Connie Løkkegaard: God stil kommer indefra
Foto: Anne Mie Dreves
STILIKONER

Connie Løkkegaard: God stil kommer indefra

Connie Løkkegaard bliver inspireret af virkeligheden – ikke det, der foregår på sociale medier. Så hun har altid øjnene med sig – ikke mindst på gaden i Paris og Rom. Her inviterer hun dig indenfor i sit klædeskab.

Connie Løkkegaard er 55 år og ansvarlig for taskebutikken hos Kassandra i København.

Connie Løkkegaard – mit klædeskab

Hvad er god stil for dig?
God stil handler om gode materialer, og at man klæder sig, så det passer til ens type, alder og humør. Jeg holder meget af silke, blonder og kashmir, og så er jeg primært til de mere rolige farver. Det er dog vigtigt at huske på, at god stil kommer indefra, og det betyder også, at man ikke behøver at følge moden slavisk. Tværtimod.

Hvordan har din smag ændret sig, i takt med at du er blevet ældre?
Den er faktisk blevet mere afslappet, i hvert fald i forhold til da jeg var helt ung. Der kunne jeg godt gå med plisserede nederdele – ja, det var også moderne dengang – det gør jeg ikke mere. Jeg tænker meget over, at jeg gerne vil være sporty og praktisk. Så det er sjældent høje hæle eller tøj, som ikke er behageligt at have på. Jeg har altid været meget klassisk, men er blevet mere sporty og afslappet. Og jeg gør væsentligt færre impulskøb, fordi jeg er blevet meget mere bevidst og ikke har noget særligt behov for at prøve alverdens ting af.

LÆS OGSÅ: Bliv guidet til din nye stil med en personlig shopper

Hvornår føler du dig særligt velklædt?
Jeg prøver så vidt muligt at føle mig velklædt hver eneste dag. Det er vigtigt for mig, når jeg går på arbejde, at jeg føler mig godt tilpas. Jeg kan sagtens gå på arbejde i et par jeans, men så har jeg altid en lækker blazer eller silkebluse på til. Så føler jeg mig velklædt. Jeg har ikke behov for stiletter eller flotte kjoler for at finde den følelse frem.

Hvad bør enhver kvinde have i sit klædeskab?
En masse smukke jakker, bluser og, ikke mindst, sko. Vigtigst af alt er, at det er kvalitetsvarer, som kan holde flere sæsoner. Jeg synes klart, at det kan betale sig at give det mere for noget og så have det i længere tid.

Parfumerne fra Dior har fast plads i Connies samling – de er både smukke og dufter godt. Taskerne her fra Valentino og Fendi er gode eksempler på, hvordan Connie er blevet mere modig på accessories-fronten. Foto: Anne Mie Dreves

Se flere billeder fra Connie Løkkegaards klædeskab nederst i galleriet...

Hvordan bruger du dine accessories?
Dem bruger jeg meget. Jeg har ikke 50 par øreringe, men dem, jeg har, bruger jeg flittigt. Når det gælder smykker, vægter jeg at købe den ægte vare, fordi jeg har nikkelallergi, men også fordi jeg hellere vil have få, men gode ting. Derudover går jeg meget med små tasker, der lige kan indeholde det mest nødvendige, og jeg pifter ofte mine outfits op med et lækkert bælte.

Hvad er dit allerbedste køb?
Det må være min slangeskindstaske fra Fendi. Den købte jeg for et år siden, og jeg elsker den. Jeg kan bruge den til alt, og den gør underværker for mine hverdagsoutfits. Helt klart en taske jeg vil have i mange år frem, også fordi den kan bruges både til hverdag og fest.

Hvilket sæt tøj ender du i en travl mandag morgen?
Jeg ender meget tit i et par jeans, det er en god måde at starte ugen på. Det er afslappet og hurtigt, intet skal stryges, bare af sted. Mandag er altid en lidt lang dag, den starter klokken seks med en løbetur, og så kører det ellers bare derudad til klokken 19, så mit tøj må gerne være praktisk og behageligt. Specielt mine Dior-sneakers kan redde min mandag morgen.

Hvis klædeskab ville du gå på hugst i, hvis du kunne?
Hvis man bare måtte vælge frit på den allerøverste hylde, må det nok være vores kronprinsesse Mary eller den græske prinsesse Marie-Chantal. De to ser altid hamrende godt ud og har en fantastisk personlig stil. Det er lige meget, om kronprinsessen er på rejse eller til fest, hun ser så fantastisk ud. Hun har virkelig fundet sin egen stil og bærer tøjet flot. Så er hun fantastisk til at mikse danske mærker i alle prislejer, og det er en kunst i sig selv. Men hun kan også troppe op i en Valentino-kjole.

Hvor finder du din inspiration?
Det er nok kommet igennem mine mange år i branchen. Jeg har aldrig været hende, der læste mange magasiner eller gik enormt meget op i mode. Men jeg har altid rejst meget og kommer meget både i Paris og Rom – specielt Italien har gjort et indtryk, deres kvinder er enormt velklædte. Jeg er meget lidt på sociale medier, så det er primært det, jeg ser omkring mig, der har indflydelse på min stil. Folk synes sikkert også, at jeg kigger for meget nogle gange!

Hvor shopper du?
Jeg kan rigtig godt lide Karin Winther, Leah Maria og Gossip. De rammer min smag og handler med dejlige kvalitetsvarer. Derudover nyder jeg også at shoppe, når jeg rejser. Der er bare mere ro til at kigge og prøve, når tempoet er sat lidt ned.

Hvordan ser din skønhedsrutine ud?
Jeg gør meget ud af at pleje min hud. Min datter er kosmetolog, og hun har gjort mig opmærksom på vigtigheden af at skrubbe, rense og pleje. Så jeg renser hver dag og bruger masker en til to gange om ugen efterfulgt af gode olier og serum for at opretholde fugtbalancen. Jeg har prøvet forskellige mærker – lige nu er jeg på Decléor-holdet, og det er jeg superglad for. Jeg kan mærke, at det virker. Jeg er også vild med Chanels parfumer, der er faktisk ikke én, jeg ikke kan lide, men Allure må være min absolutte favorit. Dior og Hermès laver også skønne dufte i smukke flakoner.

Hvordan holder du dig sund?
Jeg løber tre til fire gange om ugen, og jeg går med mine to hunde hver morgen i en time. Derudover drikker jeg meget vand og spiser rigtig god mad. Måske drikker jeg lidt mere rødvin, end jeg burde, men det skulle være godt for mig, fordi jeg har en lav blodprocent! Da jeg var yngre, spiste jeg kager, i dag vil jeg hellere spise dejlig mad og drikke vin. Og olier! Det sørger jeg for at spise, lige så meget som jeg smører det i hovedet. Jeg bruger nok en liter olivenolie i min madlavning hver måned. Det virker for mig – indtil videre.

Se flere billeder fra Connie Løkkegaards klædeskab her i galleriet:

Connie Løkkegaards klædeskab

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER