Mød Sara Lysgaard – en kvinde med stil
Foto: Frederikke Heiberg
STILIKONER

Mød Sara Lysgaard – en kvinde med stil

Sara Lysgaard er direktør i investeringsselskabet Sara Lysgaard Holding. Hun 33 år og bor i Gentofte, nord for København.

Sara Lysgaard – min stil

Jeg ser min stil som tosidet. På den ene side er den enormt afslappet, superbehagelige og lækre kvaliteter, gerne bare jeans og en kashmirstrik; og på den anden side kan det gå fuldstændig amok med farver, miks af mønstre og statementsmykker. Det er ikke lejlighedsbestemt, det ene kan lige så godt være til hverdag eller fest som det andet.

Når man arbejder med kunst, som jeg gør, bliver jeg naturligvis inspireret i min påklædning. Nogle dage giver kunsten mig lyst til at tilføre mit outfit flere farver, omvendt kan det også give mig lyst til at stå i kontrast til kunsten, og dermed være mere afdæmpet og neutral.

LÆS OGSÅ: Mød Pia Krejler - en kvinde med stil

Jeg er ikke bange for farver, for at skeje ud og for at have mange smykker på og et par vilde sko, alt sammen på samme tid. Jeg føler mig ret godt tilpas i det, og det er måske lidt unikt.

Mit tøj er – ligesom mine møbler og den kunst, jeg omgiver mig med – en forlængelse af, hvordan det ser ud på indersiden af mig. Jeg er et godt sted, jeg er glad for mit liv, mit arbejdsliv og mit privatliv, og på den måde afspejler min stil den, jeg er som person, og den rejse, jeg er på, og derfor er den også i konstant forandring.

Et todelt sæt eller en kjole er genialt, fordi man ikke skal til at sætte flere elementer sammen. Det giver ligesom sig selv, når over- og underdel er klaret i ét, og det er godt, hvis det skal gå hurtigt en dag.

Jeg elsker behagelige, flade sko som ballerinaer, sneakers og loafers, men det flotteste er da helt klart stiletter, og begge dele kan jeg bruge til hverdag. Man kan nemt pifte et outfit op med et par fede sko, og har du et par jeans og en T-shirt på, kan et par smukke stiletter virkelig gøre meget. Der må gerne være noget, der stikker ud, det kan jeg bedst lide.

Jeg er ekstremt opmærksom på, at jeg er en kvinde og derfor at klæde mig feminint. Det er så ærgerligt, når man møder kvinder, der sidder i en magtfuld position og ligner mænd i deres påklædning. Det skal være en fest at være kvinde, så giv den gas med kjoler, tasker, negle, hår osv.

Jeg kan godt lide at have velplejede negle, og det betyder meget for mig. Min farmor, som var en dygtig og driftig forretningskvinde, havde altid velplejede negle, og hende har jeg altid ladet mig inspirere af.

Når jeg fester kan jeg godt lide at tilføje en statementtaske til mit outfit. Og det må gerne være nogle sjove tasker i clutch-størrelse. De kan godt være svære at bruge, men til det rette outfit er de geniale. Men ellers adskiller mit festlook sig ikke nødvendigvis markant fra det, jeg har på til hverdag.

LÆS OGSÅ: Mød Denise Kühl – en kvinde med stil