Victoria Beckham SS17
Foto: AOP
MODEUGERNE

GALLERI | Afslappet Victoria Beckham fik stående hyldest i New York

Anna Wintour og David og Brooklyn Beckham var med på første række, da Victoria Beckham viste sin nyeste kollektion frem under modeugen i New York.

Afslappet Victoria Beckham fik stående hyldest i New York

Når Anna Wintour rejser sig op og klapper efter et show, ved man, at man ’er noget’ i modebranchen – og at man har fat i den lange ende.

Så Victoria Beckham må have en god følelse i maven lige nu. Den stramme Vogue-redaktør sprang nemlig op fra sit sæde, da de sidste modeller var skridtet af podiet, og Victoria Beckham viste sig efter præsentationen af SS17-kollektionen under modeugen i New York.

Lige så hurtige på aftrækkeren var Anna Wintours sidekammerater – David Beckham og parrets ældste søn, Brooklyn. ’Så stolt af min mor. Fedt show’, skrev teenageren på Instagram bagefter.

LÆS OGSÅ: Victoria Beckham lancerer makeup-kollektion

Victoria Beckham er kendt for en stram og enkel æstetik – både når det gælder hendes kollektioner og hendes egen påklædning – men til modeugen i New York var stilen blødt op, mildere og mere romantisk med blomsterprint, velour i pastelfarver og løsthængende silhuetter.

- Signatursilhuetten er der stadig, men den har udviklet sig, den er blevet pillet fra hinanden. Jeg tog en jakke på og lod den glide ned ad skulderen, åben, slasket, og jeg tænkte ’det ser rigtig cool ud’. Det handler om at bløde det op denne sæson. Jeg ville have, at tøjet skal se ud, som om man bare lige er hoppet i det, siger Victoria Beckham til Vogue.com om den nye kollektion.

Hendes egen stil er også gennemsyret af den nye afslappethed. Da hun dukkede op på catwalken – til stående hyldest – var hun iklædt en løs, hvid skjorte og vide, lyse bukser, bundet med et sort skærf i taljen og flade sorte sandaler.

Se looks fra showet her – inklusive bifald fra Anna Wintour og ’drengene’.

Victoria Beckham SS17

LÆS OGSÅ: De 8 største trends dette efterår