Anja Lovén
MAIN INFO

Anja Lovén: Afrika skabte mig

Anja Lovén har givet tab på sin personlige frihed og viet sit liv til at redde de nigerianske ‘heksebørn’, der bliver tortureret og slået ihjel i overtroens navn. Det har fået Dalai Lama til at udråbe hende som sin personlige helt, men også folk til at sætte hende i bås. Men Anja Lovén bestemmer selv, hvem hun er, og hvad hun vil være.

Blå bog: Anja Ringgren Lovén

  • Født 4. september 1978 i Frederikshavn, hvor hun er vokset op sammen med sin mor, tvillingesøster og 10 år ældre storesøster.
  • Står bag et af Afrikas største børnecentre, Land of Hope i Nigeria, med børnehjem, skole og børnehospital.
  • Stiftede i 2012 nødhjælps-organisationen Din Nødhjælp, der hjælper de såkaldte heksebørn i Nigeria, som bliver anklaget for at være hekse og udstødt eller tortureret ihjel, hvis ikke deres familier kan betale en hekseuddrivelse hos en præst.
  • Er blevet udråbt til Dalai Lamas personlige helt og verdens mest indflydelsesrige person i 2016 af det østrigske magasin Ooom.
  • Har sønnen David Jr. på snart fire år med sin mand, David Emmanuel Umem. Er aktuel i dokumentarserien ‘Anjas børnehjem’ på DR2, som tidligere har lavet ‘Anja og heksebørnene‘.

Anja Lovén, foto: Andreas Houmann

Anja Lovén går forsigtigt rundt …

… i Karen Blixens mintgrønne arbejdsværelse på Rungstedlund. Hun kigger ud ad vinduet. Det har gulvlange gardiner med kniplinger omkring. Skrivemaskinen på den gamle skrivepult vidner om en svunden tid.

– Man kan godt mærke hende, siger hun eftertænksomt om den verdensberømte danske forfatter og holder blikket mod den lille sø i lunden, som en hvid bro bøjer sig ind over.

– Africa made me, fremsiger hun langsomt med let nordjysk accent.

LÆS OGSÅ: Eva Kruse får ting til at ske

– Det var det, som Karen Blixen sagde om sig selv. Og sådan har jeg det faktisk også. Som lille drømte jeg om at komme til Afrika for at få en farm, som hun havde. Redde nogle sultne børn, drikke morgenkaffe på verandaen og se dyrene på savannen.

– Hendes historie er vildt fascinerende og inspirerende. Hun var en ung dansk kvinde, der turde satse på sine drømme og rejse til Afrika på et tidspunkt, hvor det virkelig var farligt, siger Anja Lovén med tryk på ‘virkelig’.

Vi går gennem museets historiske …

… stuer mod receptionen. Anja Lovén fortsætter sin rolige talestrøm om den store danske historiefortæller, der efter 17 år i Afrika tilbragte sin sidste tid her i barndomshjemmet.

– Jeg forstår hende godt. Der er mere liv i mig, når jeg er i Afrika. Jeg føler mig fri. Den lykke, som jeg har i livet, fandt jeg i Afrika.

– Når jeg er i Danmark, bliver jeg grå igen, siger hun og begynder at bladre igennem receptionens udvalg af plakater. Hun vælger to portrætter ud, som Karen Blixen malede af sine afrikanske hjælpere på kaffefarmen.

– De vil passe fint sammen med de malede lærreder, som jeg har købt af nogle gadebørn, siger hun og betaler.

Anja Lovén fortæller ekspedienten …

… at de skal hænge i hendes nye lejlighed i Aarhus.

Siden 2012 har hun boet hos venner og familie, når hun var hjemme fra Nigeria, hvor hun til daglig redder de såkaldte heksebørn gennem sin nødhjælpsorganisation, Din Nødhjælp.

Det er svært at sige, om kvinden bag kassen genkender Anja Lovén. Hendes mørkebrune hår står i stor kontrast til det platinblonde hår, som hun havde tilbage i 2016.

Dengang delte hun et billede på Facebook, som endte med at gå verden rundt. På billedet sidder hun på hug foran en nøgen og udsultet dreng, som hun giver vand gennem sin vandflaske.

LÆS OGSÅ: Suzanne Brøgger: Verden er løbet løbsk

Han er et af Nigerias mange heksebørn, og Anja Lovén giver ham navnet Hope. ‘Help One Person Everyday’, forklarer hun mig senere. Initialerne står også tatoveret på hendes knoer.

Det var en britisk dokumentar om heksebørn, ‘Saving Africa’s Witch Children’, der i 2008 gjorde, at Anja Lovén kastede sin kærlighed på de udstødte børn. I dag har hun sammen med sin mand og et team bygget et tre hektar stort børnecenter i Nigeria, hvilket DR2 har lavet dokumentaren ‘Anjas børnehjem’ om.

På porten ind til området står der …

… ‘Land of Hope’. Her er bl.a. en skole, et børnehjem, hvor der lige nu bor 63 børn, og et volontørhus, hvor hun selv, hendes mand og søn samt nogle af de i alt 33 medarbejdere bor.

Tidligere i år åbnede de også et børnehospital med plads til 20 børn. Hele området er indhegnet af pigtråd og overvåget.

– Du skal ikke forvente, at andre synes, det er en god idé, at du har sat dig for at gøre en forskel, siger hun, mens vi forlader Rungstedlund og sætter kursen mod Rungsted Havn, hvor vi skal have noget at spise.

– Nogle gange synes folk, at du er i vejen, eller tror, at du kun gør det for egen vindings skyld. Jeg er blevet mødt af masser af modstand og spørgsmål om, hvad min agenda er. Men jeg har altid gerne villet til Afrika for at gøre en forskel for børnene, lyder det fra kvinden, som Dalai Lama har udråbt som sin personlige helt.

I 2016 kårede det østrigske magasin Ooom Anja Lovén til årets mest indflydelsesrige person foran navne som Barack Obama og Pave Frans, og sidste år kaldte Dalai Lama hende sin personlige helt.

Hvad er heksebørn?

Børn, der bliver anklaget for at være hekse, hvilket er et stigende problem i mange afrikanske lande og specielt i Nigeria, hvor overtro med hekseri, trolddomskraft og sort magi hører til den traditionelle afrikanske tro.

Årsagen til hekseanklagerne kan være alt fra død i familien til en fejlslagen høst, og her bliver børnene ofte gjort til syndebukke og udpeget af familien, landsbyens indbyggere eller overhoved, da alting ifølge den traditionelle afrikanske tro har en overnaturlig årsag.

Det anklagede barns familie kan betale for en hekseuddrivelse hos en heksedoktor eller præst, men da mange er fattige, bliver barnet i stedet slået ihjel, tortureret eller udstødt.

Skålen med ris på bordet …

… får Anja Lovén til at tænke på en skelsættende aften i Malawi, hvor hun i 2011 var udsendt for Folkekirkens Nødhjælp som observatør. I tre måneder boede hun i en lille landsby hos en fattig familie.

Den aften i 2011 sad hun sammen med moren i skæret af lyset fra hyttens primitive stenovn. Sveden piblede fra kvindens pande, mens hun kæmpede for at få majsgrøden færdig – dagens første måltid.

Pludselig udstødte det lille spædbarn, som hang om morens liv, et hjerteskærende skrig. ‘My children’s cry is my enemy. It’s a cry of hunger’, sagde moren og kiggede med bange øjne op på Anja Lovén.

Køb et abonnement på IN og spar 50 % - KØB HER

– Den aften faldt brikkerne på plads for mig, for jeg havde fundet de børn, som min mor altid talte om, når min tvillingesøster og jeg ikke spiste op som små. ‘Tænk på de sultne børn i Afrika’, sagde hun.

– Den aften gik jeg i seng og tænkte ‘mor, jeg har fundet de børn, du taler om, der sulter. Og jeg slipper dem aldrig igen’, fortæller Anja Lovén.

Efter de tre måneder i Malawi tog hun hjem for at samle penge ind til et skolerenoveringsprojekt i Tanzania. Med hjælp fra familie og venner fik hun 31.500 kroner ind. Oplevelsen gav hende selvtillid til og tro på, at hun på egen hånd kunne forbedre forholdene for afrikanske børn.

– Jeg kan huske, at jeg engang spurgte min mor, om jeg kunne sende mad ned til børnene med brev, siger hun og griner lidt for sig selv.

Som lille sad hun med …

… Lademanns leksikon i skødet og bladrede for at finde billeder af de sultne børn og svar på, hvorfor deres hud er sort.

I skolen lavede hun projekter om Afrikas kontinent med plancher af de børn, som hun vidste, at hun en dag skulle ned og hjælpe. Lektierne blev ofte skippet til fordel for læsning om Nelson Mandela og apartheid i Sydafrika.

Efter gymnasiet ville Anja Lovén allerhelst til Afrika, men endte med at rejse med sin søster til Israel i Kibbutz, fordi det ‘lød sjovt’. Efterfølgende rejste hun selv rundt i Mellemøsten i to år.

Da hun kom hjem, var søsteren begyndt på universitetet, men Anjas hjerte bankede stadig for børnene i Afrika. For at kunne finansiere sit eventyr uddannede hun sig som stewardesse hos Mærsk Air, så hun samtidig kunne komme ud og se verden.

Planen tog form og holdt stik. Men det gjorde livet ikke.

En dag på vej hjem i bussen …

… fra stewardessejobbet i København til hjembyen Frederikshavn modtog Anja et telefonopkald.

– Det var min mor. Hun sagde, at hun havde været til lægen, og at det var lungekræft, men at jeg ikke skulle være nervøs, fortæller Anja Lovén, der sagde sit job op for at blive ansat af kommunen til at passe sin syge mor.

– Mange sagde til mig, at det ikke var et job for en pige på 22. Men det var det helt rigtige for mig. For hvis det var min sidste tid med hende, så skulle den bruges 100 procent hos hende, fortæller Anja Lovén om moren, der i over 25 år havde levet af at pleje og passe andre på et plejehjem.

– Hver dag efter skole cyklede min søster og jeg ned og ventede på, at hun fik fri. Vi så, hvordan hun vaskede og plejede de gamle mennesker til det sidste.

– Min mor var altid utrolig kærlig. Så selv om vi ikke havde mange penge eller boede i et stort hus ligesom klassekammeraterne, manglede vi aldrig noget.

Sidste år var Anja Lovén i audiens hos Dalai Lama. Da hans sekretariat i første omgang kontaktede hende på mail, troede hun, at det var spam.

Anja Lovén fortæller videre om …

… hvordan hun voksede op i et lille rækkehus i Frederikshavn med sin mor, tvillingesøster og 10 år ældre storesøster. Hendes far var alkoholiker, eller som hun selv siger ‘en rigtig sailor’, for ‘dengang drak man meget på skibene’.

Han boede tæt på dem i et helårssommerhus og var ædru hver anden weekend, når de kom på besøg. Ellers sad han bare med ‘kammesjukkerne’ og drak øl. Indtil han døde tidligere i år, har Anja Lovén altid været hjemme og ønske ham god jul.

LÆS OGSÅ: Leonora Christina Skov: Lykken er at iføre sig høje, røde glimmersko

– Jeg har altid elsket min far, men jeg ville da ønske, at han havde taget sig sammen og været en almindelig far. Hans misbrug gjorde bl.a., at jeg var meget perfektionistisk og udviklede OCD i en tidlig alder, hvor jeg forsøgte at skabe orden og ro på mit værelse, fordi mine forældres forhold var kaotisk.

– Det gjorde mig også bange for at miste min mor, når jeg nu i princippet havde mistet ham.

I dag har OCD’en lagt sig …

Den er der ikke plads til i Afrika. Kun når kufferten skal pakkes, joker Anja Lovén.

Til gengæld havde sorgen længe fat i hende, efter moren døde, et år efter hun havde fået konstateret kræft. Anja Lovén synes selv, at hun blev ‘tabt’ af systemet.

– Jeg fik ikke noget tilbud om psykologhjælp, men jeg er også så dårlig til selv at række ud. Der skal meget til, før jeg beder om hjælp eller brokker mig. Jeg har det bedre med, at det er mig, der gør noget for andre, siger hun.

I tiden efter morens død skulle hun ‘finde sig selv igen’. Hun forsøgte sig med sygeplejerskeuddannelsen, men droppede ud igen. I stedet rykkede hun fra Nordjylland til Aarhus, hvor hun blev butikschef i en tøjbutik.

– Jeg troede, at jeg skulle til Afrika som 23-årig, men måtte på en omvej i livet, siger hun.

– Men jeg var for skrøbelig. Sorgen var ved at æde mig op. Men jeg er nu glad for, at det alligevel blev sådan. Som 30-årig var jeg mere robust. Jeg turde ofre det liv, jeg kendte, sælge alt, hvad jeg ejede, og gøre mig selv hjemløs.

Som 31-årig rejste Anja Lovén første gang …

… til Afrika. Tre år efter etablerede hun Din Nødhjælp med en mission om at rejse til Nigeria. Advarslerne væltede ind.

Hun mødtes med den daværende udenrigsminister, Christian Friis Bach, på en café i Aarhus, hvor han fortalte, at han var imponeret over hendes arbejde i Malawi og Tanzania, men at han frarådede hende at starte projekter op i Nigeria.

På det tidspunkt havde Danmark ikke en ambassade i landet. ‘Tag hellere til Uganda’, lød ministerrådet.

Men Anja Lovén følte sig kaldet til at redde de nigerianske heksebørn, som ingen andre organisationer tog sig af. Med morens livsråd, ‘Du kan godt selv’, rejste hun af sted med Din Nødhjælp, der havde 12 betalende medlemmer.

– I dag har vi over 4.000 medlemmer og driver et af Afrikas største børnecentre. Men jeg var aldrig kommet så langt uden min mand, fortæller hun om David Emmanuel Umem.

Giv et abonnement i julegave - vælg mellem 17 forskellige blade og magasiner - KØB HER

– Da jeg kom til Nigeria, skulle jeg hverken have mand eller børn. Det havde jeg afskrevet, for min tid skulle vies til de børn, som allerede var der. Men da jeg så, hvor engageret David er, og fandt ud af, at vi deler de samme drømme og visioner, ændrede tingene sig, siger hun med genert smil.

– Jeg kan huske, at jeg kiggede på den her mørke unge mand, som skilte sig ud med et stort mikrofonhår og en stor pande, der gav ham et råt udtryk. Han råbte op på det børnehjem, hvor vi var, fordi noget af personalet ikke ville have at gøre med en lille pige, som var smittet med hiv, fortæller Anja Lovén og tager sig til brystet og trækker vejret ind, så der kommer et lille gisp.

Det var sådan, hun havde det …

… da hun kiggede på den 11 år yngre jurastuderende og politiske aktivist. Forelskelsen opstod efter en date på Afrikas svar på McDonald’s, hvor David inviterede på cola.

– Alt, hvad jeg ved, er noget, han har lært mig. Jeg har været med ham på redningsaktioner og oplysningsarbejde, hvor han fortæller hele landsbyer om overtro og konsekvenserne for de børn, som bliver anklaget for at være hekse – anklager, som præster tjener penge på, når de laver hekseuddrivelse.

Anja Lovén drømmer om at fejre sin 40-års fødselsdag til efteråret med en safaritur til Botswana, der i modsætning til Nigeria har både savanne og dyr.

– Er der ikke penge til dét, bliver børnene udstødt eller tortureret ihjel. Han er også ved at bygge et politisk parti op, mens han studerer. Han gør en forskel, siger hun og fortsætter:

– Han har også lært mig, at vi ikke kan redde alle. Hvis du ikke kan respektere det, kan du ikke være i det her arbejde. I starten havde jeg hele tiden dårlig samvittighed. Han samlede mig op om aftenen, når jeg sad og græd.

David Umem har ikke været i Danmark …

… og besøge Anjas familie endnu. Hun rejser selv hjem med deres fireårige søn hver tredje uge, da det ellers bliver for farligt for hende at opholde sig i Nigeria. Der er nemlig penge i at kidnappe ‘hende den hvide kvinde med heksebørnene’.

Det er ikke, fordi hendes mand ikke vil. Tiden har bare ikke været til det. Hans første prioritet er deres søn, som han kun kan hjælpe, hvis han bliver færdig som advokat og får et godt job, så han kan sikre David Jr. en god uddannelse. Anden prioritet er børnecentret.

– Jeg ville ønske, at min mand fik mere af æren for det, vi gør. Men det er klart, at historien om en hvid, dansk kvinde, der kommer til Afrika og hjælper, er langt mere interessant end den om en nigerianer, der hjælper en nigerianer, lyder det fra Anja Lovén, der altid har det dårligt, når hun skal fortælle sin mand, at hun har fået en udmærkelse for deres arbejde.

– Han er ligeglad med, hvem der får ros. Han synes, det er fantastisk uanset hvad, og er stolt. Det er mig, der har et issue.

Vi rejser os fra restauranten …

… og sætter os ud i en taxa med retning mod Københavns lufthavn. Skibene i havnen er ved at være svære at se i tusmørket. Anjas mobil lyser op.

– Det er utroligt, så meget der kan tikke ind på så kort tid, siger hun.

’Tænk på de sultne børn i Afrika’. Sådan lød det altid om bordet i Anja Lovéns barndomshjem. Det fik hende til at interessere sig for de børn, hun i dag hjælper i Nigeria.

Sidst, hun tjekkede mails, var, da vi spiste. Hun begynder at fortælle om den dag i 2016, hvor hun modtog en mail underskrevet ‘The Secretariat Of His Holiness the Dalai Lama’.

– Der stod, at Dalai Lamas fond gerne ville støtte Din Nødhjælp med 350.000 kroner. Jeg tænkte med det samme ‘yeah right, det er så meget spam’, og ignorerede den, griner Anja Lovén.

Nogle dage efter kom der …

… en anbefalet brun pakke med posten. Frimærkerne var fra Indien, og indeni lå en flot konvolut med forsegling i rød og guld.

På et maskinskrevet brev stod der, at Dalai Lama, tibetanernes religiøse overhoved, havde hørt et interview med Anja Lovén på BBC, og at han var meget imponeret. Denne gang var det underskrevet af ‘his holiness himself’.

LÆS OGSÅ: Barbara Moleko: Man kan godt komme frem uden at være et røvhul

– Da pengene kom en måned efter, blev jeg enig med mig selv om, at det nok alligevel ikke var spam, fortæller den danske nødhjælper, der samme år modtog en personlig julehilsen fra Dalai Lama, der skrev, at han håbede, at han en dag kunne møde hende.

– Jeg skrev, at jeg måtte se, hvordan det passede ind i min kalender, og med det samme skrev hans sekretariat, at hvis det var nemmere for mig, så kunne de sagtens arrangere, at vi mødtes i Rom eller Firenze. Men jeg ville helst møde ham på hjemmebane, siger Anja Lovén.

Den 4. september sidste år …

… sad Anja Lovén i halvanden times audiens hos Dalai Lama i hans tempel i Dharamsala i Indien. Hun havde sin søn med. Lille David spænede rundt, mens munkene prøvede at fange hans opmærksomhed med kiks.

Dalai Lama sad med Anjas hånd i sin, og da han tog den anden, kravlede David Jr. ind over Anja og rev deres hænder fra hinanden.

– Så slog han op i sådan et stort bedstefar-grin – ha ha haaa! imiterer Anja Lovén, mens hun løfter hænderne op og klasker sig på lårene.

– Han havde en aura af ro, der fik mig til at slappe af, selv om jeg var spændt. Han var jo ikke i jakkesæt og slips. Han var bare en gammel mand i munkedragt, hvor overarmene hang udover, og hans små øjne gemte sig bag de kæmpestore briller.

– Hans hånd var virkelig blød. Han talte konstant i ordsprog ligesom et orakel. Jeg havde ellers vildt mange spørgsmål, siger hun og tænker over, hvad hun tog med derfra.

– Hvordan kan jeg lære at tilgive? siger hun efter en kort betænkningstid. 

– Når jeg nu har og stadig oplever så meget forfærdeligt. Jeg har svært ved at tilgive og bliver sur på folk, der gør fortræd. Vreden over min mors for tidlige død fylder stadig meget indeni. Jeg synes, det er uretfærdigt, siger hun.

– Han sagde til mig ‘anger is like cancer’. Det var ikke et decideret svar, men det åbnede mine øjne for, at jeg skal lære at tilgive. Ikke nødvendigvis dem, der har gjort ondt, men det, der er sket.

– Ellers vil det æde mig op indefra.

Anja Lovén fortæller videre, at hun helt glemte, at det var hendes 39-års fødselsdag den dag, men at Dalai Lama gav hende en guldfarvet skulptur med noget blåt og grønt på. ‘Lidt som en vase og så alligevel ikke’, forklarer hun og prøver at vise med hænderne, hvordan den så ud.

Den står i lejligheden i Aarhus. Som et symbol på en af de mange anerkendelser, som hun har fået fra udlandet.

På Land of Hope …

… kalder børnene og de ansatte Anja Lovén for ‘mommy’. De amerikanske medier kalder hende ‘gudsendt’, den spansktalende presse ‘engel’, og i Iran, hvor blonde og tatoverede kvinder hører til sjældenheder, er de ikke blege for at kalde hende en ‘dronning’.

I 2016 udnævnte det østrigske magasin Ooom hende til den mest inspirerende person i verden. På listen med hendes navn øverst stod prominente personligheder som Barack Obama, Leonardo DiCaprio, Dalai Lama, Mark Zuckerberg og den katolske kirkes overhoved, Pave Frans.

At dømme ud fra hendes ansigtsudtryk er der kommet flere mails ind, da hun kigger på mobilen igen. Hun hæver øjenbrynene lidt.

Anja Lovén har sammen med sit team bygget børnecentret Land of Hope i Nigeria med bl.a. en skole, et børnehjem med 63 børn, et børnehospital med plads til 20 børn og et volontørhus, hvor hun selv bor med sin mand og søn.

– De skriver hver dag, de udenlandske medier. For nylig skypede jeg med Istanbuls CNN, siger hun.

Ser man på Din Nødhjælps hjemmeside, bliver hendes ord hurtigt bekræftet. Her er links til artikler og tv-indslag fra medier over hele verden. Telegraph, RTL, NRK, Huffington Post, India.com, Daily Mail. Man kan scrolle i lang tid. Lidt danske medier her og der, men ikke mange.

– Nogle gange kan jeg godt tage mig selv i at tænke ‘hvorfor hiver de danske medier ikke mere fat i mig?’  CNN og BBC står i kø for at lave en dokumentar, men vi har sagt nej, fordi de er for store, og det nok vil komme ud til regeringen i Nigeria, hvilket kan ødelægge vores arbejde.

– Oprah Winfreys folk ville have mig til at lave en video, men der havde jeg for travlt i Nigeria. Nu prøver Ellen DeGeneres vist at sætte noget op, siger hun om de to amerikanske talkshowdronninger.

Anja Lovén rykker lidt uroligt …

… rundt i sædet. Det er tydeligt, at hun ikke føler sig helt tilpas ved at tale om det.

– Men altså, nu har jeg jo også mødt Dalai Lama, løbet med Lars Løkke Rasmussen og lavet to dokumentarer med DR, så måske tænker de ‘nu har hun vist opnået det, som hun skulle. Nu har vi set nok på hende’, prøver hun at forklare radiotavsheden fra de danske medier.

– Det er altså ikke en kritik af danskerne. For når det gælder, står Danmark sammen, som da børnehjemmet blev røvet i 2015. I løbet af to dage kom der over en halv million kroner ind. Min mobilepay tikkede konstant. Der var jeg så stolt af at være dansker. Så det er lidt en dobbeltfølelse, siger hun.

Anja Lovén fortæller videre, at hun følte sig splittet, da hun sidste år modtog den tyske Hope-Gala Award ved et stort anlagt show i operaen i Dresden.

– Jeg var så stolt og glad for den anerkendelse, som mit team og jeg fik. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke ‘hvorfor står jeg i Tyskland? Hvorfor står jeg ikke i Danmark?’ Jeg er så stolt af at være dansker og sætter Danmark på verdenskortet hver eneste dag. Det lyder så egoistisk, siger hun og ryster på hovedet.

– Men kan du følge mig? Det betyder altid mere, når anerkendelsen kommer hjemmefra.

Da Anja Lovén første gang …

… kom til Afrika, var hendes hår lyst. Hun sad bag på Davids motorcykel, når de kørte ud til redningsaktioner, og når folk spurgte, hvem hun var, svarede hun ‘bare en socialarbejder fra Sydafrika’.

Om aftenen tog hun på pub og drak øl sammen med nigerianerne. Det hele ændrede sig, den dag hun postede billedet af Hope på Facebook.

I dag er håret farvet mørkebrunt. Redningsaktionerne foregår i bil, og hun bliver eskorteret af to politimænd, når hun forlader Land of Hope.

– Jeg er blevet et mål. De ved jo, at jeg er hende med heksebørnene, der har bygget det store børnecenter.

Omtalen og anerkendelsen har en bagside

For når Din Nødhjælp bliver fremhævet som en organisation, der arbejder mod den overtro, som dominerer landet og bl.a. sikrer præster og heksedoktorer magt og indkomst, skaber det fjender.

I Anja Lovéns tilfælde er prisen for at hjælpe andre hendes personlige frihed.

– Han har lært mig, at vi ikke kan redde alle. Hvis du ikke kan respektere det, kan du ikke være i det her arbejde, fortæller Anja Lovén om sin 11 år yngre afrikanske mand og mentor, David Emmanuel Umem.

– Intet her i livet er gratis, siger hun og fortsætter:

– Det har også ændret en del, at vi er blevet forældre. Jeg føler et større ansvar for at beskytte mig selv. Men det har været svært at acceptere, at jeg sover et andet sted og bliver beskyttet døgnet rundt.

– Før sov jeg jo sammen med børnene uden myggenet, fordi det var hyggeligt. Men det fik jeg malaria af. Jeg er blevet mere professionel i min måde at tænke på. Hvis man skal være leder, skal man være stærk og ikke sulte eller stresse over sin sikkerhed. Så kan man tillade sig lidt mere.

Alligevel har Anja Lovén dårlig samvittighed

For selv om sikkerheden er i højsædet, når hun er i Afrika, går hendes valg alligevel ud over hendes søn.

– Det er vigtigt for mig, at det liv, som jeg har valgt, ikke skal gå negativt ud over ham. Men jeg kan jo se, at han taber sig, når vi er nede i varmen, og han savner sin far, når han er i Danmark.

– Jeg er konstant opmærksom på, om han får feber, da det er et symptom på malaria. Så sent som i går var han igen indlagt på Skejby Sygehus. Han har så mange mærker på armene fra blodprøver, og han er jo kun igennem alt det her, fordi jeg har valgt det, siger hun med et let forpint udtryk.

LÆS OGSÅ: Naja Munthe: Lykken er Champagne på en tirsdag

Hun har vendt sit dilemma med familien i Jylland mange gange. Hver gang beroliger de hende ved at sige, at han modsat mange andre børn oplever noget helt unikt og fx bliver tresproget.

– Når han bliver stor, så vil han jo nok blære sig med de ting, siger hun med et lille smil.

Radioen i taxaen er slukket

Havde Anja Lovén selv kørt, havde hun hørt podcast. Med stor sandsynlighed havde det været Radio 24Syvs satireprogram ‘Den Korte Radioavis’ med seniorkorrespondenten Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, spillet af skuespilleren Frederik Cilius.

– De færreste ved, at jeg er hendes største fan! Jeg er så vild med hendes politisk ukorrekte facon og sorte humor. Tårerne triller simpelthen ned ad mine kinder, når hun folder sig ud, siger hun og uddyber.

– Jeg er ikke sådan en Afrika-hippie, der siger ‘uha, man må ikke sige neger’. Jeg elsker det. Det er befriende at lytte til, når man sidder på vej til et foredrag og skal fortælle om forfærdelige ting, siger hun.

Når Anja Lovén ikke hører podcast …

… løber hun eller flader ud på sofaen og ser ‘ligegyldige ting’ som ‘Keeping Up with the Kardashians’ for at komme væk fra virkeligheden og tænke på noget andet.

– Mange vil gerne sætte mig i bås med fx Mother Theresa og se mig på en bestemt måde. Men jeg stemmer ikke nødvendigvis rødt, fordi jeg er nødhjælpsarbejder.

– Jeg er vokset op i et socialdemokratisk hjem, og min mor var ræverød, men jeg blev Venstre-pige i gymnasiet, fordi min tvillingesøster inspirerede mig til at tænke anderledes.

I dag ved Anja Lovén ikke, hvem hun ville stemme på, hvis der var valg. Hun synes ikke, at nogen af partierne herhjemme ‘gør det særligt godt’, og nævner, at hun ikke forstår Venstres afvisning af at hjælpe flygtningene i deres nærområder.

– Jeg ved fra erfaring, at den bedste form for nødhjælp er i nærområderne. De, der skal hjælpes, vil gerne hjælpes tæt på, hvor de kommer fra. Men altså, vi er ikke en politisk organisation, så det skal jeg jo ikke blande mig i, siger hun.

Anja Lovéns politiske orientering …

… er ikke det eneste, folk har en forventning til. Som offentlig kendt person har mange en holdning til hende og hendes liv, selv om de ikke kender hende personligt.

Opslag på Facebook får mange løftede pegefingre i kommentarfeltet. Om hendes søn stadig bør bruge sut. Om hendes udseende.

– Forleden lavede jeg et opslag, hvor jeg spurgte, om nogen kendte et sted, der laver eyelash-extensions. Ret overraskende skrev mange ‘det gør du bare ikke!’ eller ‘hvorfor går du op i sådan noget?’ Men jeg vil jo gerne se godt ud, selv om jeg er ved at blive 40, siger hun og fortsætter:

– Mange siger det ikke i en ond mening, men fordi det ikke stemmer overens med den person, som de ser mig som. De vil gerne passe på mig, og så får jeg et lille rap over nallerne, griner hun.

– Efter det opslag sagde min tvillingesøster ‘Der kan du bare se: Mother Theresa må ikke få lavet vipper!’

‘Moralpolitiet’ er overalt

Det sker også tit, at Anja Lovén får kommentarer for sine farverige nederdele og kjoler. ‘Har du nu fået nyt tøj igen?’ eller ‘skulle du ikke hellere koncentrere dig om børnene?’

Den slags kommentarer lader Anja sig ikke gå på af. Fortiden i tøjbutik skal have lov at skinne igennem.

Taxaen drejer ind ved skiltet, hvor der står ‘Terminal 3’. Anja samler sine ting, siger tak for turen til chaufføren og går mod lufthavnen.

Indenfor summer det af rejsefeber

Vi finder to ledige sæder på plateauet over ankomsthallen.

– Min største udfordring er, at jeg står med et ben i hvert land. Jeg ville aldrig kunne bo 100 procent i Danmark. Afrika er mit hjem, det er der, jeg hører til. Men jeg har jo mine søstre i Danmark, siger hun og kigger ud over menneskemyldret.

Om ikke så længe skal David Jr. begynde i skole. Lige nu går han i dansk børnehave, når han er i Danmark. Umiddelbart skal han gå i skole i Danmark, da han ellers skal have vagter med i Nigeria og ‘det koster kassen’.

Alternativt skal han gå i en af de amerikanske skoler i en af storbyerne i Nigeria. Beslutningen er ikke taget. Anja Lovén og hendes mand ‘tager det stille og roligt’.

Engang var Anja Lovéns hår platinblond, og hun drak øl sammen med de lokale nigerianere. I dag er håret mørkebrunt, og hun har politibeskyttelse døgnet rundt, da hun er i høj kurs blandt kidnappere.

– Nu skal vi jo først i gang med at drive vores børnehospital, hvilket er et stort projekt. Samtidig skal vi lave kampagner for at bekæmpe overtroen.

– Vi skal ud i landsbyerne og oplyse. Vi skal invitere præster og heksedoktorer ind på Land of Hope, så de kan tage medansvar for, hvad der sker i deres landsbyer. Men det er jo et kæmpestort land, så jeg bliver nok ikke færdig i min levetid. Men jeg fortsætter, til jeg ikke er her mere, forsikrer hun.

Det er svært at forestille sig …

… Din Nødhjælp uden Anja Lovén i front. På det punkt virker setuppet usikkert.

– På bestyrelsesmøder har vi talt om, at vi er enormt skrøbelige, når vi kun har én frontfigur. Men der er lagt en strategiplan, i tilfælde af at der skulle ske mig noget. Alt, hvad vi efterlader, går i arv til vores søn.

– Så må han sammen med bestyrelsen finde ud af, hvad der skal blive af mor og fars værk, fortæller hun.

Sammen med børnehospitalet arbejder Anja Lovén og hendes mand også på at forstærke teamet med de 33 ansatte på børnecentret, så de ikke selv behøver at være der, for at det hænger sammen.

Drømmen er, at de kan tage en pause til efteråret, når Anja Lovén fylder 40 år.

– Jeg savner det Afrika, som Karen Blixen oplevede, og som jeg selv så, da jeg var i Malawi og Tanzania. I Nigeria er der hverken dyr eller savanne. Det er meget råt.

– Så jeg vil gerne rejse til Botswana til min fødselsdag og se det land, som jeg har været forelsket i og læst bøger om, siden jeg var lille. På safari i khakishorts og hvid skjorte. Den slags, siger hun.

Det er tid til at boarde. Inden Anja Lovén rejser sig op, vender hun tilbage til Karen Blixen.

– Jeg kan altså ikke lade være med at tænke på, at hun må have følt sig enormt ensom efter alle de år i Afrika. Det må da være hårdt at sidde dér alene i et stort hus i Rungsted. Jeg følte, at der var en form for sorg ved den skrivemaskine.

– For hvis jeg havde været i Afrika i 17 år, og så skulle hjem og bo … Det ville jeg ikke kunne have klaret.

Med plakaterne under armen går Anja Lovén mod gaten. I Aarhus venter hendes søn, samtaler med sponsorer og flere foredrag.

Først derefter går turen hjem. Til Afrika.

LÆS OGSÅ: Amanda Collin - Nyudsprunget superstjerne

Læs mere om: