Alberte afslører, hvad hun skal lave i sommerferien

STILIKONER

Albumaktuelle Alberte: Sådan bliver min sommerferie

Albumaktuelle Alberte afslører, hvad hun skal lave i sommerferien

I dag udkommer Albertes nye ep, som er skøn lyd til sommerens hyggelige fester. Selv skal sangerinden bruge sin ferie på at drikke masser af campari med sodavand og fordybe sig i god litteratur.

Lyse nætter, kolde drinks og gode venner. Er der noget bedre? Nu er der ikke længe til de varme måneders uforglemmelige og lune fester under sommerhimlen. Og sommer betyder samtidig også ferie og fridage. Og dem skal sangerinden Alberte Winding bruge på at forkæle sig selv i solen.

"I år tænker jeg på at leje et sommerhus i omegnen af Vejby og Tisvilde. Det er mit barndomshjem, og jeg føler mig rolig der," fortæller hun til IN.dk og afslører samtidig sin største "sommersynd":

"Jeg har en tendens til at drikke drinks med campari og og sodavand, det er simpelthen så skønt. Men jeg har også fået lidt mave, som jeg skal af med. Så jeg vil ud og løbe nogle lange ture. Det er sjovt med sundhed om sommeren. For egentlig lever jeg nok sundere end jeg gør om vinteren, men drinksene hjælper nok ikke på det, haha," smiler Alberte.

At den 50-årige sangerinde vælger at leje sin feriebolig giver hende masser af muligheder for at udvide sit forfatterkendskab.

"Når jeg er i en andens sommerhus, så læser jeg de bøger, de har stående. Og det er ofte noget litteratur, som jeg ikke selv ville købe, hvilket er vildt fedt, fordi så rykker jeg mig. Jeg kommer altid hjem fra sommerhus og har opdaget en ny forfatter, som jeg er blevet helt vild med," fortæller hun.

Når Alberte Winding ikke hygger sig med en god bog og en lækker cocktail, får hun gennem sommeren travlt med at spille koncerter rundt omkring i Danmark. Og i dag, mandag den 6. maj, har hun premiere på sin nye EP, som hun skal optræde med. EPen er et remix af Albertes nyeste cd "ØnskeScenariet". Den hedder "Alberte Winding og Remix Scenariet".

"Det er en dejlig cd, og den har brug for et ordentligt kram, da den er druknet lidt i mængden. Det er det fedeste band, tekster fra et typisk kærlighedsliv, og så er den også okay rar til solbadning og yoga-øvelser. Så der er altså både en akustisk cd og nu, lidt mere tosse dansable remix," siger den seje sangerinde selv om pladen.

Du kan høre Alberte synge sange fra det nye album den 30. maj på den lille cafe i København, der hedder Rode Roses Kaffebar, på Rosenholm festival den 1. juni, eller på Fanø den 5. og 6. juli og i Gladsaxe den 24. august.