Dortes klædeskab
Foto: Anne Mie Dreves
STILIKONER

Dorte Helene Dam: Jeg præsterer bedst, når jeg er mig selv

Dorte Helene Dam, der er direktør på reklamebureauet Kindly, lader sin stil afspejle sin måde at være leder på. Smugkig i hendes klædeskab her.

Dorte Helene Dam - Mit klædeskab 

Dorte Helene Dam er 48 år og bor i Hellerup med sin søn Holger på syv år, som for tiden lærer sin mor at stå på skateboard. Hun er bureaudirektør på reklamebureauet Kindly, og har i mange år arbejdet med marketing, kommunikation og ledelse. Er ligeledes uddannet inden for organisationsudvikling, terapi, coaching, mindfulness og meditation.

Hvad er god stil for dig?

God stil er for mig langt mere end blot et tjekket outfit. Det er, når mennesker kender sig selv, deres styrker og potentialer og samtidig evner at se andre mennesker omkring sig og deres potentialer. I det hele taget er det fedt og kraftfuldt at betragte mennesker, hvis personlighed og intensitet brænder igennem indefra.

Køb et abonnement på IN og spar 50 % - KØB HER

Tag et kig i Dorte Helene Dams klædeskab nederst i galleriet...

Hvordan har din smag ændret sig, i takt med at du er blevet ældre?

Da jeg var yngre, var jeg nok mere drenget klædt, ofte i jeans og gummisko, lidt hurtig i replikken, vildt initiativrig og meget udadvendt. I dag er jeg også godt i kontakt med min feminine energi: empatien, det bevidste, intuitive, visionære og romantiske. Det giver sig til udtryk i mit tøjvalg med kjoler og nederdele som en naturlig del af min garderobe. Skoene har fået lidt hæl, selv om jeg stadig har praktiske sko med i tasken til fx efter en fest. I dag går jeg også langt mere op i god kvalitet – hellere lidt, men godt. Samtidig har jeg fokus på at få mit fundament godt på plads med sund hud, hår og krop, sind, sjæl og ånd.

Tekstbillede 1
Foto: Anne Mie Dreves

Daytona-ur fra Rolex og halskæde med dødningehoved og sten fra Alexander Wang er med til at understrege og fremhæve Dorte Helene Dams personlighed. Farver og feminine detaljer er med årene blevet en del af garderoben. Her pelsjakke og kjole fra Custommade.

Hvornår føler du dig særlig powerfuld?

Når jeg er i balance, har kontakt til både min maskuline og feminine energi og er 100 procent til stede i nuet. Så har jeg nemt ved at være initiativrig, tage plads og tage føringen. Og når jeg skruer lidt mere op for min feminine energi: tør være i roen, være lyttende, tålmodig, intuitiv og viser mere af mine sårbare sider, så oplever jeg, at andre også får skuldrene ned, slapper af og åbner sig. Det bruger jeg også i mit professionelle lederskab, hvor jeg ved at være i nuet på magisk vis får tingene til at flaske sig, uden at jeg krampagtigt behøver at kontrollere alt i processen. Så er der flow, og skinnerne kan lægges, mens toget kører. Nederdele, bluser med flæser og frynser, bælte i taljen, lidt hæl, neglelak, rouge og parfume er her blevet en naturlig del af mig og mit feminine lederskab.

Hvordan afspejler dit tøjvalg dit arbejdsliv?

Jeg er vild med at arbejde i reklamebranchen, da folk er forskellige både i personlighed og faglighed og kan udtrykke sig frit – også i tøjvalg. Jeg præsterer bedst som virksomhedsleder og sammen med kunder og medarbejdere, når jeg er mest muligt mig selv. Det kræver, at jeg har både mit hoved, hjerte og mave med på arbejde, og at mit tøj derfor også afspejler min personlighed og ikke er en uniform. 

Hvilken trend fortryder du, at du hoppede med på?

At plukke øjenbryn, for hvad fanden gik det lige ud på? Jeg har knoklet og heldigvis fået de buskede bryn tilbage igen. Ellers fortryder jeg intet – tværtimod elskede jeg min 80’er-permanent, hvor jeg med et vildt Whitney Houston-garn vandt en dansekonkurrence, hvor min veninde Birgit og jeg lavede rejehop.

Hvad bør enhver kvinde have i sit klædeskab?

Alle kvinder er unikke og forskellige, så alle skal ikke nødvendigvis have et par fede jeans eller en skindjakke i klædeskabet. Da man var yngre, var det vigtigt at passe ind i fællesskabet og ikke skille sig ud. Derfor hoppede man på en trend, fordi de andre piger gjorde. Men ‘one size fits none’. Når det er sagt, så synes jeg, at alle bør forkæle sig med et blødt jumpsuit, som er en luksus at hoppe i efter en travl arbejdsdag. Jeg har selv et fra Karmameju, som bliver brugt flittigt.

Hvem har en inspirerende stil?

Sofie Linde har en både cool og sjov stil med masser af farver. Jeg ser DR Ultra sammen med min søn Holger, hvor hun altid er skøn, nede på jorden, helt autentisk og bare sig selv. Hun har det rigtigt sjovt, hvilket man også kan se på hendes tøjvalg. Jeg kan godt lide, når livet får lidt kolorit – og det at klæde sig i lidt flere farver sætter automatisk lidt mere fut i livet. Jeg får fx ofte dejlige komplimenter, når jeg hopper i mine bordeauxrøde ponystøvler fra Custommade.

Hvordan bruger du dine accessories?

Mine smykker og tasker er min luksus i hverdagen. Jeg elsker, når ting har en mening, som giver positiv værdi, så hver af mine smykker har en symbolsk betydning for mig, hvor de minder mig om at være taknemmelig. Min smukke signetring fik jeg lavet i et tæt og rørende samarbejde med guldsmed Birgitte Borch, og de symboliserer både min livshistorie og det, som jeg ønsker mig af livet herfra. Mine smykker understreger og fremhæver den, jeg er, mine mange facetter fra kraft til sårbarhed ligesom mit Daytona-ur fra Rolex og halskæde med dødningehoved og sten fra Alexander Wang.

 

Tekstbillede 2
Foto: Anne Mie Dreves

Tasker til enhver anledning. Chloé står for den rummelige til cykelkurven, mens Falabella-tasken fra Stella McCartney ryger med til fest. Smykker med historie som guldkæden med medaljon fra Jane Kønig, der er en konfirmationsgave fra Dorte Helene Dams gudmor. 

Hvilke brands synes du er mest interessante lige nu?

Mærker som skatermærket Supreme, der samarbejder med kunstnere, fotografer og musikere. Vi kan nemlig lære meget og få inspiration fra hinanden, hvis vi ikke er for selvfede og stopper med at tro, at vi selv har alle de rigtige svar. Vi kan så meget mere sammen og på tværs af brands og brancher ved at kombinere tingene på nye måder. Det kollektive fællesskab og kreativitet rykker max. Et godt lederskab er derfor at give tilpas plads til, at folk ser hinanden og bruger forskellighederne konstruktivt. Virksomheder og brands, der kan det, de holder.

Hvordan ser din typiske skønhedsrutine ud?

Jeg står tidligt op i hverdagene og drikker i ro og mag et stort glas friskpresset citronsaft med kogende vand. Herefter laver jeg en helt fast serie af åndedrætsøvelser efterfulgt af 12 minutters meditation. Jeg tørbørster kroppen fra top til tå med mine børster fra Karmameju, og for at få blodet til at rulle hopper jeg i havet fra den lokale badebro eller tager det kolde gys under bruseren. De morgener, hvor Holger er hos sin far, laver jeg ‘De 5 tibetanere’. De skulle efter sigende give evig ungdom – og det vil jeg gerne have. Ellers har jeg yoga-appen Asana Rebel.

Hvad er velplejethed for dig?

Det gode fundament, hvor sundheden stråler indefra og ud. Velplejethed er for mig også fugtet hud og kraftigt hår, velplejede negle og bløde hæle. Gwyneth Paltrow og hendes site Goop med holistiske budskaber er inspirerende ligesom min meditationsguru Henning Daverne og forfatteren Louise Hay, der inspirerer til at pleje sjælen.

Hvilke skønhedsprodukter kan du ikke leve uden?

PHformulas ansigtsserie med alt fra rens til pleje. Håndcremer – specielt fra Tromborg, som dufter helt fantastisk. Rouge fra Tromborg og stylingprodukter fra Kevin Murphy, som er gode til mine krøller. Og så sværger jeg til Karmamejus Wild Body Oil 03, der får benene til at se pivfrække ud. Jeg vil nemlig hellere fryse med bare ben end at gå med hudfarvede nylonstrømper.

Hvordan holder du dig sund mentalt og fysisk?

Vi ved, at ‘du bliver, hvad du spiser’. Så måske er det endnu vigtigere at huske, at du også bliver, hvad du tænker. Sunde tanker for mig er at sige ja til mig selv og nogle gange nej til andre uden dårlig samvittighed. At turde elske eller som minimum at acceptere mig selv, også når jeg ikke lever op til andres forventninger, ikke har overholdt aftaler med mig selv, været en urimelig mor eller følt mig doven. For lige dér har jeg jo allermest brug for at bruse mig selv i egenomsorg og selvkærlighed. Desuden mediterer jeg, får grinet en masse og bevæget mig i naturen, på skateparken med min søn eller i fitnesscentret med mine veninder. 

Smugkig i Dorte Helene Dams klædeskab