Gitte Lund
Foto: Frederikke Heiberg
STILIKONER

Mit klædeskab: Gitte Lund

Gitte Lund, der driver butikken Eva Go diva i Charlottenlund, vil hellere danse på bordene end stå stille i et hjørne af angst for at krølle kjolen. Se hendes klædeskab her.

Kom med inden for hos Gitte Lund

46-årige Gitte Lund driver butikken Eva Go diva i Charlottenlund. Hendes garderobe er udstyret med masser praktiske skindbukser, silketoppe og cardigans i kashmir – og en samling gode bh’er, som sikrer, at tøjet altid sidder, som det skal.

LÆS OGSÅ: KVINDER MED STIL | Sara Rostrup

Hvad er god stil? 
God stil kommer helt automatisk, når man føler sig godt tilpas. Selv gør jeg mig umage for ikke at være slave af moden, og det samme gælder i min butik, for så snart jeg forsøger at tilfredsstille andre, sælger det simpelthen ikke. Der er ikke noget værre end at føle sig helt malplaceret i det, man har på – det påvirker ens humør, selvtillid og udstråling. Tilsvarende kan det ses på kilometers afstand, når man føler sig hjemme i sit tøj. 

Hvordan har din smag ændret sig, i takt med at du er blevet ældre?
Jeg er en gammel hippie, og det har ikke ændret sig så meget med årene. Jeg er vild med naturmaterialer og har det allerbedst iført et par skindbukser, en silketop og en cardigan i kashmir. Jeg er stadig typen, der hellere danser på bordene end står i et hjørne og er bange for at krølle kjolen. Derfor skal min garderobe også være komfortabel. Mit tøj skal kunne holde til det liv, jeg gerne vil leve. 

Hvad bør enhver kvinde have i sin garderobe?
En bh, der sidder godt. Mange kvinder kender ikke deres reelle bh-størrelse og ender med en model, der sidder for højt eller for stramt, så dellerne vælter frem – og det kan ses uden på tøjet. 

Hvad bliver aldrig umoderne?
En klassisk, enkel kashmir-cardigan har man altid brug for. Den er måske ikke så interessant i sig selv, men er fantastisk i kombination med noget andet. Kashmir er desuden så lækkert et materiale, og der er så meget luksus og velvære i det, at man ikke kan undgå at lade sig forføre. Men man skal huske at skifte den, når den begynder at nuldre, for så bliver den pludselig sjusket at se på. Selv køber jeg mig en ny hver eneste sæson – og om vinteren får den følgeskab af en rullekrave i samme materiale. 

Hvad er dit allerkæreste eje?
En guldring med en lille diamant, som jeg købte på en rejse til Indien, lige efter jeg var blevet skilt. Det var det første dyre smykke, jeg ikke havde fået af min eksmand, og det var symbolsk for mit nye liv, at jeg forærede den til mig selv.

LÆS OGSÅ: Mit klædeskab: Rita Paulisen

Hvis klædeskab ville du allerhelst gå på hugst i, hvis du kunne?
Sarah Jessica Parkers. Jeg er vild med hendes stil. Hun er god til at sætte skøre ting sammen og til at gøre alt det, man ikke lige forventer. Og jeg ville helt sikkert finde en masse fantastiske sko i hendes skab. 

Hvilke kvinder i verden går smukkest klædt? 
Jeg kan ikke pege på en enkelt nationalitet. For mig sker magien i mødet mellem kulturer. Der er noget fantastisk smukt i sari-stoffer fra Indien, kimonosnittet fra Japan, broderier fra Bali – og skal man lade sig inspirere lidt af det modsatte køn, så er italienske mænd fantastiske, når de ikke er bange for at tage en lyserød skjorte eller røde sko på af frygt for at fremstå mindre maskuline.  

Hvilket sæt ender du altid i en travl mandag morgen?
Skindbukser og en T-shirt. Det er ren velvære, for der er ikke noget, der strammer, og jeg føler mig stadig smart. Det fungerer både i Dyrehaven på en morgentur tilsat gummistøvler – og med stilletter, hvis jeg skal ud om aftenen. For mig slår skindbukser til enhver tid jeans.

Fuldend sætningen ‘en smuk kvinde er …’
… ikke ude på at imponere nogen! Hun behøver ikke en logo-taske og en Porsche. 

Se Gitte Lunds klædeskab i galleriet. 

Gitte Lunds klædeskab