STILIKONER

Julie Leopold Alf: Jeg går aldrig til fest i flade sko

Tag et kig ind i Julie Leopold Alfs klædeskab - hun samler både på kunst og på tasker, men ud over 23 Chanel-tasker har Julie også garderoben fuld af suits, skjorter, jeans og T-shirts, som hun mikser på kryds og tværs.

Hvem er Julie Leopold Alf?

Julie Leopold Alf er 47 år, selvstændig og direktør i Enter Art Fair. Hun bor i Nordsjælland med sin mand, Hans, og børnene Valdemar (14), Olivia (13) og Felix (8). Julie Leopold Alf står bag kunstmessen Enter Art Fair, der inddrager virtuel og digital kunst.

LÆS OGSÅ: Tag et kig i Lotte Freddies klædeskab

Julie Leopold Alf inviterer os indenfor i sit klædeskab

Tag et kig indenfor i Julies klædeskab, og få fortællingen om, hvordan de forskellige stykker tøj fandt vej dertil.

Hvilket outfit eller stykke tøj har du fået flest komplimenter for?
Min bolsjestribede Gucci-nederdel, som er købt i Milano. Den får altid kommentarer.

Jeans med vidde er en favorit hos Julie, og hun mikser dem gerne med strålende ­skjorter og høje hæle. Tasker er en passion for hende, som – ifølge manden Hans – har 23 Chanel-tasker i samlingen.

Hvilket outfit har du haft på allerflest gange?
Her på det sidste er det et blomstret jakkesæt fra Dea Kudibal. Det er superlækkert at have på og er både lidt sjovt og formelt på en gang. Jeg sammensætter det enten med en formel skjorte eller en rocket Zadig & Voltaire-T-shirt. I udlandet spørger mange, hvor det er fra, og så gør det jo heller ikke noget, at det er fra en dansk designer, som jeg desuden kender privat.

Hvad er din ‘hverdagsuniform’?
Jeans og en T-shirt eller en trøje. Når jeg er af sted på kunstmesser og lignende, tager jeg altid mine skjorter med sløjfe i halsen med. De sættes sammen med både jeans, nederdele og diverse jakkesæt. Mine jakkesæt er ikke så konservative, så en neutral skjorte kan være et godt mix.

LÆS OGSÅ: 10 typer tasker, enhver kvinde må eje!

Du får en impulsiv invitation til fest – hvad tager du på?
Stramme jeans, en ærmeløs top og en festlig blazer – måske med pailletter? Er det varmt, er der højst sandsynligt en meget kort kjole involveret i stedet. Udover det altid høje hæle, selvfølgelig. Jeg går aldrig til fest i flade sko, med mindre det er en havefest på græs.

Sættet fra Dea ­Kudibal er ofte med, når Julie er på kunstmesse. Skoposen, som ­datteren Olivia har syet, er altid med, når hun er på forretningsrejse.

Hvad er dit allerbedste køb?
Jeg har gjort mange, men tænker at det er en vintageheldragt fra Chanel, som jeg fandt i en secondhand butik på Frederiksberg.

Hvad er det dyreste, du har i dit klædeskab?
Det må være min Birkin-taske fra Hermès.

LÆS OGSÅ: Sådan styler du din buksedragt til fest

Høje sko er et must, når Julie Leopold Alf tager til fest. Derfor er garderoben fuld af farverige og ­finurlige stiletter.

Hvad er det billigste – som du elsker?
En forvasket grå Batman-T-shirt, som jeg købte i Coop i Ringsted. Jeg har klippet ærmerne af og kan sagtens tage den på i byen. Jeg har brugt den meget. Den kostede kun 69 kr.

Hvad er det nyeste, du har anskaffet dig?
En Valentino-taske – en special edition i flerfarvede striber. Ud over kunst er jeg taskesamler og har vel egentlig været det hele mit voksne liv. Jeg har ikke tal på mine tasker, men min mand har vist talt 23 Chanel-tasker.

Hvad har du haft længst tid?
Min mors gamle Levi’s-hættetrøje. Den er fra 70’erne, men ligner ikke vintage, synes jeg.

Hvad er den bedste gave i din garderobe?
En sko-pose, som min datter Olivia har syet til mig, da hun var yngre. Den er altid med på mine mange rejser med jobbet.

Kunsten fylder meget i Julies liv. Hendes mand er galleriejer, og hun står selv bag kunstmessen Enter Art Fair. Kjolen fra Red Valentino er et af de nyeste køb i ­klædeskabet, og den skal snart på til en bryllupsfest.

Hvad skiller du dig aldrig af med?
Tøj fra Missoni. Det er tidløst og holder altid.

Hvad drømmer du om at lade gå i arv?
De fleste af mine tasker og mine smykker.

LÆS OGSÅ: 13 lækre tasker til jobbet

Hvad har du mest af i din garderobe?
Der er mest og for meget af det hele, haha. Jeg har dog påfaldende mange jeans, tasker og stiletter.

Den stribede nederdel fra Gucci får Julie altid mange kommentarer for. Julie er glad for Elizabeth Ardens produkter – og må slås om dem med sin mand.

Hvilket smykke betyder mest for dig?
Min vielsesring betyder mest for mig. Den er så vanvittigt smuk, og min mand havde købt den, få uger efter vi mødtes, har han senere fortalt mig.

Hvad er din favorit-accessory?
Mit Chanel-armbånd med hvide perler, der er både fint og rocket på en gang. Det er praktisk at have på, fordi det sidder tæt og fast på armen. Det er vigtigt, når man altid er i gang med et eller andet.

Hvilken ting i din garderobe knytter sig til et ­særligt minde?
Min Elsa Adams-couture-blondekjole. Elsa syede og leverede den på under 48 timer, da jeg i panik ikke syntes, at jeg havde noget at tage på til et bryllup i Tel Aviv – og jeg havde i øvrigt altid ønsket mig en Elsa Adams-kjole. Det var den mest fantastiske fest, som strakte sig over tre dage.

Julie Leopold Alf er glad for de forskellige smykker, som smykkeskrinet gemmer på.

Hvem er din yndlingsdesigner?
Isabel Marant, uden tvivl. Hun er stor favorit, og jeg har meget fra hende i mit klædeskab.

Hvad tager du på, når du skal peppe et outfit op?
Et par høje hæle og et Chanel-armbånd.

Hvilke skønhedsprodukter køber du igen og igen?
Jeg er vild med skønhedsprodukter og bruger mange forskellige, da jeg vil gøre alt for at holde min hud smuk uden kunstige indgreb. De seneste par år er jeg begyndt at bruge Elisabeth Arden, hvilket jeg ellers synes, var sådan noget, min mor brugte. Det virker altså rigtigt godt for mig. Min mand er også vild med deres kapsler, som vi nu deles om. Noget, jeg altid køber, er Clarins One-Step Gentle Exfoliating Cleanser. Jeg bruger den hver morgen og har gjort det, så længe jeg husker. Jeg er også vild med Raaw Rosehip Facial Oil. Jeg får komplimenter for min glød, og min mand udbryder overrasket, at jeg dufter skønt – hver gang jeg har den på.

LÆS OGSÅ: Helle Kofods klædeskab: Læder til enhver lejlighed!

Læs mere om: