Josephine Bredsted - mit klædeskab
STILIKONER

Josephine Bredsted: Jeg går aldrig i sort tøj

Josephine Bredsted inviterer dig indenfor i sin garderobe, der er fyldt med farverige og festlige sager!

Hvem er Josephine Bredsted?

Josephine Bredsted er 30 år og relationskonsulent i eget firma, Bredsted Relations. Josephine er kæreste med Christen Villads Søndergaard, og bor på Østerbro i København. Følg hende på @josephinebredsted

LÆS OGSÅ: 13 tasker til jobbet

Josephine Bredsteds garderobe

Det bedste outfit er et, der kan udvikle sig gennem dagen og både bruges til job og middag ude. Men uanset om det er jeans og hoodie eller en lårkort kjole, er der masser af kulør på Josephine Bredsteds garderobe. Tag et kig med her!

Hvilket outfit eller stykke tøj har du fået flest komplimenter for?
Jeg får altid mange komplimenter for at bære farver. Jeg går faktisk ikke i sort tøj, og det synes jeg er enormt inspirerende for øjet og sindet. Man bliver bare mere glad, når man har farver på.

Josephine Bredsted - mit klædeskab
Lårkort kjole er et oplagt valg for Josephine, når der dukker en uventet ­invitation op til fest.

Hvilket outfit har du haft på allerflest gange?
Jeans og T-shirt. Jeg har et par Levi’s-jeans, som bare fungerer, hver gang jeg har tøjkrise. De sidder, som de skal, og kan matches med alle farver og typer af toppe. Det er klart mit go to-outfit både til hverdag og fest.

LÆS OGSÅ: Tag også et kig i Lotte Freddies garderobe

Hvad er din ‘hverdagsuniform’?
Jeg er en god blanding mellem sporty og feminin. Ikke feminin på den der blomsteragtige måde, men mere feminint sexet. Jeg elsker masser af guldsmykker sammen med en hoodie og et par stramme jeans. Eller et tracksuit med en blazer udover. Det er fedt, når man kan gå fra arbejde, træning og videre til middag, hvor ens outfit bare udvikler sig i løbet af dagen.

Du får en impulsiv invitation til fest – hvad tager du på?
Jeg er klart til den lårkorte kjole med et par farvede tights eller et par jeans med T-shirt og stiletter. Generelt skiftes outfittet ikke, men der kommer bare flere smykker på og spænder i håret.

Josephine Bredsted - mit klædeskab
Josephine ejer nærmest ikke noget sort tøj. Øjet og sindet bliver gladere af at have farver på, synes hun. ‘Min Jurassic Park-hoodie er min yndlingsting i min garderobe. Jeg fik den af min kæreste, da vi lige havde fundet sammen'.

Hvad er det mest opsigtsvækkende, du har i dit klædeskab?
Det er nok min gule fakefur fra Stand. Der er næsten altid nogen, der kommenterer, når jeg har den på. Den er solgul med sorte striber.

Hvad er dit allerbedste køb?
Min lille grønne Chanel-taske. Den går aldrig af mode og passer til alt.

LÆS OGSÅ: Bowlingskjorten - fra kikset til cool

Hvad er det nyeste, du har anskaffet dig?
Jeg købte for nylig en vintage Moncler-jakke fra min veninde Julie. Den er både meget smart men også meget praktisk.

Josephine Bredsted - mit klædeskab
Stiletter til enhver anledning – uanset om det er hverdag eller fest.

Hvad er den bedste gave i din garderobe?
Min Jurassic Park-hoodie er nok min yndlingsting i min garderobe. Jeg fik den af mine kæreste, lige da vi havde fundet sammen. Jeg er kæmpe ‘Jurassic Park’-fan, og det er han også. Han elsker også den trøje, så jeg ved, hvor stor en kærlighedserklæring det var, da jeg fik den – og så var den vist også blevet lidt for lille til ham.

Hvad tager du på, når du skal peppe et outfit op?
Masser af guldsmykker og måske lidt hårpynt.

Hvad skiller du dig aldrig af med?
Det er nok en vintagekjole med tilhørende lille jakke til. Det er en cocktailkjole fra 50’erne i det smukkeste stof, som jeg har fået af min mor. Jeg har desværre ikke haft den på, men jeg kan simpelthen ikke skille mig af med den. Den symboliserer meget den passion for mode og kreativitet, jeg har arvet fra min mor.

Josephine Bredsted - mit klædeskab
– Frakker har jeg klart flest af. Det er koldt herhjemme de fleste måneder om året. En frakke den nemmeste måde at se smart ud på, selv om man har tre-fire lag på, siger Josephine Bredsted.

Hvad drømmer du om at lade gå i arv?
Den grønne Chanel ryger nok videre til min datter. Skulle jeg kun få drenge, så skal min niece Alma have den, når hun bliver stor.

Hvad har du mest af i din garderobe?
Frakker har jeg klart flest af. Det er koldt herhjemme de fleste måneder om året. Derfor er en frakke den nemmeste måde at se smart ud, selv om man har tre-fire lag på. Dog synes min kæreste, det er en smule overkill at have så meget overtøj – jeg er svært uenig.

LÆS OGSÅ: Julie Leopold Alf: Jeg går aldrig til fest i flade sko

Hvilke smykker betyder mest for dig?
De smykker, jeg har fået med kærlighed. Til jul fik jeg en lille guldring fra min mor, lavet af min tante. Den var givet med så meget kærlighed.

Josephine Bredsted - mit klædeskab
De naturlige brands er foretrukne på badeværelseshylden – Sard Kopenhagen, Tromborg og rosekvarts-rolleren fra I Love Beauty.

Hvem er din yndlingsdesigner?
Jeg elsker JW Anderson. Jeg er vild med hans æstetik, da den altid har humor og er brugbar. Det synes jeg er så vigtigt. Jeg har netop købt en del fra hans samarbejde med Uniqlo. Uniqlo er min favorit-highstreetkæde, så kombinationen af de to er genial.

Hvilke skønhedsprodukter køber du igen og igen?
Jeg er meget glad for naturlige brands. Derfor har Sard Kopenhagen en særlig plads i mit hjerte. Deres Maria Magdalene-olie kan bruges både til ansigt og på ens chakkraer. Den har en meget rensende effekt for både krop og sind. Jeg bruger for det meste kun makeup fra Tromborg. Deres produkter fremhæver ens bedste features, uden man ser for makeuppet ud. Derudover er jeg også vild med min rosekvarts-roller fra I Love Beauty af Charlotte Torpegaard. Den er perfekt til en selvforkælende ansigtsmassage.

LÆS OGSÅ: 10 typer tasker, enhver kvinde på eje