
Fik du læst Malene Lei Rabens bog ‘Fruen’ om hendes forhold til sin mor? Ellers kan den varmt anbefales til din strandtaske eller feriekuffert. Den handler om at vokse op i 1970’erne som datter af en meget stærk, feministisk mor. Det er ikke en blid aperol, man labber i sig i solnedgangen, men en kradsbørstig, ærlig bitter, der beskriver en mærkelig tid, mange af os husker som meget intolerant og meget maskulin på sin egen frigjorte måde.
Men den handler også om tiden efter. Om at springe ud som kvinde – at gå op i sit udseende, turde give slip, dyrke moderskabet, kreativiteten og følge sin indre intuition i forhold til, hvad det vil sige at være kvinde, sideløbende med ligestilling på andre områder.
LÆS OGSÅ: Greta Gerwig: En kvinde og hendes mor
Det at finde det ægte kvindelige og ikke bare de symbolske høje hæle frem igen har været en kæmpe proces for rødstrømpernes døtre, der voksede op med, at ‘vi skulle være lige så gode som drengene’. Alene udtrykket er absurd for vores nutidige ører, for selvfølgelig er vi det. Vi er oven i købet meget bedre, når vi er det på egne præmisser og tør tage sårbarheden og følelserne med, også når vi taler magt, penge og menneskelige værdier.
Når du er nogens datter og oven i købet nogens mor, er du klar over, at de to roller måske er de allervigtigste i dit liv. Du skal både give noget videre og selv modtage noget. Det kan man mærke så tydeligt i dette nummers tre interview, hvor Anja Camilla Alajdi, Charlotte Lynggaard og Louise Roe og deres døtre taler om, hvad relationen betyder for dem professionelt og personligt.
LÆS OGSÅ: Vincent Beier: Det skal være slut med 'hans' og 'hendes'
IN kredser om mor-datter-temaet, også i mode og kunst, hvor de største navne netop har haft deres mor som muse og inspirationskilde. Se artiklen på side 50-53 eller tjek den hollandske kunster Bibi van der Velden på Instagram. Hun og hendes mor, billedhuggeren Michele Deiters, arbejder sammen og står bogstavelig talt i plettede overalls og med visir og hugger fra hver side i samme blok. De har også formgivet den ‘tit ring’, nok kun kvinder kan se humoren i.
Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER
Temaet sendte mine tanker i alle retninger. Naturligt nok også til min egen mor, der ligesom Malene Lei Rabens var en kvinde af sin tid, hvor det handlede så meget om at stå op for sit køn, sikre sig, at ens døtre kunne klare sig selv økonomisk og følelsesmæssigt. Det første – altså hele den ydre selvstændighed – lykkedes ret godt for dem, men følelser er altså komplekse. Meget stærke mødre kommer uden at ville det til at overstråle deres egne døtre og glemmer at give plads til, at man kan være svag eller bare slet og ret uenig. Jeg ved, at min mor gjorde alt af kærlighed, så jeg er mest af alt bare glad for, at de bløde kvindelige værdier har fået et comeback.
Mon ikke det moderne kvindeliv kommer til at handle om at blende det maskuline og det feminine? Jeg tror det.
Christina Bølling, Sundhedsredaktør & konstitueret chefredaktør
LÆS OGSÅ: Hollywood-heltinder: 3 cool power-duoer