Foto: Marc Fluri
MODEMAGASINET IN

Nyt IN på gaden | Smugkig i det nye april-nummer

263 modenyheder. Fra Catwalk til hverdag. Kendte Hollywood-skuespillerinder skifter til kort hår. Få inspiration til et nyt hår-look, som giver ny strøm. IN sætter fokus på én af de stærkeste internationale tendenser lige nu, nemlig at grænsen mellem mænd og kvinder viskes ud: Kvinder går i herretøj på catwalken – og herrer bærer pigetøj. Og så har vi mødt Bodil Jørgensen til et ærligt interview.

På catwalken går herrer i pigetøj. Og piger viser herretøj. Moden leger med – og udfordrer – de klassiske kønsbegreber som aldrig før. IN tegner den nye tendens op for dig, fordi den er kommet for at blive! Nu bliver der plads til, at personligheden træder tydeligere frem som et vandmærke i påklædningen – uanset om tøjet er til en kvinde eller en mand. Det handler om personlig power og om at være sig selv! Jeg er selv blevet inspireret af vores magasin til at turde lidt mere, lege lidt mere – og ikke vælge sort otte ud af ti gange. Og nedtællingen til at tage guld­nederdelen på i dagslys er i gang. 

LÆS OGSÅ: IN guider til smukke shoppenet

Modebilledet er et spejl af den overordnede samtale om mande- og kvinderoller, kropsidealer og personlighed, som finder sted i verden – på filmlærredet (”Den danske pige”), på tv-skærmen med Amazons prisbelønnede serie ”Transparent”, i magasiner og på sociale medier. Volumenknappen blev skruet en tand ekstra op, da den mandlige amerikanske topatlet Bruce Jenner sidste år sprang ud som Caitlyn Jenner. Vi tegner et portræt af ”årets kvinde” i USA.  

Det er langtfra første gang, at skillevæggene mellem kønnene bliver hevet ned med moden som slaghammer: Coco Chanel droppede damesadlen og red i herretøj, tog fiskernes stribede uldtrøje på og begyndte at gå i bukser. Og Marlene Dietrich gik rundt i 1920’ernes Berlin med høj hat, skjorte og herrejakke. 

Heldigvis bliver kvinder ved med at bryde nye grænser og skrive danmarkshistorie, og det sker lige for øjnene af os: Folketinget har fået sin første kvindelige formand. I dansk fodbold deler den første kvindelige dommer røde og gule kort ud i herreserien, og den første kvindelige danske racerkører deltager i det krævende Le Mans-løb til sommer. Mød de stærke kvinder i dette nummer. 
Anne axholm

God læselyst, 

Anne Axholm, Chefredaktør

Få en smagsprøve på, hvad du kan forvente af denne måneds magasin i galleriet, og husk at du også kan købe magasinet til din telefon eller tablet HER

Smugkig i det nye april-nummer

LÆS OGSÅ: SKØNHED | Makeup-produkter med flere funktioner

nyhedsbrev