Dagens stilfulde kvinde er Helle Møgelvang
STILIKONER

Københavns stilfulde kvinder: Mød Helle Møgelvang

Lad dig inspirere af dagens stilfulde kvinde, som elsker MaxMara og rene linjer

I denne uge har vi her på IN.dk fokus på kvinder med god stil.

Helle Møgelvang er 56 år og arbejder til dagligt hos Marina Rinaldi i København. IN har snakket med hende om god stil, klassisk italiensk håndværk.

"Jeg klæder mig enkelt uden for meget uro. Jeg går efter rene linjer, lækre materialer og afstemte farver som beige, råhvid, grå, akvamarin og koral," siger Helle om sin stil.

Hun har dog ikke altid været konservativ, hvad angår farver. Tværtimod. Som ung var hun vild med mønstre.

"Da jeg var yngre var jeg meget til Kenzos og Missonis vilde mønstre, men efterhånden som jeg er blevet ældre, har jeg fået mere ro i sindet, hvilket er afspejlet i min stil," siger hun.

Ifølge Helle Møgelvang har god stil at gøre med smukt, velvalgt tøj, som skal passe til humør og gøre, at man føler sig tilpas.

"God stil er for mig, når tøjet er smukt, og det passer til min sindstilstand og humør, så jeg trives i det."

Helle er især glad for det italienske mærke MaxMara, som hun elsker, fordi de går meget op i håndarbejdet og gennemforarbejder tøjet.

"MaxMara står for mig, som uhyre velforarbejdet og klassisk med et italiensk twist. Jeg bliver glad af at se på det, jeg synes, det er smukt, og jeg er vild med farverne," siger hun.

Helle mener ikke, at man behøver at have en kæmpe garderobe. Hun er god til at sortere ud i sit tøj, så hun holder sin garderobe opdateret.

"Der er mange, der tror, at jeg har enormt meget tøj. Det har jeg ikke. Jeg har ofte kun mit tøj i nogle få måneder eller en sæson - så skiller jeg mig af med det. Så selvom jeg ofte køber tøj og holder meget af det, er jeg ikke samler," siger hun.

Helles outfit:

Bukser, 2.195 kr.
Sko, 2.595 kr.
Jakke, 2.195 kr.
Top, 1.995 kr.,
alt fra MaxMara.
Ur og øreringe er Helles egne.