MODEMAGASINET IN

Nyt IN med Rachel Cusk på forsiden

Mød forfatter Rachel Cusk i det nye IN. Rachel er en af de mest originale stemmer i litteraturen lige nu; hyldet og hadet for at skrive råt for usødet om kvindelige erfaringer. Hun fik vrede mødre og ægteskabsforkæmpere på nakken for sine auto­fiktive bøger om moderskab og skilsmisse og måtte igennem en kolossal skrivekrise, før hun fik hul på romanen ‘Omrids’. Værket førte til internationalt gennembrud, og nu er hun igen aktuel på dansk.

Jorden skal helst skælve lidt

Da jeg var i begyndelsen af 20’erne og journalistpraktikant på Politiken, lavede jeg en aftale med mig selv: Hver dag skulle jeg gøre én ting, der skræmte mig. Det var en aftale, der udsprang af ren og skær nødvendighed: Jeg kunne ikke lide at tale i telefon med folk, jeg ikke kendte, hvilket nu var en stor del af mit job. Hver dag skulle jeg ringe til tre-fire nye mennesker, nogle gange modvillige topchefer, nogle gange irritable ministre, og jeg var nødt til at vende min telefon-aversion om og gøre de opkald til noget, der var optur.

At leve op til aftalen har ikke altid været nemt. Heldigvis kan man gradbøje aftaler med sig selv i det omfang, det er nødvendigt, og indimellem glemmer jeg helt, at jeg skal ud og gøre noget ‘farligt’.

Men grunden er stadig helt klar for mig: Hvis man ikke udfordrer sig selv og gør noget, der ligger uden for ens komfortzone, står man stille.

Til sidst blev det ufarligt at ringe op til fremmede magtmennesker. Derfor leder jeg altid efter det næste felt, jeg skal ind og småslås med mig selv på.

For tiden skræmmer det mig meget, at jeg ikke kan gøre alle tilfredse. Det har vist sig at være helt umuligt. Både privat og fagligt er der altid nogle universelle plader, der står og gnider sig faretruende op ad hinanden og truer med jordskælv.

Og hvad gør man så?

Det har de topchefer, som vi har talt med på side 116, et bud på. Og det har forfatter Rachel Cusk, som vi har mødt i denne udgave af magasinet, og som har været én stor litterær nyskabelse, siden hun begyndte at skrive, også.

Hendes sylespidse dissekering af moderskabet skabte – udover alle dem, der synes, hun er en litterær sensation – så mange hadske reaktioner, og hun fik så meget negativ kritik, at hun overvejede at holde op med at skrive. Men omvendt mente hun, at det værste, hun kunne være, var ligegyldig. Som hun siger i interviewet på side 32:

“Trangen til at ville behage og hige efter anerkendelse er stik modsat den kunstneriske impuls.”

For de ting, man skaber, kan jo aldrig nogensinde blive elsket af hele verden. Hvis det frembringer meget positive følelser ét sted, vil der jo nødvendigvis også være nogen, der ikke kan lide det.

Jeg skal øve mig i at lade pladerne mødes og gnisterne flyve.

Så bliver også dét ufarligt på et tidspunkt.

Læs mere om: