STILIKONER

PR-damer med stil: Få Samira Kudsks stiltips

Samira Kudsk er indehaver af Samira Kudsk PR og har en sikker og god stil. Få hendes tips

42-årige Samira Kudsk er indehaver af Samira Kudsk PR. Et dagligt, internationalt arbejdsmiljø af arkitekter, kunstnere og designere influerer den personlige tøjstil hos denne pr-kvinde med hang til skæve detaljer og høje hæle.

"Jeg shopper få gange om året, og så ved jeg præcis, hvilke butikker jeg skal gå ind i, og finder lynhurtigt de styles, jeg vil have. Jeg køber altid god kvalitet og ender altid med klassikerne. Så tøjet, der ender i mit klædeskab, har som oftest en lang levetid," fortæller Samira.

Hun holder sig helst fra det alt for larmende, især i form af print og farver, men til gengæld er hun glad for detaljerige accessories.

"Jeg forsøger at undgå tøj, der larmer for meget i farver og print, men til gengæld giver jeg den gerne ekstra gas med sjove detaljer i mine accessories," siger hun.

Med en fortid i modens land, Italien, er Samira Kudsk vild med italienske luksusmærker.

"Jeg har boet i Italien i nogle år og har hang til de italienske modehuse. Sæson efter sæson ender jeg altid med at fornye min garderobe med elegante styles fra italienske Prada, Marni og Max Mara. Derudover skal jeg denne sommer pifte klassiskerne op med lækre og gerne lidt tunge smykker," siger hun.

Og hvad er så god stil ifølge PR-chefen?

"God stil er meget individuel og personlig. Jeg kan sagtens se en kvinde på gaden iført noget, jeg aldrig selv ville gå i, men stadig tænke, hun er smart og har en virkelig god smag. For mig personligt er god kvalitet som oftest lig med god stil."

Samiras outfit

Kjole, Max Mara, 2.095 kr.
Pumps, Prada hos Kassandra, 3.200 kr.
Ring, Per Borup, 10.850 kr.
Kæde brugt som armbånd, Aagaard