London Fashion Week AW17, de 5 største tendenser
Foto: Mondadori og AOP
MODEUGERNE

London Fashion Week | 5 tendenser, du skal holde øje med

London Fashion Week sprudlede af ny energi og slagkraftige designs, som fik den internationale modepresse til at klappe i hænderne. IN giver dig her de 5 vigtigste tendenser fra London, hvor designerne stadigvæk holder den britiske fane højt ved at trække på patriotiske materialer som uld, tweed og blonder.

Stærke farver, shine og uld. Få et overblik over de 5 største tendenser fra London Fashion Week.

1. Tendens: Stærke farver sat skævt sammen

Ironisk nok, var det den britiske designer og ex-Spice Girls, Victoria Beckham, der fremviste sit tøj i New York, der slog tonen an for ”stærke farver sat skævt sammen”-trenden, som satte sig massivt på showsene ved hjemlandets modeuge. Victoria Beckham blev fotograferet i et par brændt okker-bukser med en lyseblå skjorte.

I London fulgte Victoria Beckhams designer-kollegaer efter. Trenden blev taget op af Roland Mouret, der var Victoria Beckhams yndlingsdesigner, før hun begyndte at lave sit eget tøj. Rygterne gik dengang på, at Roland Mouret hjalp Victoria Beckham med den første kollektion, som var meget skarpt skåret af en nybegynder.

Roland Mouret fejrede 20 års jubilæum i London med isblå lange bluser over lyngfarvede nederdele – eller gule bluser over petroleumsblå nederdele. Også kreativ direktør, Johnny Coca, hos Mulberry, gav den gas med farverne - eksempelvis med et look med orange bluse, lilla nederdel og græshoppegrønne lange støvler.

Fra venstre: Roland Mouret, Mulberry, Mulberry, Roland Mouret og Mulberry. Foto: Mondadori

LÆS OGSÅ: REJSEGUIDE: De nye hotspots i London

2. Tendens: Blomster

Både hos det britiske designtalent, Simone Rocha, Erdem, Mulberry og Topshop Unique spillede blomster en stor rolle i kollektionerne.

Hos Mulberry og Erdem var blomsterne endda i brokadestof og blonder – hos Erdem havde selv støvlerne blomster på. Simone Rocha viste store, militaristiske jakker med læderskrårem og tynde kjoler, som hun havde puttet røde blomster på. Hvorfor røde blomster?

- Inspirationen kom fra vredens farve, men jeg prøvede at gøre det på en fredelig måde – gennem blomster, sagde Simone Rocha til britisk Vogue.

Fra venstre: Simone Rocha, Erdem, Mulberry, Topshop Unique og Christopher Kane. Foto: Mondadori og AOP.

3. Tendens: Skinnende stoffer

Skinnende stoffer som brokade og velour holdt sit indtog under London Fashion Week og sås blandt andet hos Mulberry og Erdem.

Men først og fremmest sås tendensen hos Christopher Kane, som viste regnbuefarvede hologram-prints på skinnende bluser, jakker og nederdele. Også Topshop Unique var med på den skinnende trend og slog to fluer med ét smæk ved også at vise blomster på kjoler og bluser.

Fra venstre: Christopher Kane, Topshop Unique, Christopher Kane, Mulberry og Erdem. Foto: Mondadori og AOP.

4. Tendens: Chunky sweatre

Store kabelstrik-uldtrøjer hen over en blondekjole, som Burberry stylede trøjen med eller en chunky mønstret sweater over en rosa nederdel, som Mulberry fremviste.

Her havde modellerne også lådne cashmere-strømpebukser på, som lignede lodne blomsterstilke, når modellerne betrådte catwalken.

Fra venstre: Burberry, Mulberry, Christopher Kane, Pringle of Scotland og Mulberry. Foto: Mondadori og AOP.

5. Tendens: Plisseringer fortsætter

Plisseringer bliver stort igen denne sommer og ses blandt hos Stella McCartney. Men står det til de øvrige britiske brands, fortsætter tendensen ind i efteråret.

Christopher Kane viste et look i syrenlilla fra top til tå med plisseringer i nederdelen. Og hos Mulberry var der hele looks med plisseringer på både bluse og nederdel.

Fra venstre: Christopher Kane, Mulberry, Christopher Kane, Mulberry og Christopher Kane. Foto: Mondadori

LÆS OGSÅ: New York Fashion Week | 3 tendenser du skal holde øje med