennesker, du kan møde på de kommende sider.  

Kærlig hilsen Christina Zemanova

Læs mere om: