Modne kvinder hitter i modebranchen
STILIKONER

Modeverdenen hylder modne kvinder

Modebranchen har længe favoriseret de helt unge kvinder – indimellem helt ned i teenagealderen. Men tiderne skifter og kvinder med mere livserfaring er i højere kurs end nogensinde før.

- På den anden side af 40 er ingen unge længere. Men alle kan være uimodståelige – uanset alder.

Sådan sagde Coco Chanel – en af verdens mest stilfulde kvinder. Men det er, som om hendes ord har klinget hult i modebranchen i mange år.

For uagtet at den modne kvinde typisk har flere penge at bruge på tøj, kosmetik og accessories, har hun ofte haft svært ved at genkende sig selv på de glitrende sider i magasinerne. Helt unge kvinder har nemlig længe stået i front – på både magasinforsider og i store kampagner.

Men forandringens vinde blæser gennem verden i disse år, og det afspejles også på modefronten. Diversitet har længe været et varmt emne i modebranchen med flere aktører, der slår slag for repræsentation af køn, seksualitet og race. Og naturligvis også alder.

LÆS OGSÅ: 40, fit og frugtbar - Hollywoods mødre bliver ældre

Modebranchen er vågnet op, og den modne kvinde er (langt om længe) rykket frem på forsiden.

Senest er det italiensk Vogue, der har Madonna på forsiden – popikonet fylder 60 i år.

A post shared by Vogue Italia (@vogueitalia) on

90’ernes supermodeller har også fået en renæssance. Sidste år var Amber Valletta på forsiden af britisk Vogue (uden en rubrik, der skulle gøre hendes 43 år til et stort nummer) og 49-årige Helena Christensen medvirkede for nylig i en badetøjsserie for In Style og en kampagne på Dolce & Gabbana.

Her på Modemagasinet IN ønsker vi også at repræsentere kvinder i flere aldre. Siden nytår har der ikke været en model på forsiden af IN. Derimod har vi givet pladsen til inspirerende danske kvinder, der blandt andet tæller Malou Aamund på 49, Margrethe Vestager på 50 og Caroline Fleming på 42.

Og det er ikke kun magasiner, der har fået øjnene op for kvinder med masser af livserfaring. På Instagram opleves der også et gevaldigt opsving, når det gælder populære influencers på 40+.

- Kvinder leder efter influencers, der har en livsstil, der ligner deres egen, uanset om det er en ældre kvinde med en vidunderlig arbejdsgarderobe eller en pensionist med hang til boheme-stilen, siger Kim Winser, der står bag brandet Winser London til The Guardian. Winser London har haft 53-årige Yasmin Le Bon som ansigt for brandet siden 2012.

- Den lyst til at identificere sig selv med relevante rollemodeller er langsomt blevet opfanget af casting agenter og brands, som langsomt er i gang med at gøre det til en del af deres strategi. Det er på tide, fortsætter Kom Winser.

Kvinder på 40+ er i den grad begyndt at vække opsigt, som stilikoner i deres egen ret: Med masser af livserfaring og ulasteligt gråt hår.

LÆS OGSÅ: 9 stilfulde seniorer, du skal følge på Instagram

Se flere stilikoner over 40 i galleriet

Stilikoner over 40

Læs mere om: