Frederikke Heiberg
STILIKONER

Mit klædeskab | Stine Busk

Ser man ind i 40-årige Stine Busks garderobe er den især rig på sorte T-shirts, jeans og klassiske bikerjakker i læder – ofte endda flere af slagsen i helt identisk design. Når et stykke tøj fungerer, køber hun nemlig ofte syv af samme model, så den kreative energi i stedet kan kanaliseres over i arbejdet som designer for de succesfulde, danske mærker Munderingskompagniet og Silverblack

Hvad er god stil? 

– Når man klæder sig præcis, som man har lyst til. Man er hurtigt afsløret, hvis det ikke er autentisk, men et stylet og upersonligt look. Den evne til at eje sin stil og føre sig med naturlighed har hverken alder eller køn, og når det lykkes, så oser det af selvværd. 

Hvad bør enhver kvinde have i sin garderobe?

– Alt, hvad en kvinde behøver, er en læderjakke – og et par gode jeans! Den kombination kan bruges syv dage om ugen. Der er noget ikonisk over læderjakken, der fik sit folkelige gennembrud med James Dean i 1950’erne – den er rå og funktionel og symboliserer frihed. Men den skal være af god kvalitet og i et gennemarbejdet design. Der er ikke noget værre end detaljer, som ikke kan bruges, og når der fx er en lynlås, skal der også være en lomme bagved.  

Hvornår føler du dig velklædt? 

– Jeg har det allerbedst i noget, der ikke larmer alt for meget, og min erfaring fra mange år i den danske tøjbranche er, at de mest seriøse tøjfolk også er dem, der er mest anonyme og dressed-down. Det kan sammenlignes med en uniform; når jeg tager jeans, skjorte og jakke på, kan folk genkende mig og ved, hvad de skal forvente. Desuden er kvaliteten et must for mig – jeg er blevet alt for gammel til billige metervarer og dårlige snit.  

LÆS OGSÅ: 6 tips til vintageshopping

Hvem af dine kolleger i branchen er mest interessant lige nu? 

– Italienske Nina Ricci har fået ny designer, den unge Guillaume Henry, og han kan lave tøj, der er helt vildt feminint, men stadig bevarer en funktionalitet. Det er en stor kunst. Silhuetterne er meget smalle, og han dyrker ofte den høje hals og de lange ærmer. Super sexet, men aldrig vulgært!

Hvad bliver aldrig umoderne?

– Sort! Det er den nemmeste farve at gå med, den klæder alle og den er så sofistikeret, at man ikke behøver meget andet. At sort tilmed er den farve, man får, når man blander alle farver sammen, er en smuk tanke. Den er helt simpel på overfladen, men rummer mangfoldigheden i sig. 

Hvilken tendens fortryder du, at du hoppede med på?

– Hængerøvsbukserne i 1980’erne klædte de færreste. Det så ud, som om man vandrende omkring med en kæmpe ble. Jeg havde et par i hvid, og det gjorde det bestemt ikke bedre. Når jeg alligevel ikke fortryder, er det, fordi det giver en ro at have prøvet alle de flygtige tendenser af og vide, at man er  landet et godt klassisk sted, hvor tingene holder mere end en enkelt sæson. 

Hvordan har din smag ændret sig i takt med, at du er blevet ældre?

– Den er blevet langt mere enkel, og jeg er blevet mere kvalitetsbevidst med årene. Jeg ved nemlig, at jeg ikke kommer til at smide det halve af garderoben ud, fordi jeg har valgt rigtig – og holdbart – fra begyndelsen. 

LÆS OGSÅ: Tom Ford Beauty er endelig kommet til Danmark

Hvad ender du altid i en stresset mandag morgen?

– Sorte jeans og en T-shirt eller cashmere-strik, fordi det et er ukompliceret, og jeg føler mig virkelig godt tilpas i det. I det hele taget må det ikke være for et stort projekt, når jeg klæder mig på, hvilket sikkert hænger sammen med, at jeg i mit arbejde tager stilling til at hav af spørgsmål om snit, farver og stil hele tiden. Privat køber jeg derfor tit syv af den samme T-shirt, når jeg finder en, der fungerer. Det giver en skøn ro, at jeg allerede har taget stilling – enten fordi jeg går med mit eget design, eller fordi jeg har valgt sikkert og ved, hvordan jeg kombinerer bedst. 

Hvad kommer man ikke uden om denne sæson?

–  Ruskind! Både til bluser, kjoler, jakker, bukser og sko. Hele vejen rundt bliver det et dominerende materiale. Dertil den herreinspirerede hvide skjorte. I Italien siger man, at alt, hvad man behøver for at være velklædt, er en klassisk, lyseblå skjorte. Jeg tror på, at det samme gælder den hvide.

Se Stine Busks klædeskab i galleriet.

Stine Busk | Mit klædeskab

Pssst… Husk at tilmelde dig INs nyhedsbrev lige HER - så er du altid opdateret på det bedste inden for mode, skønhed og sundhed!