MODEUGERNE

MODEUGEN 2015 | De bedste shows fra dag 2

IN tager dig helt tæt på Copenhagen Fashion Week, og viser dig de bedste shows og mest spektakulære outfits fra catwalken. Se de smukke billeder i artiklen

By Malene Birger

Det fascinerende lokale, Lokomotivværkstedet, skabte en smuk ramme om By Malene Birgers show. En skøn blanding af smukke og stærke modeller bar den flotte ss16 kollektion, der emmede af en autentisk parisisk chic stemning, med stærke 1970'er tendenser. Florlet silke, tynd ribbet strik og læder dominerede, i lyse lette sommerfarver, brudt med accessories og enkelte styles i en smuk bordeaux. Det var ultra feminint, men stadig med snit fra den mandlige garderobe. Showet var smukt og imponerende, og med et utal af catwalk looks, man straks havde lyst til at hoppe i. 

Baum und Pferdgarten

Showet blev holdt på Langelinie og lokalet var fyldt til randen, da Baum und Pferdgarten sendte sin ss16 kollektion ned ad catwalken, der bød på en overflod af smukke materialer og både feminine og cool prints. Der var leget med bl.a. blonder, silke, pallietter og denim. Farverne var et mix af sarte toner, flaskegrøn, marineblå og sort. Det var en super flot og alsidig kollektion, der samtidig føles som vokset stærkt ud af deres forrige. Der er mange favoritter at glæde sig til.

Bruuns Bazaar

Bruuns Bazaar holdt et show i ægte skandinavisk ånd. De enkle, rene snit var i højsædet, præcis som vi elsker dem, i florlette stoffer, skæve men afbalanceret detaljer, rene lyse sommerduftende farver og stærke klassiske suits. Der var en underspillet romantik i luften, og rigtig mange smukke kjoler til den kommende spring-summer 2016 

Mark Kenly Domino Tan

Mark Kenly Domino Tan viste igen sin kunsteriske kunnen frem, denne gang med show i Dinesen Showroom. Det var et intimt show med storslået design på catwalken. Makeuppen var dramatisk og farverig, og det komplimenterede de stærke styles i primært sart grå, sort med et mix af stærke farver som grøn og gul. En flot kollektion af Marks gennemarbejdede design, der kun vækker stor respekt.

Fonnesbech

Fonnesbech bød på et super fint ss16 show i autentisk ånd med brandets forrige kollektioner. Det er de små detaljer, der bærer styrken i designet, og de utrolig lækre materialer. Farverne var marineblå, flaskegrøn og hvid og denim, håndværket er i højsædet, og Fonnesbech byder ind til en æstetisk hverdagsgarderobe med brugbare elegante styles, der klæde din garderobe de næste mange sæsoner

Ganni 

Ganni førte an med de positive vibes med deres ss16 show med titlen "Optimism". Fabrikken for kunst og design på Amager, hvor showet blev holdt, var pyntet med store gule papirsskulpturer, der lagde den gyldne stemning over aftenen. Den gule farve gik igen i kollektionen, som var feminin, sporty og cool, og fyldt med både blomsterprint, fin silke og rå læder. Det flotte udvalg af cool modeller, og de rå rnb rytmer fra musikken skabte rette hype om endnu en flot og brugbar kollektion.


(Billede fra Instagram, da run-way billeder ikke var udkommet, da denne artikel blev udgivet.)

Saks Potts 

Saks Potts er hurtigt blevet en ægte darling i den danske modescene; i foråret vandt de en ELLE style award som årets uundgåelige brand, og denne sommer er de klar med deres første fulde show-kollektion. Det startede ud med de skønne farverige pelse, og de fluffy materialer har nu bredt sig som farverige detaljer på frakker og veste, og farveskalaen har bredt sig til enkelte styles af kimonoer, kjoler og buksedragter. Ifølge Saks Potts byder ss16 på smukke pelse, og med dette show er jeg sikker på, at de har fået en masse overbevist om samme.

LÆS OGSÅ: De bedste shows fra modeugens dag 1