Først og fremmest er det vigtigt, at du ikke går i det samme par lædersko hver dag, men at du derimod har cirka tre par, som du veksler imellem. På den måde får dine sko minimum én dag at slappe af i derhjemme.
Når skoene ikke er en del af din rotation, så brug skolæster i skoene. Læsterne er med til at reducere folder i overdelen af læderet og bibeholde skoenes form. Hvis de er lavet i (ceder)træ, så absorberer de også fugt, såsom sved, og giver skoene en svag duft af cedertræ.
LÆS OGSÅ: Sådan rengør du dine sneakers
Gå efter et par læster i træ, hvor træet ikke er lakeret, da nogle fagfolk mener, at dette kan reducere læstens egenskab til at absorbere fugten.
Skolæster er obligatoriske, hvis du investerer i et par dyre lædersko.
Ligeledes er det vigtigt, at du imprægnerer dit fodtøj, før du begynder at bruge dem. Det gælder for langt de fleste typer sko, såsom lædersko, ruskindssko og kanvassko. Det er stort set kun laksko og sko lavet af delikat læder, der ikke skal imprægneres.
Lædersko kan forsåles flere gange. En forsåling er, når en skomager fjerner noget af en slidt eller ødelagt sål for at erstatte den med et nyt stykke læder. På den måde forlænger man skoenes liv, frem for at købe nye. Det kan også være en god ide at forsåle dine dyre lædersko med en gummisål, hvis de som udgangspunkt kun har en lædersål. På denne måde forlænger du skoens levetid og gør skoen mere vandafvisende.
Som tidligere nævnt har dit fodtøj, ligesom dit ansigt, brug for løbende pleje, hvis de skal forsætte med at se godt ud. Det får skoene ved, at du pudser dem engang i mellem og derved giver dem fugt.
Processen lyder som følgende:
1. Indsæt skolæste, således at skoens form vedligeholdes, og fjern snørebånd.
2. Rens dine sko med en rensecreme og klud, og lad dem derefter stå i 15 minutter.
3. Tilføj en skocreme, som du polerer ind i skoen. Lad skoene hvile i 15 minutter efter. Cremen fungerer ligesom en fugtighedscreme til ansigtet.
4. Tilføj et lag skovoks, som du polerer skoen med, og lad dem derefter hvile 15 minutter
5. Kom en smule lunkent vand i voksens låg, og dyp derefter en klud deri. Kluden med et par dråber vand, dypper du nu i voksen og polerer med cirkelbevægelser på skoenes spids, indtil du har en tilfredsstillende shine på spidsen af skoene. Gentag dette skridt indtil du har en tilfredsstillende shine.
LÆS OGSÅ: 8 slags herresko man(d) bør kende
Og igen, lige som vores hud har brug for ekstra pleje om vinteren, så har dine lædersko det også. I Danmark bruger vi en del salt på veje og gader, og dette går ud over dine lædersko. Følgende måde kan redde dine lædersko efter en gang salt. Men gør det hurtigt!
1. Lav en opløsning af en del hvid lagereddike og to dele vand.
2. Put denne opløsning på på de hvide saltpletter. Arbejd dig udefra og ind mod plettens midte.
3. Gør en klud fugtig, og fjern eventuelt overskydende eddike.
4. Brug en tør klud til at fjerne overskydende fugt.
5. Lad skoene stå natten over og tørre, og puds dem derefter som anbefalet ovenfor.
Enkelte typer af læder, typisk de mere delikate, kræver deres egen form for rensemiddel. Hvis dine sko f.eks. er lavet i alligatorskind, anbefaler jeg at du besøger en skomager og køber en speciel form for rengørings- og plejemiddel.
Det kan virke omstændigt med al den pleje for et par skos skyld. Men husk på, at gode lædersko, som bliver godt vedligeholdt, kan holde i over et årti.
Smid som udgangspunkt aldrig dine sneakers i vaskemaskinen. Det er langt de færreste sneakers. som kan tåle det. Hvis du smider dem derind, så husk: Lavt antal omdrejninger og aldrig over 30 grader, da limen, der holder skoen sammen, går op.
Til rengøring af dine sneakes anbefaler jeg at investere i plejeprodukter f.eks. Jason Markk. Deres 'quick wipes' er en nem og hurtig måde at rengøre overfladisk skidt. For mere dybdegående rengøring er deres 'Essential cleaning kit' nemt og billigt.
Når dine sko er rene, mangler du bare snørebåndene. Du kan erstatte de gamle med et par nye – husk at tjekke tykkelse på snørebåndet, og at længden er nogenlunde ens på de to par for det bedste resultat. Alternativt kan du vaske dem i maskinen, sammen med en hvid vask, i en vaskepose.
Andre tips
LÆS OGSÅ: Sådan udvider du dine sko