I galleriet kan du se Wangs første kollektion for Balenciaga

STILIKONER

Moderedaktøren vurderer Alexander Wangs første kollektion for Balenciaga

Louise Amstrup har sat Wangs første kollektion for Balenciaga under lup

I forbindelse med modeugen Paris, har den unge amerikanske designer Alexander Wang vist sin første kollektion for Balenciaga.

INs moderedaktør Louise Amstrup har studeret kollektionen og sammenlignet den med de kollektioner, Wangs forgænger Nicolas Ghesquière har skabt og Wangs egen mainline-kollektion, som han viste i New York i starten af februar.
 

Wangs kollektion er mere rå

"I forhold til Nicolas', er Wangs mere rå, hvor det hele er holdt i sort og gråt. Nicolas brugte en bredere farvepalet. Han kunne bedre lide at lege med farver, og hans design var mere futuristisk," siger INs moderedaktør Louise Amstrup.

Louise mener til gengæld, at der er mange ligheder mellem Wangs egen AW13-kollektion og den, han har skabt for Balenciaga. Mønstrene, som ser ud til at være inspireret af Ghesquières sidste kollektion, har Alexander Wang både brugt i sin egen kollektion og i Balenciagas. Ligesom det er tilfældet med Balenciaga-kollektioner, er Wangs egen kollektion gennemgående rå, og Louise påpeger, at Wang har genanvendt mønstre og voluminøse tekstiler og snit fra Nicolas' AW12-kollektion, dog i et mere neutralt farveunivers.
 

Med respekt for Balenciagas traditioner

Det er ikke blog Nicolas' moderne traditioner, Wang har ladet sig inspirere af. Ifølge moderedaktøren er der tydelige referencer til modehusets grundlægger Christobal Balenciagas tidlige kollektioner.

"Hvis man tænker på Christobal Balenciagas vision, tænker man på fokus på taljen, det kvindelige med nederdele til under knæet, cigaretbukser og bådudskæringen. Det er alle træk, man ser i Wangs første kollektion, og på den måde har han været tro mod Balenciagas designtradition," siger Louise Amstrup og tilføjer: "Der er især referencer til Balenciagas 1950'er-kollektioner med skulpturel fokus på taljen, pencilskirts og den lille spidse sko."
 

Hvor vil Wang tage Balenciaga hen?

"Den neutrale makeup og håret signalerer, at Wang går i en mere minimalistisk retning. Tøjet skal tale for sig selv," siger INs moderedaktør.

Hun påpeger, at der leges mere med snit end med farver, og at stilen generelt er minimalistisk med få skrigende detaljer. Wangs kollektion for Balenciaga er på samme tid klassisk og rå, og derfor ville for mange detaljer ødelægge harmonien.

Men hvor er Balenciaga på vej hen, under Alexander Wangs ledelse? Kan vi fremover forvente farveneutrale kollektioner med et råt twist, eller vil Alexander Wang finde at eksperimentere mere?

"Nu er det her jo en efterårkollektion, så jeg forventer, at han vil lege mere med farver i næste kollektion, dog indenfor samme neutrale og rå ramme," siger Louise.

Se Alexander Wangs første kollektion for Balenciaga i galleriet nedenfor.