Mød Sofie Lysgaard – en kvinde med stil
Foto: Frederikke Heiberg
STILIKONER

Mød Sofie Lysgaard – en kvinde med stil

Sofie Lysgaard er grundlægger af og partner i Matchday Management. Hun er 34 år og bor i Herning – og så har hun stil!

Sofie Lysgaard: min stil

For mig er mode kommunikation. Jeg bruger mit tøj og min stil til at vise, hvem jeg er. Jeg elsker at følge med i trends, men jeg kommer også nemt til at kede mig, hvis det bliver for overfladisk, og jeg ikke kan mærke sjælen i det.

Min stil er feminin, og det er på mange måder et udtryk for min person. Jeg arbejder med sportsmanagement, og jeg omgiver mig med en masse atleter i min hverdag. Jeg bruger min feminine stil til at skille mig lidt ud i den verden.

LÆS OGSÅ: Mød Sara Lysgaard – en kvinde med stil

Jeg elsker at finde den helt rigtige balance mellem noget tidløst og noget nyt. For mere end 10 år siden købte jeg et Gucci-jakkesæt i Frankrig, som jeg stadig bruger. Jeg styler det med nogle accessories, som kan give sættet et nutidigt og sjovt touch.

Det er ikke så afgørende for mig, hvad tøjet koster. Jeg blander gerne highstreet med det dyrere, men det er vigtigt for mig, at pasformen er god, og at jeg føler mig hjemme i det. I Herning shopper jeg primært i Ca-Zoo, der har en masse danske mærker som fx Ganni. Men derudover shopper jeg primært online – på fx Net-a-porter – og i Hamburg, hvor jeg tidligere har boet.

Jeg går op i at være velplejet og får fx jævnligt lavet negle. Jeg er kommet ved den samme ‘negledame’ i 15 år, og jeg elsker hendes passion for detaljen. Selv om jeg ikke er så god til at passe på min manicure, elsker jeg at forlade salonen med helt nylakerede negle. Det er et udtryk for, at jeg elsker at gøre mig umage med mig selv og det, jeg bruger min tid på.

Min mormor er helt klart den kvinde, som har lært mig mest om mode og stil. Primært det at stå ved sig selv og sin egen smag, men også at bruge tøj som en bevidst måde at kommunikere med omverdenen på. Det har jeg virkelig taget til mig.

Når jeg fester får den gerne en ekstra tand. Jeg forsøger også altid at gøre mig umage i hverdagen, men når der er fest, elsker jeg at hive nogle mere festlige stiletter ud af skabet, tage nogle større smykker på og krølle håret, så det sidder ekstra godt.

Sofies outfits:

 

Giv et abonnement i julegave - vælg mellem 17 forskellige blade og magasiner - KØB HER

Læs mere om: