De største tendenser fra New York Fashion Week
Fra venstre: Prabal Gurung, Michael Kors og 3.1. Phillip Lim. Foto: Mondadori.
MODEUGERNE

New York Fashion Week | 3 tendenser du skal holde øje med

Det amerikanske valg og den nye mand i Det Hvide Hus satte i den grad sit præg på modeugen i New York.

Hvis man går rundt og tror, at mode lever sit eget liv uafhængigt af strømninger, ideer og tendenser i samfundet, kan man godt tro om igen.

Under modeugen i New York blev det endnu en gang klart, at moden i den grad afspejler den verden, vi lever i, og at designerne ikke bare designer tøj, men statements og kommentarer til dén verden.

Her får du tre af de største tendenser fra catwalken i New York:

1. Politik, tak

Mens historie, traditioner og patriotisme næsten altid er et tema på modeugen, gik designerne denne gang et skridt – eller 10 – længere og langede direkte ud efter den nye amerikanske præsident, Donald Trump, og hans holdninger til både kvinder, indvandrere og flygtninge.

Nepalesiske Prabal Gurungs show var i en klasse for sig – der sås mange våde øjne på publikumsrækkerne, da han lod sine modeller, heriblandt danske Josephine Skriver, skridte ned ad podiet iført statement-T-shirts med ord som ’Break down walls’ og ’We will not be silenced’.

Hos Calvin Klein var protesten lidt mere skjult. Det ikoniske modehus’ nye designer, Raf Simons, sendte bl.a. en model i dekonstrueret stars and stripes-nederdel på podiet til tonerne af David Bowies ’This Is Not America’.

Fra venstre: Prabal Gurung, Calvin Klein, Alice & Olivia, Public School og Creatures of Comfort. Foto: Mondadori og AOP.

LÆS OGSÅ: Sheela Maini Søgaard | Flyttede familien med til New York

2. Suit up!

Donald Trumps modkandidat ved valget i november, Hillary Clinton, satte også sit præg på modeugen. I hvert fald lod det til, at flere designere havde ladet sig inspirere af hendes forkærlighed for ’pantsuits’ – jakkesæt – gerne med knald på farverne.

Bl.a. Oscar de la Renta – som ellers er kendt som balkjolernes mester – og 3.1 Phillip Lim har pangfarvede suits i deres kommende efterårskollektioner, mens andre store modehuse byder på jakkesæt i en lidt mere afdæmpet farvepalet.

Flere medier har allerede udnævnt jakkesættet som den største tendens overhovedet på New York Fashion Week.

Fra venstre: Altuzarra, 3.1. Phillip Lim, Calvin Klein, Oscar de la Renta og Jason Wu. Foto: Mondadori.

3. Bordeaux

Medmindre man ser den som symbol på lysten til at kravle tilbage i mors mave og forsvinde – eller til at drukne sine sorger i en flaske rødvin – udspringer farven bordeaux nok ikke af nogen politisk afmagt eller utilfredshed.

Men den dramatiske nuance var alle vegne i New York. Langt de fleste designere – bl.a. Michael Kors, hvis både tilgængelige og inspirerende kollektion er blevet rost til skyerne – iklædte modellerne bordeaux fra top til tå, mens enkelte satte farven sammen med en klar rød eller forskellige nuancer af blå, fra støvet lyseblå hos Victoria Beckham til knaldende koboltblå, som afspejlede en anden stor trend under modeugen, nemlig 80’erne.

Fra venstre: Jason Wu, Delpozo, Michael Kors, Victoria Beckham og Public School. Foto: Mondadori.

LÆS OGSÅ: Oplev Mulberrys AW-17-show fra London Fashion Week