Foto: Petra Kleis
MODEUGERNE

MIN MODEUGE | Med INs moderedaktør Louise Amstrup

Hun glæder sig til at se alle de nye designtalenter på catwalken, være sammen med alle sine danske modekollegaer og blive klogere på, hvad der kommer af tendenser til efteråret. Her er INs moderedaktør, Louise Amstrups modeuge.

Den danske modeuge står for døren, og den byder blandt andet på et comeback fra Munthe og en masse nye designtalenter.

LÆS OGSÅ: Min modeuge | Med designer Naja Munthe

INs moderedaktør Louise Amstrup glæder sig til at se, hvad der kommer af tendenser til efteråret – og det kommer den danske modeuge som den første af modeugerne med sit bud på.

Her er moderedaktørens modeuge.

Hvordan forløber en typisk dag under modeugen for dig?
Jeg begynder tit dagen med at hoppe i tøjet og gøre mig klar – og så drikker jeg noget kaffe. Så sørger jeg for, at jeg har skiftetøj med i tasken, hvis ikke jeg kan nå at komme hjem inden en middag. I år starter modeugen en tirsdag, og det første show er først kl. 15 om eftermiddagen, så den dag bliver ikke så stresset fra morgenstunden af, men dagen er lang alligevel, da Illum holder middag om aftenen. Men ellers er det ud til shows og events fra morgen til aften.

Hvad ser du mest frem til at opleve denne gang?
Jeg glæder mig mest til at se vores Dansk Design Talent Magasin Prisen-vinder Cecilie Bahnsen. Hun er sådan et frisk pust til den danske modescene. Hun har sit helt eget univers, som er udansk, fordi hun går så meget op i materialer og arbejder så meget med kjoler og finurlige snit, som måske ikke er så typisk dansk. Ellers glæder jeg mig altid til Mark Kenly Domino Tan, By Malene Birger og Freya Dalsjø. Tonsure (et dansk herrebrand, red.) glæder jeg mig også til.

Hvad tror du, kommer til at overraske dig mest?
The new kids, som første gang holder show. Helt klar. Muf10, Martin Asbjørn og sådan en som Trine Lindegaard, som jo har fået indsatte fra fængsler til at brodere for sig.

Hvad er det bedste ved modeugen i København i forhold til de udenlandske?
På en eller anden måde er vi jo alle sammen en stor familie, så der er rigtig meget socialt i det. Det er enormt hyggeligt, og man har rigtig mulighed for at netværke. Det er også fedt, at man kan nå så mange shows, fordi byen ikke er større, end at man let kan komme fra A til B. Der er en stor opbakning til den danske mode fra pressen, indkøbere og den internationale presse.

LÆS OGSÅ: MIN MODEUGE | Med modeugens direktør Camilla Frank

Hvad husker du bedst fra sidste modeuge?
Der var jeg ret vild med Mark Kenly Domino Tan, som var ret skulpturel og meget tro mod hans dna, men samtidig havde hans designs også fået en ret kommerciel tilgang. Det blev holdt under et eller andet overdække på Amager, og vejret var fantastisk, og det var så smukt. Og så brugte han jo drengemodeller, fx Vincent Beier, til at vise sit kvindetøj, og hele den der unisex-bølge kan jeg bare så godt lide, og det er meget moderne. Det er fedt at se, at det kønsløse bliver trukket ind på den danske scene, og det er fantastisk, at vi også kan være så internationale.

Hvad har du altid med i tasken?
Tyggegummi, vand og cigaretter.

Hvad regner du med at få ud af modeugen?
Det bliver spændende at se, hvad der kommer af tendenser til efteråret. Den danske modeuge ligger jo før den i London, og den i Paris, New York og Milano, så den giver ligesom det første kig ind i fremtidens mode. Vi kommer sikkert stadig til at se flere af de der streettendenser, og det meget skulpturelle tror jeg også, vi kommer til at se mere til, men det bliver spændende at se. Jeg glæder mig meget.

Læs mere om: