rebecca-holst-mit-klædeskab
Foto: Frederikke Heiberg
STILIKONER

Kom med indenfor i Rebecca Holsts klædeskab

Mød Rebecca Holst som er head of Oh! By Copenhagen Fur. Hun siger selv om sin stil, at hun er blevet lidt mere klassisk og lidt mindre modig med alderen, når det gælder påklædning. Læs med her og kom med indenfor i Rebecca Holsts klædeskab.

Mit klædeskab - Rebecca Holst

Rebecca Holst er 30 år og er head of Oh! By Kopenhagen Fur. Hun bor på Østerbro i København. Hun rejser meget og elsker at købe ting og sager med hjem til sin lejlighed. Hun er i takt alderen er blevet mere bevidst om, at hun hellere vil have ting af god kvalitet, som – også stilmæssigt – kan holde i mange år, end impulsive tendenskøb.

Hvad er god stil for dig?

Det er at have en personlig stil og turde være sig selv. At hvile i sig selv og være tilpas i det, man har på. Modeindustrien er generelt en meget dynamisk størrelse, hvor man skifter stil hele tiden. Det ene øjeblik er det boheme-tendensen, der hitter, det næste er det punkstilen. Det handler om at finde sin personlige stil i alle de tendenser og stil-arter, så man ikke farer vild i dem.

Hvordan har din smag ændret sig, i takt med at du er blevet ældre?

Min stil har ændret sig rimelig markant, faktisk. Før gik jeg i rigtig mange farver og print, hvor det gerne måtte være mix og match. Nu er min stil mere sikker, og jeg tør ikke lige så meget. Jeg vil helst ikke være den, der larmer alt for meget. Jeg foretrækker at være mere sofistikeret, og mit tøj må gerne have kant, men det må ikke larme. Jeg er stadig vild med at blande materialer – jeg går rigtig meget i silkeskjorter og lette bluser og sætter dem sammen med ’tungere’ underdele som et par jeans eller skindbukser.

Hvad bør enhver kvinde have i sit klædeskab?

Der er jo altid basisbluserne – det kan være både silkeskjorter og langærmede T-shirts. Så er der de klassiske jeans, der kan redde ethvert outfit og så selvfølgelig accessories. Det er alfa omega for mig. Jeg bruger langt flere penge på tasker og sko end på tøj.

LÆS OGSÅ: Mit klædeskab | Shiri Rosenzweig

Hvordan bruger du dine accessories?

Jeg bruger dem til at skabe nye outfits. Jeg kan sagtens have det samme sæt tøj på to gange på en uge, men skifter så lige tasken, jakken eller skoene ud. Jeg er ikke typen, der tager mine smykker af og på, så derfor er det ret essentielt for mig, at de er enkle og elegante. Jeg går efter gode smykker, med et godt håndarbejde bag, som holder mange år.

Hvad er dit allerbedste køb?

Den er svær! Men jeg tror, mit allerbedste køb er min halskæde med et kors fra Marlene Juhl Jørgensen. Det har jeg altid haft, og det har en helt speciel værdi for mig. Det passer til alt og er helt igennem elegant og noget, jeg altid kan have på. Jeg købte det, da jeg blev 18 år. Det sjove er, at det stadig hænger i butikken, fordi det er så klassisk – det er ikke en sæsonvare. Mine mange år i tekstilindustrien med masseproduktion har taget lidt af charmen ved tendenskøb for mig og virkelig åbnet mine øjne for værdien af de ting, man kan have i længere tid. Det er så meget federe at købe noget, der er 100 procent dig end 10 procent dig og 90 procent noget, du har set på Instagram.

Hvis klædeskab ville du helst gå på hugst i?

Jeg bliver altid ekstremt inspireret af min mor, som også har været i modebranchen i mange år. Hun formår at mikse sine gamle køb med noget nyt, og det beundrer jeg helt vildt. Hun ved bare, hvad der dur for hende. Derudover følger jeg Pernille Teis-bæk og hendes fantastiske stil, der ofte inspirerer mig. Hun er specielt god til at turde prøve nogle ting, vi andre måske ikke tør kaste os ud i, og det er rigtig fedt at se. Så skubber det lidt til mine egne grænser.

Hvad hopper du i på en travl mandag?

Der ender jeg i en silkeskjorte, en denimnederdel og et par fede sneakers eller sandaler fra Valentino eller Chanel. Så outfittet er typisk ret sikkert, og så kan accessories variere lidt. Det er for mig lige så enkelt som en top og et par jeans er for andre. 

Tag et kig i Rebecca Holsts klædeskab i galleriet nedenfor:

Rebecca Holst - Mit klædeskab

LÆS OGSÅ: Mit klædeskab | Signe Damgaard

IN nyhedsbrev