Elham Kavousi klædeskab
STILIKONER

Elham Kavousi: Mit tøj skal være funky og farverigt – ligesom Prince!

Elham Kavousi har aldrig været bange for at skille sig ud med opsigtsvækkende styles og accessories, og hun ville ønske, at hun havde arvet den legendariske popprins’ garderobe.

Elham Kavousi...

... er 33 år og uddannet cand.mag. i medievidenskab med tilvalg i journalistik. Har arbejdet som stylist gennem de seneste fem år og guider bl.a. til, hvordan man kan ligne en million – uden at bruge den – på sin YouTube-kanal. Sidste år udgav hun bogen ‘Mørkglødet – en beautybog til mørke skønheder’.

LÆS OGSÅ: Forårets fem vigtigste farver 

Elham Kavousi

Elham Kavousi mestrer kunsten at mikse brugt med nyt, dyrt og billigt. 

Hvad betyder tøj for dig?

Jeg kommer fra en familie, der skiller sig ud tøjmæssigt, og derfor har jeg altid været ‘hende med tøjet’, da jeg siden børnehaveklassen har turdet gøre anderledes og mærkelige ting med mit tøj. I dag lever jeg bl.a. af at style, da jeg herigennem kan udfolde mig og være kreativ, uanset om tøjet er fra Føtex eller Gucci. Jeg går ikke op i mærker eller trends, men i personlig og unik stil, som jeg gerne vil inspirere andre til, så de ikke bliver slaver af moden.

Hvornår føler du dig særlig powerfuld i din påklædning?

I et typisk Elham-outfit, hvor der er knald på farverne, lag på lag, bælter, store accessories samt sokker i de høje hæle. Selv om vejret er gråt og trist, behøver jeg ikke være det. Hos mig er der aldrig forskel på hverdag og fest, for når jeg har noget, skal det også bruges.

Hvordan afspejler dit arbejde dit tøjvalg?

Da jeg er selvstændig, kan jeg klæde mig, som jeg har lyst til. Hvis jeg var sygeplejerske eller kassedame, ville det ikke være muligt på samme måde. Jeg lever jo af at instagramme og lave YouTube-videoer, så mine outfits har stor betydning for mit arbejde, da de skal promovere, hvem jeg er.

Hvordan bruger du dine accessories?

Jeg bruger dem til at fuldende mine outfits, for uden dem ville min stil ikke være så fed, som den er. De skal være chunky og skille sig ud, og de behøver absolut ikke være dyre. De fleste køber jeg på loppemarkeder i udlandet, når jeg er på ferie, hvor jeg har en forkærlighed for indiskinspirerede smykker.

Smykker

Det danske statementbrand MDL Jewlery har designet tigerarmbåndet med de grønne øjne, der lænser sig op af det klassiske sorte fra Hermès.

Hvad er dit allerkæreste eje?

Et bælte fra Hugo Boss, som jeg købte, da jeg flyttede fra Jylland til København for 10 år siden. Med sine mange farver viser det godt, hvem jeg er, og det blev et symbol på, at jeg ikke længere skulle shoppe online fra Jylland, men kunne købe direkte fra butikkerne i København. Et andet kært eje er min Gianni Versace-taske, som min bror købte for 20 år siden. Den er et kunstværk i sig selv, og efter mange års plageri gav han mig den i 30-års fødselsdagsgave. 

Hvis klædeskab ville du gerne gå på rov i?

Princes! Han udstrålede noget ganske særligt med sit tøj, som er meget a la mig. Jeg tror aldrig, at Prince havde en dårlig tøjdag. Der var aldrig noget, som så forkert ud på ham. Det var bare funky med masser af farver og glam. Alternativt skulle det være Michael Jacksons med hans ikoniske jakker. Vi ville nok også bruge samme størrelse.

Giv et abonnement i julegave - vælg mellem 17 forskellige blade og magasiner - KØB HER

Hvad bør enhver kvinde have i sin garderobe?

Hun skal først og fremmest forstå og kende sin krop, så hun kan købe tøj, der passer til netop hendes former. Ellers vil jeg sige et par gode stiletter, som giver en god holdning. Danske Roccamore laver virkelig lækre stiletter, som støtter foden så godt, at man ikke mærker, at man har dem på.

LÆS OGSÅ: Find den perfekte kjole til din kropsform

Hvor finder du inspiration?

På de sociale medier som Instagram, hvor fx den norske tv-vært og personlighed Janka Polliani har en inspirerende måde at sammensætte sit tøj på. Ellers kigger jeg i historiebøger, hvor alt, der har med store hatte og skulderpuder at gøre, er interessant. Al mode er jo en gentagelse og fornyelse af noget, som har været, så det er et oplagt sted at hente inspiration.

Hvilke brands er mest interessante lige nu?

Gucci anno 2016 og 2017, hvor 70’erne og 80’erne fik lov at blomstre op på en ny måde. Jeg er vild med de ekstremt store accessories, bælter og blomster og føler faktisk, at Gucci her tog mit indre og lavede det om til en kollektion. Danske Baum und Pferdgarten er af samme grund også interessante med de vilde farver og miks af mønstre og print.

Gucci sko

Hvordan ser din typiske skønhedsrutine ud?

Jeg renser min hud rigtig meget. Først med en renseskum og så med en elektrisk ansigtsbørste, hvorefter jeg kommer masser af fugt på. Gennem de seneste 10 år har jeg brugt Beauté Pacifique, som kan redde enhver dårlig huddag, ligesom Atelier Rebuls Hair Repair Oil kan redde håret. Desuden går jeg aldrig ud ad døren uden at have sat mit hår. Så hellere komme 10 minutter for sent.

Hvad er velplejethed for dig?

Jeg bruger meget tid på at være mig selv, slappe af og slukke telefonen. Det kan være ved at ligge i sengen eller gå en tur, så jeg kan mærke, at mit indre har det godt. Jeg har været ramt af stress, så jeg ved, hvor vigtigt det er, at jeg har dage i min kalender, hvor jeg ikke skal noget. Desuden får jeg dagligt minimum otte timers søvn, drikker to liter vand og motionerer et par gange om ugen, hvor styrketræning er en del af det.

Hvilke skønhedsprodukter kan du ikke leve uden?

Min parfume, Coco Mademoiselle fra Chanel, som jeg har brugt i 15 år. Jeg får altid komplimenter, når jeg har den på, og dens stærke og feminine duft afspejler mig godt som person, da den er ‘right in your face’. Så snart du går ind i et rum, skal man kunne dufte dig og huske dig – og det kan jeg med den duft.

TAG ET KIG IND I Elham kavousis KLÆDESKAB HER I GALLERIET:

Elham Kavousis klædeskab

LÆS OGSÅ: 5 trends, du skal investere i denne sommer 

 

Læs mere om: