Vinder af ECCO Walk in Style Award 2013, Julia Mjörnstedt
STILIKONER

Her er vinderen af ECCO Walk in Style Award 2013

ECCO uddelte lige inden modeugen en pris på 35.000 euro til en handlekraftig kvinde

I går aftes blev vinderen af ECCO Walk in Style 2013 kåret. Det blev 27-årige Julia Mjörnstedt.

For seks år siden fik Julia konstateret tyktarmskræft, men selvom hun blev helbredt, ændrede det hendes liv for evigt. Hun savnede et tilbud til unge kræftramte, som kunne give dem et støttenetværk både under og efter behandling, og derfor stiftede Julia organisationen 'Ung Cancer'; en organisation, som både skulle øge unges bevidsthed om kræft og hjælpe unge, der bliver syge.

Organisationen 'Ung Cancer' hjælper unge mellem 16 og 30 med at få et bedre liv, og selv den svenske konge har anerkendt Julia Mjörnstedts indsats. I går fik hun så endnu en hæder og en check på 35.000 euro, som hun donerer til 'Ung Cancer'.

ECCO Walk in Style-middag

ECCO Walk in Style Award 2013 blev uddelt ved en storslået middag på Københavns Rådhus og blev fejret med en optræden fra den talentfulde sangerinde Nabiha og et flot show med sko fra ECCO, smykker fra Zarah Voigt og styling af Kim Grenaa og Uffe Buchard.

Til stede var både de nominerede - heriblandt den danske nominerede, nyhedsvært på TV2, Cecilie Beck - modepressen og en lang række kendte danskere.

Også sidste års vinder af ECCO Walk in Style-prisen var med for at fortælle om det arbejde, hun har kunnet udføre med ECCO Walk in Style-checken. Hun fortalte begejstret om de solar-ovne, hun har skaffet til 4.000 flygtningefamilier og havde endda taget en solar-ovn med, for at demonstrere, hvordan den virker. Den havde aftenens vært, Felix Smith, svært ved at samle, men med sin sædvanlige kækhed og charme, lykkedes det ham til sidst.

IN vil gerne ønske Julia Mjörnstedt tillykke med den flotte pris!