De 8 typer herresko man(d) bør kende
HERRER

De 8 typer herresko man(d) bør kende

Hvor mange af disse typer herresko kender du? Vi har samlet de mest klassiske, du bør kende, så du er rustet til safari, bryllup, kontoret, weekenden eller køreturen.

Vores påklædning er med til at fortælle, hvem vi er, og især sko er en del af dit førstehåndsindtryk.

Bliv klogere på de otte typer herresko, som enhver mand bør kende. Vi kigger på det enkelte fodtøjs historie og funktion, samt giver råd til, hvordan du kan bruge de enkelte typer fodtøj. Alt dette, så du kan træffe et velinformeret valg, næste gang du skal købe nye sko eller skal klæde dig på derhjemme.

Her er 8 typer herresko, du bør kende

Hyttesko

Hyttesko, eller loafers, som skoene også er bedre kendt som, har sin oprindelse blandt de nordamerikanske indianere, der brugte en simpel udgave af skoen til fodtøj. ”Skoene” var så behagelige, at europæiske handelsfolk begyndte at bruge dem, og senere hen sendte de dem til Europa – mere præcist til Norge, hvor en videreudvikling af skoen blev populær blandt norske fiskere.

I 1936 tilføjede skomager George Henry Bass en tykkere sål for at gøre skoene mere robuste, samt et stykke dekorativt læder med et hul over vristen. Bass kaldte skoen en Weejun, som er et tvist af ordet Norwegian (Nor-wee-jun).

Skoene blev efter Anden Verdenskrig en favorit blandt kostskoleelever. De studerende brugte det dekorative hul i hytteskoens vrist til at opbevare mønter, som de brugte til telefonopkald. Deraf det senere navn Penny Loafer.

Skoen er en perfekt blanding af det formelle og uformelle. Derfor kan den også bruges til både jakkesæt, som for eksempel John F. Kennedy gjorde, eller på en mere afslappet måde, som James Dean med jeans og en hvid T-shirt. Begge er to af fortidens helt store stilikoner, så du går ikke galt i byen ved at imitere deres stil.

Hyttesko

John Lobb, hyttesko, 8.150 kr.

Kan købes online HER

Sneakers

Sneakers, eller på dansk 'gummisko', går over 100 år tilbage, hvor de dengang blev brugt til tennis, hvor der var brug for en vis komfort og støtte, eller til maritime formål, hvor gummisålen til en grad forhindrede våde fødder. Gummisko blev i engelsktalende lande kaldt sneakers efter det engelske ord for at liste - 'sneak' – da de ikke larmede lige så meget som datidens lædersko, der nærmest lavede en klik-klak lyd ved gang.

Sneakers er skoen på listen her, som virkelig fanger nutidens zeitgeist. Den er gået fra at bruges til sport og maritime formål til at kunne bruges til alt fra det formelle jakkesæt til det mere streetwear-inspirerede outfit.

Maison Margiela, sneakers, 2.568 kr.

Kan købes online HER

LÆS OGSÅ: 7 gode ansigtscremer til mænd

Chelsea-støvlen

Denne støvle har sine rødder i Dronning Victorias tid, hvor hendes private skomager opfandt designet af støvlen, som er karakteriseret af de to elastiske bånd, der holder støvlen sammen.

The Beatles så en dag støvlen i et butiksvindue, hvorefter de bestilte flere par til dem selv (dog med ekstra høje hæle, da ingen af dem var specielt høje). Som alt andet, The Beatles rørte ved på det tidspunkt, blev støvlerne hurtigt en succes og en del af både mainstream og den såkaldte mod-kultur i 60'ernes England.

Chelsea-støvlen kan bruges til både dag og aften. Ruskindsvarianten fungerer til dagsbrug og den sorte læderudgave er ideel til aftenbrug. Chelsea-støvlerne kan uden problem bruges til jakkesæt, men sørg for, at bukserne lige præcis går ned over kanten af støvlen og dækker stropperne i toppen.

Chelsea-støvler

Saint Laurent, Chelsea-støvler, 5.545 kr.

Kan købes online HER

 

Oxford-sko

Oxford-sko er den mest klassiske herresko, du kan købe. Skoen stammer fra Skotland og Irland, men er opkaldt efter Oxford University i England, da skoene var populære blandt de studerende. Denne type sko kendes ved, at stykket, hvor snørerne sidder, går i et med skoen – modsat Derby sko-konstruktionen, hvor stykket med snørerne er et separat stykke læder, der er påsat skoene.

De er det klassiske valg til et jakkesæt. Især hvis du arbejder i et kontormiljø med en konservativ dresscode. Det er ligeledes skoene, som du med stilsikkerhed kan hoppe i til et bryllup eller et andet pænere arrangement.

Oxford-sko

Church's, Oxford-sko, 3.647 kr.

Kan købes online HER

Ørkenstøvlen

Ørkenstøvlen blev udviklet af skomager Nathan Clark, som under Anden Verdenskrig var udstationeret i Burma. Her observerede han engelske officerer, der tidligere havde været udstationeret i Egypten, og i deres fritid gik rundt i hvad han beskriver som en ”gummi-forsålet ruskindsstøvle”, som han ikke tidligere havde set.

Da Clark i 1949 vendte retur til Somerset i England fik han familiens mønsterskærer til at rekonstruere støvlen. Efterfølgende blev støvlen hurtigt et hit blandt unge kostskoleelever i USA, da støvlerne passede med deres 'preppy' look. Gennem 1960'erne blev støvlen populær hos blandt andet Steve McQueen og Bob Dylan, der begge bidrog til, at støvlerne blev en etableret del af populærkulturen i England og USA.

Ørkenstøvler kan købes i mange materialer såsom ruskind, læder og uld. Det kan anbefales at købe sit første par i en sandfarvet eller brun ruskind – alt efter hvad der passer bedst ind i garderoben. Kombiner ørkenstøvler med et par jeans eller sandfarvede chinos, en chambray skjorte og en armygrøn field jacket.

Ørkenstøvler

Gucci, ørkenstøvler, 5.880 kr.

Kan købes online HER

Driving shoes

De sko, vi på dansk kalder køremokkasiner, er designet af Diego Della Valle. Valle var grundlægger af Tod's og bestyrelsesmedlem hos både Ferrari og Maserati, så hvad mere naturligt for manden end at designe en køresko? Diego udviklede derfor køremokkasinen med de 133 små gummiknopper under sålen, der skal sikre ekstra greb mellem fod og pedal. En anden bilentusiast, ejer af Fiat og italiensk playboy stilikon, Gianni Agnelli, var med til at gøre skoen berømt, da han efter at have brækket benet i en skiulykke, blev fotograferet i et par Tod's.

Nu, mange år senere, har skoene for mange mænd ikke samme funktion. Hvis du køber et par, så gå efter en lækker ruskindskvalitet i en nedtonet farve. Skoene vil være meget nemmere at bruge, både i bilen eller om sommeren med shorts. De spraglede farver er kun tilladt, hvis du matcher skoene med en bil, der kører 0-100 km/t på under tre sekunder.

Tod's, driving shoes, 2.531 kr.

Kan købes online HER

Brogue-skoen

Brogue-skoen er kendetegnet ved et perforeret design, som kommer af, at skotske og irske landmænd i 1600-tallet perforerede deres sko, da de ofte arbejdede i våde forhold, og havde brug for, at vandet kunne komme ud af skoene, når de var blevet våde.

Omkring 300 år senere var Brogue-skoene blevet en fast del af engelsk beklædning. De havde på en måde beholdt deres landlige rødder, da normen dikterede, at skoene var brune og kun blev brugt på landet til jagt eller golf. Senere så man sorte Brogues, som den dag i dag er meget normale. Derefter udsprang flere forskellige varianter af Brogue-skoen, såsom halv-Brogues eller 'Spectator skoen', som Fred Astaire og Gene Kelly var store fans af og blev ikonisk forbundet med.

Selv om skoene oprindeligt er lavet af skotske og irske landmænd, er det gået hen og er blevet en langt mere formel sko i dag. Skoene fungerer både med jakkesæt og til mere afslappet tøj.

Brogues

Thom Browne, Brogue-sko, 4.987 kr.

Kan købes online HER

Monk-skoen

Monk-skoens oprindelse er ikke sikker, men mange mener, at det var munke i et centraleuropæisk kloster, som udviklede dem. Myten siger, at en rejsende, der var på besøg, fik et par med hjem til England, hvor de hurtigt blev populære. Skoen fås både i en 'single monk'-udgave med et enkelt spænde eller i en 'dobbelt monk'-udgave med to spænder.

Skoene bruges bedst til et jakkesæt eller andet tøj at mere formel art. Ruskindsvarianten kan nogle gange bruges til lejligheder, hvor en pæn, men mere afslappet, dresscode er tilladt.

Monk-sko

George Cleverly, Monk-sko, 4.652 kr.

Kan købes online HER

LÆS OGSÅ: De mest ikoniske sko nogensinde

Læs mere om: