STILIKONER

Madonna forarger til Met Gala 2013

Madonna droppede bukserne, da hun var til punk-gallafest på Metropolitan Museum

Her til morgen er Madonna det helt store samtale-emne verden rundt. Men det skyldes hverken kontroversielle udtatelser eller en hed ny musikvideo. Det skyldes derimod hendes garderobevalg til Met Gala 2013, som blev holdt tirsdag den 6. maj.

Den årlige begivenhed er kendt som modebranchens helt store gallaaften, og alle der er noget i den internationale branche bliver inviteret. Foruden Hollywoods største stjerner, kommer derfor Anna Wintour, modellen Cara Delevingne og tidens hotteste designere.

Temaet til årets Met Gala var 'Punk: Chaos to Couture', og det fortolkede gæsterne meget forskelligt. Nogle dukkede op med et enkelt nittearmbånd, mens andre gik hele vejen og var punk fra top til tå. Madonna hører til sidstnævnte gruppe. Provokatøren dukkede op i punkklæder med nitter, tern, det hele var gennemført. Men det, der gjorde hendes look ekstra opsigtsvækkende? At hun havde ladet bukserne blive hjemme.

Madonna havde valgt at nøjes med en jakke og et par ødelagte netstrømper. Bagfra var der kig til popdronningens popo, mens man forfra skulle passe på med at stå for tæt for, for der var enkelte gange udsyn til fruens mest intime dele.

I dag er hun endt på sladderspalternes lister over aftenens værst klædte, men mon ikke Madonna er ligeglad? En ting er i hvert fald sikkert: Verdens popdronning nummer et kan stadig provokere.