Chanels nye ur er ikke bare et ur
MODE

Chanels nye ur er ikke bare et ur

Chanel har gennem flere år lavet mekaniske ure af høj kvalitet, men faktisk har det franske konglomerat skabt ure siden 1987. I år går Chanel efter kvinder med sans for et maskulint design og urmageri på højt niveau.

Det er muligt, at et armbåndsur ikke længere er helt så nødvendigt, som det var engang, for i dag kan vi praktisk talt aflæse tiden overalt – på ovnen, computeren og telefonen.

Men et ur er meget mere end et instrument, der kan vise os tiden. Et ur kan også være et (status)symbol, et smykke eller begge dele. Priserne begynder ved ganske få hundrede kroner og stopper på den anden side af, hvad et parcelhus kan koste. Og mere til endda – en kendt mandlig skuespillers ur blev for nylig solgt på auktion for over 100 millioner kroner, så mekaniske ure er alt andet end passé.

LÆS OGSÅ: Chanel åbner butik i Danmark

Et kærlighedsur

Chanel-fans vil vide, at Boy Capel var en nær ven, elsker og muse for Coco Chanel, men han var også en tro støtte både mentalt og økonomisk. Han var manden, der finansierede Coco Chanels første butik, men støtten bestod også af en ukuelig tro på Cocos evner.

Han omkom ganske tragisk i en motorcykelulykke i december 1919, hvor han angiveligt var på vej til et julerendezvous med Coco Chanel.

Selv om det var en ulykkelig afslutning, lever kærligheden stadig 99 år senere i kraft af årets urnyhed fra Chanel: Boy-Friend Skeleton Calibre 3, som blev præsenteret på urmessen i Basel i marts.

Christian Grau, livsstilsekspert

Hvis du mindes at have hørt om Chanel Boy-Friend-ure før, er du ikke helt galt på den, for den første model blev lanceret i 2015. Men med det nye ur har Chanel i den grad opdateret urværket. Det er kunst på absolut højt niveau.

LÆS OGSÅ: Chanel - en evigt ung mademoiselle

Som urproducent kan man gøre flere ting, når det gælder selve urværket – altså det, der driver uret. Man kan for eksempel anvende et batteridrevet urværk, som er den billigste løsning, men ikke videre sexet. Dernæst kan man vælge et mekanisk urværk, som enten er selvoptrækkeligt, eller som brugeren selv trækker op.

Går man ‘all in’, udvikler man selv et urværk. Og det er netop, hvad Chanel har gjort – og urværket i årets nyhed har været hele tre år undervejs.

Skele ... hvad for noget?

Hvis du ser nærmere på det nye Boy-Friend Skeleton Calibre 3, vil du sikkert lynhurtigt kunne se, at det ikke ligner et traditionelt ur. Selve urkassen er ottekantet – det er en hyldest til låget fra Chanel no. 5 – og selve uret er gennemsigtigt.

Midt i det hele svæver selve urværket, og det er bl.a. det, der har kostet blod, sved og tårer at udvikle.

Selve urværket består af intet mindre end 114 komponenter, som alle er udviklet og samlet ved håndkraft af og hos Chanel. Den type urværk, som du finder i den nye Boy-Friend-model, kalder man et skeletteret urværk.

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER

– Det at bære et ur er jo mere et statement og et udtryk for personlig stil, end det er en nødvendighed i dag. Alle har ur i deres telefon, så når man vælger at have et armbåndsur på, er det, fordi man gerne vil gøre en kunst ud af det, forklarer Christian Grau, der er livsstilsekspert og bl.a. kendt fra DR-programmet ‘Kender du typen?’

– Det forklarer også designet med det synlige mekaniske værk – det er finmekanik, som skal ses, hyldes og bruges, siger Christian Grau.

Coco Chanel kan bl.a. takke Boy Capel for, at hun i 1910 kunne åbne sit eget modehus i Paris. Nu opkalder Chanel sit nye ur efter ham.

Men Chanel er jo primært kendt for mode, så hvordan kan huset slå sig på fin urmagerkunst?

Her skal vi tilbage til 1993, hvor Chanel opkøbte det schweiziske urhus Châtelain, så man havde de rette evner, de stolte traditioner og et hold af kyndige folk, der kunne levere den høje kvalitet, man forbinder med Chanel.

Det skeletterede urværk har hidtil været en finesse, man har kendt fra herreurenes verden. Måske fordi det mekaniske islæt tidligere primært har appelleret til mænd. Det er nu fortid. Kvinders interesse for ure er voksende, og mange kvinder er lige så fascinerede af finmekanik som mændene.

LÆS OGSÅ: Disse to film om Coco Chanel skal du se

Det kræver dog en kyndig urdesigner at få helheden til også at fremstå feminin, og det er her, guldet spiller ind. Et særlig farvetone i guldet har givet anledning til navnet ‘beige gold’, og vi taler i øvrigt om 18 karat guld – det er den højeste og meste kostbare karat, man anvender i urindustrien.

Den ottekantede urkasse bløder det råt udseende urværk op, og det komplette look bliver yderligere feminint, når vi ser på størrelsen: Bredden på uret er knap tre centimeter, og den størrelse signalerer kvindeur.

– Mange kvinder har et ønske om at have et ordentligt klokkeværk på i stedet for de klassiske, små dameure. Dels går en del af urets design ofte tabt, når det skaleres ned i traditionel damestørrelse, og dels har mange kvinder en modvilje mod den nipsede stil. Det bliver for damet og kønsstereotypt, siger livsstilsekspert Christian Grau.

Arthur ’Boy’ Capel (yderst til venstre) var Coco Chanels store kærlighed.

Ønsker man at give sit Boy-Friend Skeleton Calibre 3 et ekstra feminint strejf og ydermere tilføre uret en omgang dekadence, bør man kaste et blik på den model, der er besat med 66 brillantslebne diamanter. De er placeret på urkassens top, så de altid er til frit skue for både ejer og misundelige blikke.

Faktisk kommunikerede Chanel selv følgende slogan, da de oprindeligt lancerede Boy-Friend-modellen: ‘The others are not jealous ... Well just a teeny bit’.

Remmen må vi ikke glemme at nævne – den er af skinnenede sort alligatorskind, og har man valgt det diamantbesatte ur, får man også et spænde på remmen, som er af 18 karat beige guld med hele 48 brillantslebne diamanter. Voila!

Køb 6 nr. af IN og få en DAY taske med - kun 348 kr. SPAR 63%

Tik-tak-teknik

Men hvordan er det egentlig med uret? Og hvordan fungerer det?

Som tidligere nævnt har uret et mekanisk urværk med manuelt optræk – det vil sige, at uret skal trækkes op, før det går. Optrækskronen sidder på højre side af uret og er også lavet af 18 karat beige guld, og Chanel har monteret en smykkesten i kronen i form af en onyx cabochon.

Når uret er trukket helt op, kan det gå i 55 timer, hvorefter det igen er på tide at trække uret op – det bliver lynhurtigt en vanesag og hyggelig tradition: Hver anden dag kan brugeren trække uret op, inden det tages på om håndleddet.

LÆS OGSÅ: Fashionable samlere af ure

Urskiven kan måske virke lettere forvirrende ved første øjekast, men den er faktisk ganske enkel: Du har to visere til angivelse af minutter og timer, mens sekundviseren har sin egen plads på en lille skive nederst på urskiven.

De små røde sten, du ser, er ‘juveler’, som giver langt mindre friktion og længere levetid end traditionelle stålskruer – og så klæder de uret langt bedre end metalliske skruer.

Med alt ovenstående in mente, står det pludselig ganske tydeligt, at et ur ikke bare er et ur. Med Chanels nye, store satsning har man gjort sig umage. Huset har brugt tre år på at udvikle et kompliceret og smukt armbåndsur, som er gennemtænkt, veldesignet og rettet mod kvinder, som gerne vil have noget unikt.

Boy-Friend Skeleton Calibre 3 er ikke bare en accessory; det er et rigtigt ur med et rigtigt urværk. Det begyndte muligvis med, at kvinderne lånte deres mænds mekanisk ure, men nu vil de have deres egne – og dem står Chanel klar til at levere.

Den nye Boy-Friend-kollektion rammer forhandlerne senere på året.

LÆS OGSÅ: Karl Lagerfeld bringer Chanels ikoniske two-tone sko tilbage på catwalken

Hvad skal dit ur kunne?

Vise tiden – det siger sig selv. Men mange ure har også andre funktioner, som kan lette din hverdag:

Chronograph-funktion: Skal du tage tid på en løbetur eller kogning af et æg, kan stopursfunktion være nyttig. En separat sekundviser sættes i gang med et tryk på en knap, og hver gang, der er gået et minut, rykker en lille viser sig et hak frem i et separat vindue på urskiven.

Kalenderfunktion: Den mest basale funktion er en datoangivelse, som har sit eget lille felt på urskiven. Når klokken rammer 00.00, skifter datoen. Nogle ure kan fås med mere komplicerede funktioner, så uret også kan vise ugedag, måned, år og skudår.

Som tommelfingerregel kan du fint regne med, at jo flere funktioner et ur har, jo mere koster det.

GMT-funktion: Rejser du ofte? Og er der tidsforskel mellem ude og hjemme? Så kan du passende overveje et ur med GMT-funktion, hvor en separat viser angiver en sekundær tidszone, så du altid har mulighed for at vide, hvad klokken er på en anden destination.

Er du verdensomrejsende, kan du oven i købet finde dig et ur med world-timer-funktion, som viser tiden i talrige storbyer over hele kloden på samme tid.

Hvilket værk?

Quartzværk: Et batteri­drevet urværk, som er ganske simpelt i sin opbygning, men som sjældent er kompliceret eller smukt at se på.

Mekanisk urværk: Her får du tandhjul, fjedre og håndbygget præcision, som er baseret på langt over 100 års udvikling. Man skelner typisk mellem værker med automatisk optræk, hvor en rotor trækker uret op, når hånden bevæger sig naturligt: Mens man går, skriver og i det hele taget bevæger sig.

Eller et mekanisk urværk med manuelt optræk skal trækkes op i hånden – det kan være en gang om dagen eller en gang om ugen, afhængig af hvilken type urværk, der sidder i uret.

LÆS OGSÅ: Løver, karruseller, rumraketter - Chanels vildeste shows nogensinde