Smugkig, IN februar
Foto: Michael Falgren
MODEMAGASINET IN

Nyt IN på gaden | Smugkig i det nye februar-nummer

IN inspirerer dig til styling af dit look med alt det bedste fra dansk mode i 2017. Også internationalt sætter moden strøm til en helt ny form for optimisme – og nye farver er drivere for denne humørforandring i verden. Se hvilke farver, der bliver et hit i 2017. INs skønhedseksperter deler tips til dig og viser, hvad fx masker med fugt og næring kan gøre for netop din hud. Læs også det åbenhjertige interview med den danske powerkvinde over dem alle – den højest placerede dansker i EU, Margrethe Vestager, med både cool stil og modet til at være upopulær, når hun stiller krav. Hvem er fremtidens stjerner på den danske modehimmel? IN kigger i krystalkuglen og introducerer 3 designere, der kommer til at lave det tøj, som du og andre taler om – og har på – i fremtiden. Kom med bag kulissen hos de nye stjerner i IN.

FORÅRSMODEN KICKSTARTER OPTIMISMEN

Dette forår gør moden det igen: Sætter strøm til optimismen i verden – og os allesammen. Som det skete i de partybrølende 1920’ere efter Første Verdenskrig og med de korte nederdele i Christian Diors New Look efter Anden Verdenskrig. Eller de livlige pangfarver, som dominerede i det, der blev kaldt fattig-firserne – et årti præget af høj arbejdsløshed og efterdønningerne af 70’ernes oliekriser.

Allerede i sidste sæson meldte den lyserøde farve sig på banen. Og volumenknappen får et hak til med den stærke pink i modebilledet. Vi mennesker trænger til at se verden igennem lyserøde, optimistiske briller, forklarer DR’s modeekspert Chris Pedersen i dette nummer af IN, hvor vi borer i rationalet bag én af de store metatrends i tiden.

De lyserøde briller får selskab af håbets farve – grøn. Ikke kun den smaragdgrønne, som vi viser dig på de følgende sider. Også den sprøde, lysegrønne farve – som en nyudsprungen bøgeskov. Eller som frøen Kermit fra ‘The Muppet Show’. Det er Pantone Color Institute, som har udpeget 2017’s farve. Instituttet forudså sidste år, at lyserød som rosakvartz blev 2016-farven sammen med babyblå – og det holdt stik.

LÆS OGSÅ: 8 GANGE VINTER BOOST | Kom sundere og gladere igennem vinteren

– Vi ved alle, hvilken verden vi lever i: Den er meget stressende og højspændt, siger Leatrice Eiseman, adm. direktør for Pantone Color Instititute.

– Den lysegrønne farve afspejler håb og vores tætte forbindelse til naturen. Farven taler til alt, som har noget med ‘igen’ at gøre: at genstarte, genopfriske og genoplade. Hvert forår er en ren, ny cyklus, og nye spirer skyder op af jorden. Det er meget livsbekræftende at se frem til, siger Leatrice Eiseman.

Farverne lyserød og lysegrøn sparker livsenergi og optimisme ind i en mørk tid og tænder et håb om, at de globale knuder bliver løst: At krigen i Syrien finder en fredelig løsning. At Ruslands præsident, Vladimir Putin, ikke får held med sin helt egen form for politik, hvor han tester sammenholdet i Nato og EU. Måske vil USA’s nye præsident, Donald Trump, trods alt følge basale politiske spilleregler om ‘good governance’ og bygge broer i en splittet amerikansk nation. 

Nogle opfatter mode som kommerciel og overfladisk – et smart greb for at sælge mere tøj, som vi faktisk ikke har brug for. Det er én holdning. Men netop dette forårs mode slår fast, at mode er en meget større driver for forandringer, end kritikerne tror.

God læselyst

Anne Axholm

Få en smagsprøve på, hvad du kan forvente af denne måneds magasin i galleriet, og husk at du også kan købe magasinet til din telefon eller tablet HER

Smugkig i det nye februar-nummer

LÆS OGSÅ: Sæsonerne er i opbrud i modebranchen

Læs mere om: