Da Jacquemus tilbage ved F/W-2017-modeugen introducerede den lille Le Chiquito-taske på catwalken, var der kun to modeller, som bar tasken. På trods af dens lille størrelse og beskedne indtog i showet, gjorde den et umådeligt stort indtryk.
Der gik ikke længe før tasken blev spottet på store stilikoner som Kendall Jenner og Rihanna - og siden da, er de små tasker blevet et varemærke for Jacquemus, som i dag er kendt verden over for de små og lettere upraktiske - men søde - tasker.
Der gik ikke længe før Jacquemus lavede en ny og endnu mindre taske, Le Petite Chiquito, som kun kan indeholde noget så småt, som en pakke tyggegummi, et par øreringe eller et simkort.
LÆS OGSÅ: 10 typer tasker, enhver kvinde må eje
Og nu har den svenske boliggigant IKEA ladet sig inspirere af det franske modebrand Jacquemus. IKEA har nemlig lavet en miniversion af deres velkendte IKEA-bærepose, som er præcis lige så mikroskopisk som Jacquemus' Le Petite Chiquito.
Normalt, når man forlader IKEA, er de store IKEA-bæreposer fyldt med stearinlys, sengetøj, bestik og en helt masse andre boligting - som man ikke vidste, man havde brug for. Men med den nye mini-version af IKEA-bæreposen bliver det en noget billigere, men måske mere stilet, tur i IKEA.
For at få fat i miniature bæreposen, skal du af med en 10'er - en smule billigere, end hvis du drømmer om Jacquemus' mikroskopiske-taske, som koster lige omkring 2.000 kroner.
LÆS OGSÅ: 13 lækre tasker til jobbet
Det er, som du måske husker, ikke første gang, at IKEA har forvandlet den velkendte blå bærepose til en modeinspireret accessory. De var også hurtigt med på bøllehat-trenden, som et sjovt og anderledes tag på den hypede trend.
Men det er ikke kun IKEA, som får inspiration fra modeverdenen...
I 2017 lavede Balenciaga en stor shopping-tote-taske, som minder bemærkelsesværdigt meget om den ikoniske IKEA-bærepose.
Balenciaga har aldrig bekræftet sammenhængen mellem deres blå shopping-tote til 13.350 kroner og IKEAs klassiske bærepose til 5 kroner - men ligheden er slående!
IKEA tog godt imod Balenciagas "tribute" og lavede som modsvar en sjov reklame for bæreposen, hvor de udpeger forskellene på de to tasker - og selvfølgelig bæreposens "overlegenhed" mod den dyre designertasker. De gik så langt, som at bruge den kendte, svenske modefotograf Anders Kylberg til at tage billeder af deres blå-gule bærepose.
Hvad bliver mon det næste samarbejde mellem IKEA og modeverdenen?