Chanel - En evigt ung mademoiselle
STILIKONER

Chanel - En evigt ung mademoiselle

Chanel formår at være cool, selv om brandet har mere end 100 år på bagen. Nu åbner det franske modehus butik på en af Københavns fineste adresser, og det kommer ikke bag på eksperter, at det netop er nu.

– Hun efterlod en stil, der er tidløs, men som altid passer til tiden.

Så kort siger Karl Lagerfeld det om Coco Chanel og brandet Chanels betydning for moden i dag. Og skal han uddybe, tøver han ikke med at sige:

– Hun gav os sig selv og en stil, der udvikler sig med tiden. Hun skabte en mode-lavine med sit design, der blev kopieret og stadig gør det. Chanel er blevet en kosmopolitisk legende, som er globalisering, inden den slog igennem. Det er også derfor, at der findes over 300 butikker i hele verden, siger Chanels chefdesigner, Karl Lagerfeld, på modehusets eget webmedie, Inside Chanel.

LÆS OGSÅ: Løver karruseller, rumraketter – Chanels vildeste shows nogensinde

Hans ord rammer lige ned i spørgsmålet om, hvorfor det franske modehus, der slog dørene op i 1909, åbner sin nyeste flagship store i København lige nu.

– For Chanel er beliggenhed helt afgørende, og da vi havde fundet den, syntes vi, timingen var rigtig. Kongens Nytorv er et centralt sted for os at møde både danske kunder og turister, og så er der den franske forbindelse. Dels med Frankrigs ambassade lige overfor, og så det faktum, at Kong Christian 5. lod sig inspirere af Place Vendôme i Paris, da han fik torvet anlagt i sin tid, siger Julien Béard, direktør for Chanel i Skandinavien, til IN om den nye butik på adressen Kongens Nytorv 28, lige ved siden af Hotel d’Angleterre.

Nu åbner Chanel butik på Kongens Nytorv.

Se Chanels 12 vildeste modeshows nederst i galleriet…

Med på hygge-bølgen

Dermed føjer Chanel sig til rækken af luksusbrands, som inden for de seneste par år er genåbnet og har nyetableret sig med selvstændige butikker på de dyreste adresser i Københavns Indre By: Hermès, Prada, Louis Vuitton, Saint Laurent, Valentino, Tod’s og Salvatore Ferragamo side om side med veteraner som Burberry, Gucci, Bottega Veneta, Mulberry og Armani.

– Verdens store fascination af København, og generelt af Danmark, er blevet vækket ret sent. Efter min mening hænger det sammen med, at vi som et lille land bedre passer ind i det moderne menneskes værdisæt i dag. Vi dyrker ‘hygge’, som blev til et hipt internationalt mantra. Vi idealiserer enkelhed, da vi rent kulturelt er blevet opdraget til ydmygt at nøjes med livets små glæder. Vi er demokratiske og meget lidt imponerede over materielle goder. Hos os handler det om at være menneske fremfor alt, og netop dét er definitionen på den moderne tankegang. Derfor er København i det internationale rampelys, siger grevinde Cath Danneskiold-Samsøe, som har mange års erfaring som brandingsekspert og er tidligere spokes­person for mærker som Max Mara og Louis Vuitton i Danmark.

Gabrielle ’Coco’ Chanel grundlagde sit modehus i 1909.

– Det er på den baggrund, man skal forstå beslutningen hos de internationale luksusbrands om at åbne flagship stores på verdens mest hippe steder. København har aldrig været mere hip end nu. Tiden er kommet, fortsætter hun.

Chanel trak sig ud af mange års samarbejde med den danske luksusbutik Birger Christensen i 2011 for at se sig om efter en selvstændig butik. Nu kommer den så i 100-års jubilæumsåret for Coco Chanels egen åbning af verdens mest kendte modeadresse – 31 rue Cambon i Paris.

Her rykkede mademoiselle Chanel ind i 1918 og skabte konceptet for den moderne boutique med både tøj, sko, tilbehør og senere også parfume med lanceringen af duften over dem alle, Chanel no. 5.

Pernille Teisbæk, mode-influencer og direktør i Social Zoo

Selv om brandet følger med tiden, vil den københavnske filial have mange af de signaturelementer, som er essensen af Chanel: sort, hvid, beige, guld og tweed. De fortolkes af arkitekten Peter Marino, der indretter alle modehusets butikker, så de passer til den bygning, de ligger i.

Sjælen i indretningen skal også reflektere den stilfulde komfort, som Coco Chanel boede med i sin lejlighed over butikken i rue Cambon lige til sin død i 1971.

LÆS OGSÅ: Karl Lagerfeld bringer Chanels ikoniske two-tone sko tilbage på catwalken

Karl & Kaia

Kaia Gerber er strøget til tops i modeverdenen på rekordtid. Og nu kan den 16-årige model også snart skrive designer på sit visitkort. Hun har samarbejdet med Chanels chefdesigner, Karl Lagerfeld, om en særkollektion for det brand, der bærer hans navn. Kollektionen lander først i butikkerne til efteråret, men det forlyder, at den stilmæssigt fusionerer hans pariser-chikke stil med hendes afslappede L.A.-look.

Modeinvesteringer der holder

At Chanel i en alder af mere end 100 år stadig er relevant i modebranchen og attraktiv for både unge og ældre fashionistaer, skyldes i høj grad Karl Lagerfeld. I 35 år har han som kreativ leder fornyet modehuset og skabt verdens mest genkendelige brand, som et kvinder gerne vil identificere sig med.

Man plejer at sige, at kunderne begynder med en læbestift, så kommer parfumen og senere begæret efter at eje solbriller, sko og tasker. Nogen stopper her, mens andre rykker op i superligaen og også investerer i tøjet.

Det gør Cath Danneskiold-Samsøe. Hendes første ­Chanel-køb var en lang aftenkjole i sort tweed, som stadig hænger i hendes garderobe, samt en aftentaske i silkesatin.

Skuespilleren Kristen Stewart i Chanel til et film-event i New York.

Hun er stadig stor Chanel-fan til både hverdag og fest, fordi designet passer til hendes mangefacetterede karriere som kunstkurator, chefredaktør for magasinet Beredskab, designer og brandingekspert.

– ‘Savoir vivre, savoir faire’ og en attitude med kæmpe selvtillid. Det er dét, som gør Chanel til et superbrand. Hos dem handler det ikke alene om fashion. Det handler om følelsen at være uafhængig og chik. En sand Chanel-kvinde er chik, uanset om hun er casual eller elegant, om hun er alene eller i selskab, siger Cath Danneskiold-Samsøe.

Som hun ser det, skabte Coco Chanel sit brand ud fra behovet for frit at udtrykke sine tanker, uanset tidens stramme normer.

Hun bragte kvinden i centrum på en befriende, direkte og meningsfyldt måde, og det var hendes nysgerrige syn på verden, som sammen med hendes drive til frit at udtrykke sig, også via sin påklædning, gav kvinder selvtillid.

Evnen til at opdatere klassikerne – som fx en lille Chanel- taske i denim – er en af grundene til, at Chanel formår at blive på toppen.

– Begavelse og ægthed sammen med god smag er den røde tråd i Chanels succes igennem tiderne. Se bare på deres altid elegante tasker og sko. Begge dele kan bruges i mange år og til mange forskellige lejligheder. De er gode modeinvesteringer, der vil dække de fleste kvinders behov i mange år, siger Cath Danneskiold-Samsøe.

LÆS OGSÅ: Denne type denim skal du kende lige nu

Det er hun ikke ene om at mene. Stylist og kreativ direktør i Social Zoo Pernille Teisbæk købte selv en sort Chanel-­taske for 10 år siden i New York, og den er stadig i brug. Hun er kendt for sin sikre stil, hvor hun gør luksus til streetwear – og omvendt.

– Et par Chanel-sko eller en Chanel-taske kan opgradere ethvert look og hurtigt skabe en kontrast til det, der er sporty og casual, siger det danske modeikon.

Fingeren på street-pulsen

Hun repræsenterer generationen af mode-influencers, som konstant er i søgelyset hos trendeksperter og fotografer til internationale modeevents og er på den måde med til at skabe moden med den måde, hun mikser sit tøj og tilbehør.

Hertuginde Kate har – naturligvis – også Chanel i klædeskabet.

Karl Lagerfeld er kendt for at have fingeren på pulsen, når det gælder udviklingen af streetstyle. Men har klassiske, feminine Chanel en chance i en tid, hvor moden i højere og højere grad bliver inspireret af streetstyle og sportstøj?

– Man kan sige, at Karl Lagerfeld formår at gribe tendenserne og integrere streetwear på en Chanel-måde ved at lave fx tweedsneakers og funky hættetrøjer. Han inkorporerer streetwear-elementet på en mere kvindelig måde, samtidig med at han holder fast i kernen af det, der er Chanel: kvalitet og holdbarhed i alle design, lyder det fra Pernille Teisbæk.

Cath Danneskiold-Samsøe supplerer:

– Brandet søger ikke efter en påtaget originalitet og tilpasser sig ikke street fashion. Det er nærmest omvendt. Det er Chanel, som på mange måder sætter takt og tone. Deres konsekvente nysgerrighed på verden gør brandet relevant og tidløst. Derfor er brandet cool.

Se Chanels 12 vildeste modeshows her i galleriet:

Chanels 12 vildeste modeshows

LÆS OGSÅ: SHOW | Chanel prøver noget markant anderledes

Læs mere om: