Kristin Brandt: Hippie den ene dag, i jakkesæt den næste
Foto: Anne Mie Dreves
STILIKONER

Kristin Brandt: Hippie den ene dag, i jakkesæt den næste

Uanset om det er garderoben eller ens hjem, skal det afspejle, hvem man er. Det synes Kristin Brandt, som selv har en forkærlighed for det skæve og humoristiske – og for sko.

Kristin Brandt…

… er 49 år og bor i Gentofte. Hun er kreativ direktør i og ejer af designbureauet Bessermachen. Velkommen indenfor i hendes klædeskab!

Hvad er god stil for dig?
Personlighed. Det modsatte af, når folk konceptshopper efter én bestemt stil, men at ens indre kommer til udtryk i stilen. Jeg bryder mig heller ikke om, når folk køber et hjem ud fra et boligmagasin, det må meget hellere være lidt skævt, for det er der, personligheden kommer til udtryk. For mig er det vigtigt, at man klæder sig på indefra i stedet for at please modeverdenens dynamiske størrelse. Jeg har ikke som sådan nogle stilarter, jeg bedst kan lidt – jeg er hippie den ene dag og i jakkesæt den næste.

Hvordan har din smag ændret sig, i takt med du er blevet ældre?
Jeg køber færre, men dyrere ting. Jeg er holdt op med alverdens impulskøb, som jeg alligevel godt ved, at jeg højst får brugt en enkelt gang. Man bliver også ekstraglad for ting, man kan glæde sig over, hver gang man tager dem på. Og så tror jeg også, det har noget med alderen at gøre – man bliver mere antimaterialistisk. Jeg kan godt få helt klaustrofobi af skabe, hvor det bare bugner af tøj. Hvilket også har resulteret i, at jeg meget hurtigt giver ting videre. Hvis jeg ikke får det brugt, indleverer jeg det til en genbrugsbutik eller giver det til en veninde. Jeg har faktisk altid gjort mig meget i genbrug. Men jeg har så også været alle stilarter igennem som yngre. Dog ikke pæn pige – flæser er ikke lige mig.

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER

Hvornår føler du dig særligt velklædt?
Når mit tøj passer til min krop. Det er nok også noget, der kommet med alderen, og efter man har fået børn, hvor vægten godt kan svinge lidt. Jeg føler mig bedst tilpas i god kvalitet og høje sko. Jeg læste engang en fremtidsteoretikers analyse af stilettens historie, og hendes teori var, at der i Vesten er rigtig mange kvinder, der går i høje sko for at komme i øjenhøjde med mændene på arbejdsmarkedet.

Se alle billederne nederst i galleriet...

Hvad bør enhver kvinde have i sin garderobe?
Rigtig mange, gerne gode, sko! Jeg har vel seks par Isabel Marant-støvler, og de holder bare. Jeg synes helt klart, at sko kan redde et outfit. Et par fede sko kan gøre underværker for et par jeans og en hvid T-shirt. Man kan sige meget om en kvinde ud fra hendes sko.

LÆS OGSÅ: Connie Løkkegaard: God stil kommer indefra

Hvordan bruger du dine accessories?
Jeg bruger mine sko. Mit tøj må helst ikke blive for selvhøjtideligt, så jeg bruger ofte en sjov ring eller et plastikarmbånd sammen med et klassisk outfit.

Hvad er dit allerbedste køb?
Mine Isabel Marant-støvler. De har holdt mange sæsoner efterhånden. Sko køber jeg altid fra ny, så de er ikke et genbrugsfund.

Hvis klædeskab ville du allerhelst gå på rov i?
Jeg har altid været nysgerrig efter at kigge ind i Oh Lands klædeskab. Jeg elsker hendes humor. Hun må eje nogle fantastiske items. Og så selvfølgelig Isabel Marants skab for at se, hvor hun får sin inspiration fra, og hvilke andre designere hun evt. køber, hvis hun altså har andet end sit eget.

Hvilket sæt ender du i en travl mandag?
Stiletter, slacks, en sjov T-shirt og min Charlotte Mielko-ring og mit ur. Hvis jeg ikke skal til møde, er det mit ultimative mandagsoutfit. Om vinteren smider jeg en lang cardigan over.

Humor er vigtigt for Kristin – både i hjemmet og i påklædningen. Den brede sølvring fra Charlotte Mielko er en af klassikerne i hendes samling.

Se alle billederne nederst i galleriet...

Hvor finder du inspiration?
Jeg er helt sikker på, at jeg har fået meget med fra min mor. Helt tilbage fra, da jeg var barn og stavrede rundt i hendes høje sko. Jeg husker tydeligt, at jeg syntes, hun havde helt vildt god smag. Derudover synes jeg bare, at der er noget ikonisk over den tid, 70’erne var et godt årti rent modemæssigt. Jeg finder enormt meget inspiration via mit arbejde, og så kigger jeg en del på Instagram. Måske endda lidt for meget, men jeg synes bare, det er fedt at kunne surfe rundt blandt forskellige universer. Det er en nem måde at holde sig opdateret på. Jeg kan også godt lide at kigge på mennesker, specielt når vi rejser.

Hvor gør du primært dine indkøb, når du shopper til garderoben?
Når jeg er ude og rejse, og så er jeg begyndt at handle meget i genbrugsbutikker på Strandvejen. Bl.a. i I Blame Lulu på Østerbro. Jeg er vild med ideen og går meget ind for genbrug. Nogle gange laver man jo fejlkøb, og så er det genialt at kunne give det videre i stedet for at lade det ligge bagest i skabet.

Hvilke skønhedsprodukter kan du ikke leve uden?
Jeg er meget glad for Amazing Space-produkter. Dagcremen til sart hud er så lækker at smøre på. Det er en klassiker, som jeg altid vender tilbage til. Og så har jeg altid en Eight Hour Creme i håndtasken, den kan redde alle mulige mærkelige ting. Og min parfume fra Lolita Lempicka, som jeg har haft i 10 år, er et must for mig.

Hvordan holder du dig sund? 
Jeg går til saunagus, hvor jeg typisk kører ned efter arbejde. Det er fantastisk at slutte dagen af med et koldt gys og så dejlig varm sauna. Og så prøver jeg at få løbet. Derudover går jeg til dans en gang om ugen. De har lavet et hold, der hedder ‘Funky Hot Mamas’, som kun er for kvinder på min alder. Du kampsveder i en time, og det er fuldstændig overdrevet sjovt. Jeg bliver så glad i låget af det. Men jeg gad godt træne mere, end jeg gør, men mit job gør det lidt vanskeligt.

Kom indenfor i Kristin Brandts klædeskab her i galleriet:

Kristin Brandts klædeskab

Giv et abonnement i julegave - vælg mellem 17 forskellige blade og magasiner - KØB HER