MODEMAGASINET IN

Nyt IN | Smugkig i det nye oktober-nummer

”Det er ude i den farlige ydergrænse, at udviklingen sker både i livet og i kunsten.” Sådan siger filmaktuelle Susse Wold til IN, da vi mødte hende til en snak om, hvordan hun har formået at blive på toppen af sin karriere i mere end 60 år. Opskriften er, ifølge Susse Wold, at være vanvittig nysgerrig og aldrig sove fra en udfordring. Du kan også blive klogere på hvordan det er at være skuespiller, når Sarah-Sofie Boussnina, Marijana Jankovic og Tammi Øst deler deres erfaringer i et stort interview. Har du nogensinde tænkt over hvem, der klæder filmbyens stjerner på? Mød Hollywood-stylisterne, hvis rådgivning og styling kan have afgørende betydning for skuespillernes karrierer. Og som altid klæder vi dig på til sæsonen, som denne gang byder på velsiddende jakkesæt, oversize trenchcoats og bløde, vamsede striktrøjer. God læselyst!

Da Susse Wold var lille og blev sendt på kostskole, besluttede hun sig for at være en anden. Hun gjorde sin egen personlighed usynlig og spillede en rolle for at beskytte sig selv. Fordi hun ikke var tilfreds med den virkelighed, der mødte hende, og for lille til at kunne fikse situationen.

Susse Wold får alle på et filmset til at gøre sig umage

Den tilstand blev begyndelsen på hele hendes skuespillerkarriere.

Når man har prøvet at være i rum med Susse Wold i dag, virker det usandsynligt, at hun nogensinde har kunnet være usynlig. For hendes nærvær er nærmest så stofligt, at det er til at røre ved. Som filminstruktør Thomas Vinterberg siger om skuespilleren, der er aktuel i hans nye film, ‘Druk’: ”Hun får alle på et filmset til at gøre sig umage”. 

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER

Susse Wold, der er 81 år, er forblevet på toppen af sin karriere i mere end 60 år, og derfor er det værd at lytte til, hvordan hun har gjort det. En af de vigtigste årsager er, ifølge hende selv, at hun er vanvittigt nysgerrig, at hun ikke bliver i centrum af sit eget talent, men udfordrer det, og at hun ikke siger nej. Heller ikke når en ung mand spørger hende, om hun har lyst til at lave watsu på Hawaii eller bruge en fuldmånenat i en svedhytte.

De fleste af Susse Wolds livsråd er af en sådan kvalitet, at jeg har lyst til at printe dem ud og hænge dem op i min nye lejlighed, hvor væggene stadig er ret tomme. Der er plads til ny livsklogskab efter nogle turbulente år, og jeg vil bestræbe mig på at putte den i magasinet også.

For hej, kære læser, jeg er ny chefredaktør på IN (og i øvrigt journalistisk redaktør på modemagasinet ELLE, som vi også laver hos Aller). Jeg er uddannet journalist og har arbejdet på Politiken, Cover, Euroman, Zetland og Børsen. Jeg er halvt tjekkisk og halvt dansk, føler mig fransk efter at have boet delvist i Paris i hele mit voksenliv, jeg er mor til to små piger, og så er jeg i øvrigt sammensat af en dyb kærlighed til gode historier, yoga, vin, bøger, ekstremskiløb, hurtige biler, istandsættelsesprojekter af enhver art og at vende alting (inkl. mig selv) på hovedet. Min utålmodighed er indimellem upassende, min tidsoptimisme kan være irriterende for mine omgivelser, og min nysgerrighed nærmer sig Susse Wolds.

Jeg glæder mig til at lave et magasin, som du forhåbentlig har lyst til at læse måned efter måned.

Kærlig hilsen

Christina Zemanova, chefredaktør

FÅ EN SMAGSPRØVE PÅ, HVAD DU KAN FORVENTE AF DENNE MÅNEDS MAGASIN I GALLERIET, OG HUSK, AT DU OGSÅ KAN FÅ MAGASINET TIL DIN TELEFON ELLER TABLET HER

Smugkig i oktober-nummeret

LÆS OGSÅ: Gun-Britt Zeller: "Jeg egner mig ikke til at lave ingenting"

Læs mere om: