Kvinder med stil, Kathrine Puck
Foto: Frederikke Heiberg
STILIKONER

KVINDER MED STIL | Kathrine Puck

Kathrine Puck er 39 år og sygeplejerske. Hun bor i Odense og er ikke bange for at dresse up til hverdag og bruge en masse, glade farver - og så har hun stil!

Mød Kathrine Puck – en kvinde med stil

Min stil er meget farverig. Jeg er meget positiv og glad, og det har jeg også brug for at være i min påklædning. Derfor er det bare ikke lige mig at have sort på særlig tit.

Jeg dresser up til daglig, for det giver mig glæde og sjov i hverdagen. Der kan hurtigt gå leverpostej i den med børn, indkøb og arbejde, så hvis jeg har lyst, kan jeg sagtens finde på at stå nede på fodboldbanen i stiletter og stramme bukser. Jeg gør det, der passer mig, for det gør mig glad.

Jeg følger en del med i mode, men jeg har mit tøj, mine sko og accessories i lang tid. Så jeg køber nogle enkelte ting fra de nye sæsoner, nogle nye farver, og så har jeg ellers nogle klassikere, jeg har haft i mange år.

LÆS OGSÅ: KVINDER MED STIL | Line Therkildsen

Det er de her gengangere med sorte skindbukser, blå cowboybukser, lange, sorte støvler, jeg mikser med et sæsonkøb som en pink strik eller en rullekrave i leopardprint, eller hvad der nu er in den sæson.

Kvalitet betyder meget for mig. Det er derfor, jeg elsker min skindbukser. Men meget af mit tøj er også billigt. Det er fra Zara, Asos, Nelly, Topshop og H&M.

Men så lægger jeg flere penge på accessories som støvler og tasker og også på overtøj. Jeg mikser rigtig meget highstreet og highend.

Min Valentino-taske er min yndlings. Den er klassisk, og den er meget kendetegnende for mig. Den er rå, men stadig lækker. Jeg kan godt lide måden, den rå, brune læder spiller med gulddetaljerne på. Den er så meget mig.

Jeg skal helst ikke have noget på, der strammer eller er ubehageligt. Jeg kan ikke holde ud, hvis jeg ikke føler mig godt tilpas i mit tøj. Et godt sæt er fx et par skindbukser, en rullekrave og et par stiletter. Men jeg kan også sagtens finde på at tage et par jeans, en skjorte og et par sneakers på.

Når jeg fester skruer jeg op for alt, jeg kan. Håret bliver større, der er mere hud med en kortere kjole uden ærmer, rød læbestift, smykker, farver på neglene. Og så selvfølgelig stiletter. Kjolen må også rigtig gerne have en farve. Jeg kommer gerne i rødt til en fest, selv om alle andre står der i en lille sort.

Kathrine Puck har sin egen blog, læs med her: kathrinepuck.dk

Kathrines outfits:

 

LÆS OGSÅ: KVINDER MED STIL | Helene Majgaard Skade