Victoria Beckham vinterkollektion 2013

MODEUGERNE

Dansk topmodel går catwalk for Victoria Beckham

Victoria Beckham holdt modeshow i New York. Se billederne, hvor danske Caroline Brasch gik catwalk

Designeren Victoria Beckham har tilsyneladende en svaghed for danske modeller.

Josephine Skriver, som har været på forsiden af dansk ELLE to gange, er model for Beckhams solbrillekollektion, og da designeren i weekenden viste sin efterårskollektion under modeugen i New York, var det med endnu en dansk model på catwalken, nemlig danske Caroline Brasch.

Caroline Brasch kickstartede sin karriere i marts 2010, da hun gik Dries Van Noten-showet i Paris og derefter åbnede for Valentino. Hun har det travlest under de internationale modeuger i New York, London, Milano og Paris og gik da også hele 46 shows i S/S-2013-sæsonen. På kampagne-CV'et kan hun skrive prominente navne som Balenciaga, Marc Jacobs og Valentino - og behøver vi at nævne, at hendes cool-faktor også steg gevaldigt, da Alexander Wang opkaldte et par sko efter hende i 2012?

Victoria Beckhams kollektion var vanen tro enkelt og ren. Denne gang atter med meget lige linier, og som noget nyt med trekantede udskæringer og fokus på ærmer og hals.

Farverne var beige, grå og sorte, men med små splashes af farve, så som neongul og elektrisk blå.

Efter showet kom Victoria Beckham ind på catwalken for at modtage sin applaus, og sidste år blev publikum glædeligt overrasket, da et smil undslap designerens ellers meget konsekvent sammenbidte læber - dette var desværre ikke tilfældet i år.

Se Victoria Beckhams vinterkollektion 2013 i galleriet nedenfor.